Arvingen

TAK

1.

For alle verdens magter

ej frygter Guds de små,

alt, hvad de eftertragter,

de sikkert skal opnå

'mmm…hvad?….hhhh…'

Der gik lidt tid, før hun genkendte den. Hendes stemme. Det var hendes stemme. Den lød rå og raspende. Som om den havde været brugt i timevis - måske dagevis. Hun blinkede ad flere omgange, men hendes øjne havde svært ved at finde fokus. Hun satte sig op i sengen. Hendes hænder kørte op og ned langs siden af sengen, indtil hun fandt kontakten til den nye lampe, der stod på det nye natbord - lige op af den nye seng. Et øjeblik senere var rummet badet i lys. Hun blinkede fortsat og rodede rundt på natbordet efter sine briller. Pakkerne med piller og glasset med vand blev skubbet rundt i blinde, indtil hendes hånd fandt brillerne. Hun tog dem på og blinkede et par gange mere, inden øjnene endelig fandt fokus. Det lyse rum duftede af nyt træ. Den nye seng, de nye kommoder og det flotte spejl, som hun altid havde ønsket sig, var de eneste møbler i soveværelset for nu. Hun skulle starte et sted og havde valgt noget simpelt og fornuftigt. Nu sad hun så midt i det simple og fornuftige og kiggede sig rundt i sit nye soveværelse. Da øjnene havde vænnet sig til lyset, skubbede hun brillerne op i panden og steg ud af sengen. Gulvbrædderne var iskolde, og hendes fødder spjættede ved kontakt med gulvet. Hun gik et par meter ud i rummet og stillede sig langs de mørke rullegardiner, der var blevet boret op ganske få timer forinden. Hun kiggede ud af det lille vindue fra første sal.

Det lille bondehus lå badet i månens skær, som i en slags spotlight, der lige netop havde fanget hendes lille hus. Skoven på den anden side af den lille grusvej lå mørk og dyster hen. Der var ingenting at se, hvis man så bort fra de små bevægelser i grene og blade, der fulgte vindens susen. Hun lod rullegardinet glide på plads og fandt et par uldsokker i øverste skuffe af den ene kommode. Natkjole og uldsokker var måske ikke trendy, men det var behageligt og det var hendes hus. Hendes hus! Hun smilede lidt for sig selv. Hun var husejer. Sådan en rigtig en med kreditforeninger, budgetkonto og eget navn på postkassen. Hvem skulle have troet det? Hun gik ud i den lille gang, der var et par kvadratmeter stor. Udover døren til soveværelset bød gangen på to andre døre. En dør til det lille toilet, der virkelig kun var et toilet og en lille håndvask. Den anden dør ledte ind til et pulterkammer, der lige nu var fyldt med sammenklappede flyttekasser og et par kasser med bøger, som hun ikke havde plads til lige nu. Hun passerede døren til pulterkammeret og listede ned af den snoede trappe, der var en charmerende sag i mørk træ. Hun havde elsket trappen fra første øjekast og i sidst ende var det trappen, der havde solgt hende på huset. Hun vidste godt, at den slags måtte virke latterligt for de fleste husejere, men for hende gav trappen den ekstra charme, der endte med en signatur på slutsedlen. Hun sneg sig ned af trappen, der gav sig med en knirken for hvert trin, hun tog. ′En del af charmen′, tænkte hun for sig selv og smilede, da hun nåede de kolde klinker ved foden af trappen, der samtidig var entré for husets stueplan. Under trappens top kunne man se døren til husets badeværelse, der var nyistandsat. Hun fulgte trappen og fortsatte ligeud indtil hun nåede døren til husets lille stue. Hun trak forsigtigt i det lille træhåndtag, der ligesom trappen knirkede på den charmerende se mig, jeg er et gammelt hus måde, som den slags bondehuse nu gjorde.

Døren knirkede til gengæld ganske lidt, så hun sneg sig ind i den mørke stue, der indtil videre var sparsomt møbleret med to store sofaer og en reol. En stor fladskærm prydede rummets bagerste væg, der også gav plads til en lille dør, der førte ud til en lille havestue. Cirka midt i rummet kunne man via en dør i venstre side gå ud til et lille køkken, hvor et minimalistisk spisebord og to stole stod klar tæt på køleskab og fryser. Hun listede ud i køkkenet, hvor hun forsigtigt åbnede det nye køleskab, der stadig havde folie over døren, der ligesom resten af køleskabet kun lige var blevet sat op og installeret. Resten af køkkenet var brunt, blåt og trængte til en kærlig hånd. Den sidste rest af linoleum på bordpladerne havde givet sig og var løftet op flere steder på bordet. Den ujævne overflade var samtidig revnet flere steder, så bordpladen mest af alt lignede en tilfældigt pløjet mark. Hun greb en karton med appelsinjuice og satte sig på en af de nye spisestuestole, der nu var blevet degraderet til køkkenstol i mangel af en egentlig spisestue. Hun havde alle intentioner om at finde et glas, indtil tanken om, at det var hendes hus og dermed hendes regler, ramte hende. Hun smilede lidt ved tanken og åbnede kartonen, som blev ført til munden med det samme.

'Bruger du ikke glas mere? Så vil jeg sgu skilles' kom det fra døråbningen. Martin stod i boksershorts og bar overkrop med et fordømmende blik i øjnene. Hun behøvede ikke lys eller øjenkontakt for at vide den slags. Det var bare noget, man kunne høre i hans tone. Sådan havde det altid været.

'Fik jeg vækket dig? Det er jeg ked af', sagde hun uden at lyde ked af det.

'Dig, knirken og knagen', stønnede han og tændte lyset i køkkenet. Hun gad ikke at brokke sig over det stærke lys, for hun ville sikkert bare få endnu en belærende svada fra sin storebror.

Det er ikke sundt for øjnene sådan at sidde i mørke - ville han sige med samme bebrejdende tone, som han altid brugte, når han lige skulle belære sin lillesøster.

'Må jeg lave en kop kaffe? Jeg får sgu ikke sovet mere alligevel', sagde han og rettede på bagsiden af sine boksershorts, der havde fundet vej op til mørkere og langt mere upassende egne.

'Mi casa sind dein haus', sagde hun og smilede til sin bror.

'Jeg har været i mange gamle lortehuse, men det her tager sgu prisen. Det larmer mere om natten end om dagen', sagde han og slog på en væg med flad hånd. Huset knirkede lidt under hans håndflade.

'Det er vinden. Sådan er det med bondehuse ude på bøhlandet', sagde hun og smilede glad videre.

'Det er jo også dine penge. Jeg tænker bare at en fed andel inde i byen nok mere havde været sagen', sagde han og hældte bønner i kaffemaskinen, der også var helt ny.

'Ja for dig. For mig er det en ny start', sagde hun og rejste sig fra stolen. Hun stillede den tomme karton i håndvasken og skulle til at forlade køkkenet, da Martin lagde en arm om sin søster.

'Er det dig eller alt det psykologpis?', sagde han og fjernede kartonen fra vasken med den anden hånd. Hun lagde armene om sin store stærke bror og lukkede øjnene. Han lugtede af vin eller øl. Han var pisse irriterende, men han passede på hende. Hun var træt. Han drak for meget. Det ændrede ikke på alt det, som han havde gjort for hende i de seneste måneder. At hjælpe hende med at flytte, købe møbler og samle selvsamme møbler var kun toppen af kransekagen. Han havde hjulpet hende til en ny chance i livet. I hvert fald, når han var ædru.

'Det med den nye start?´, spurgte hun. Han nikkede og holdte hende tæt med den ene arm. Den anden arm kastede kartonen, der ramte skraldespanden i første skud.

'Psykologpis', sagde hun og klappede ham på den tatoverede skulder, der førte ned til endnu mere tatoverede arme.

'Sass? Jeg elsker dig!', sagde han fra køkkenet, da hun havde givet slip på ham og var på vej igennem stuen. Hun var træt og havde brug for mere søvn.

'Også selv om jeg smider alt mit affald i vasken?', kaldte hun fra døren til gangen i den anden ende af stuen. Han stak det kronragede hoved ud fra køkkenet og kiggede ned igennem stuen, hvor de fik øjenkontakt igennem det mørke, der kun var brudt af lyset fra køkkenet.

'TIL TRODS for at du smider lort i vasken!', sagde han og smilede. Hun trak døren til sig og lod det knirkende dørhåndtag om resten. Trappen blev taget i sneglefart. Hun lukkede øjnene og mærkede hvert et trin under sine fødder. Da hun nåede toppen, sendte hun toiletdøren et kort blik, besluttede sig for at lade være og gik ind i soveværelset. Der var kun ganske få timer at sove i, så hun smed uldsokkerne og kravlede under dynen, der smøg sig om hendes krop inden hendes hoved ramte puden. Hun lå med lukkede øjne og tænkte på den efterfølgende dag. Det ville blive spændende at komme i gang med et nyt arbejde, men alligevel sneg nervøsiteten sig ind. Hun rystede på hovedet over sig selv. Hun havde været den bedste til sit arbejde i mange år, så hvorfor skulle hun pludselig være nervøs? Det gav ingen mening, tænkte hun og lod søvnen overtage hende. Hun trak brillerne ud af det mellemblonde hår og smed dem på natbordet. Der var ingen, der skulle fortælle hende, hvordan man skulle behandle et sæt nye briller. Ingen storebror til at bebrejde hende. Hun faldt i søvn med et lille smil på læben.

For alle verdens magter

ej frygter Guds de små,

alt, hvad de eftertragter,

de sikkert skal opnå

2.

'Ihhhh. Er du sikker på, at du har samlet den cykel rigtigt?' sagde hun og vendte sig irriteret mod sin bror. Han stod i døråbningen med kaffekoppen i hånden og smilede.

'Har du låst den op?' spurgte han med overbærenhed i stemmen.

'Martin! Jeg er på vej på mit nye arbejde. Jeg gider ikke det der overbærende pis fra morgenstunden' kom det prompte tilbage.

'Rolig rolig. Sæt dig nu bare op og træd i pedalerne. Den skal jo ikke kickstartes eller noget' prøvede Martin med en rolig stemme. Det var meget bedre, for det gjorde hende ikke edderrasende indeni.

'Nå, nu virker den. Det var mystisk. Jeg har fri klokken fire' råbte hun og satte gang i cyklen. En bilist hakkede bremsen i, da hun kørte ud på vejen uden at kigge sig for.

'Unnnnndssskyyyyyyld' råbte hun grinende til bilisten, der bare rystede på hovedet. Cyklister nu til dags! Bilisten kastede et vredt blik ind i indkørslen, hvor Martin stod i døren. Han rystede fortsat på hovedet og Martin imiterede ham efter bedste beskub. Bilen satte i gang og Martin trak på skulderne, før han gik ind i varmen igen. Hun kunne mærke vinden i kinderne og det føltes skønt. Duften fra marken og skoven tæt på cykelstien gjorde hende i godt humør. Det havde været to hårde år, men lige pludselig virkede alt det grimme i hendes liv så fjernt.

Det var som om, at det var sket for en helt anden end hende. Hun cyklede så hurtigt, som hendes krop tillod hende, hvilket ret beset ikke var særlig hurtigt. Hun blev forpustet og satte farten ned, men øjeblikket senere trampede hun smilende der ud af igen. Da hun nåede brostenene i byen, satte hun farten ned. Hun kørte mod byens torv, som hun krydsede til fods. Da hun nåede kommunens største bygning, stillede hun cyklen fra sig i et cykelstativ.

Det tog hende lige et par sekunder at gennemskue låsen - inden hun kunne træde ind på Køge Kommune, som fra i dag var hendes nye arbejdsplads. Hun fulgte gangene og dørene, som hun genkendte fra sine to jobsamtaler, der havde foregået et enkelt kontor fra det kontor, der fra i dag af ville være hendes. Da hun nåede receptionen, sad en ældre kvinde ved navn Jonna allerede klar og ventede.

'God morgen, Sasja og velkommen til' sagde Jonna og smilede stort. De gav hånd og Jonna viste rundt på kontoret. Få minutter senere sad Sasja på sit kontor. Hun kiggede rundt på de tomme reoler, der inden længe ville være fyldt med sagsmapper og bilag. Det var dejligt at være tilbage på arbejdsmarkedet igen.

'Er du klar til at gå i krig?' sagde Steen, da han stak hovedet ind ad døren. Steen var hendes chef og virkede rar. De to samtaler, som de havde haft, var forløbet helt perfekt, og Sasja glædede sig til at arbejde sammen med ham. Han virkede som et menneske, der forstod andre mennesker og havde empati nok til, at kunne sætte sig ind i alle slags situationer.

'Det kan du stole på. Hvordan foregår det her i Køge? Er der gruppemøde om morgenen eller hvordan?' spurgte Sasja. Hun havde ikke helt havde styr på forretningsgangen endnu, for hun kom fra København, hvor kaos regerede over alt og alting. Det var aldrig ro, men altid ballade. Hvis det ikke var klienter, så var det kollegaer, der skændtes i et stort stresset væk.

Her i Køge virkede folk afslappede og smilende. Det skulle man lige vænne sig til.

'Vi har først gruppemøde om eftermiddagen. Det giver os lige en mulighed for en kop te, så vi lige kan få rystet dagen af os. Så kan alle køre hjem med et smil' sagde Steen og bankede på skiltet udenfor.

Sasja Thomsen - Sagsbehandler

3.

'Her dufter dejligt. Hvad laver du?' råbte hun fra gangen. Et par knager havde på mystisk vis sneget sig op på væggen, alt imens hun havde været på arbejde.

'Biksemad' kaldte Martin tilbage fra køkkenet. Hun kunne høre potter og pander i fuld brug fra køkkenet. Hun trådte ind i stuen, som havde forandret sig drastisk på otte timer. Der hang et par lamper og et par malerier var kommet op. Hendes morfars gamle ur hang i midten af rummet og tikkede lystigt for hvert et sekund der gik. Det var blevet til et hjem og alt sammen takket være hendes fantastiske bror. Hun lod sig falde ned i den ene sofa, hvor hun satte sig i en stak magasiner. Hun løftede sin trætte bagdel og trak et blad frem fra bunken under hende.

'Der er mad om ti minutter. Du må lige være tålmodig med en gammel soldat. Sovsen skilte ad helvede til. To gange' sagde Martin, der kom flyvende ind fra køkkenet med to glas rødvin. Det ene stillede han på bordet og det andet slap ikke hans hånd på noget tidspunkt. Hvis man skulle bedømme hans stemme havde glasset siddet klistret til hånden under hovedparten af forberedelsen af middagen.

'Geile hausfrau? Er det en indflyttergave?' sagde hun og løftede det kulørte blad op mod sin bror.

Han stak hende et grin, imens han tørrede sin hånd i forklædet, som han med tydeligt besvær havde taget på. Fire knuder på snorene afslørede, at han sjældent bar den slags.

'Det er så jeg kan få lidt fra hånden, når du ikke er hjemme' sagde han og drejede rundt. Sekundet senere var han tilbage i køkkenet.

'Er det derfor vi spiser biksemad i aften?' kaldte hun efter ham og rystede på hovedet. Hun bladrede lidt rundt blandt de tyske husmødre, men fandt intet af interesse. En frue med behårede og åbne gardiner fik hende til at lukke bladet igen.

'Biksemad? Du må være sindssyg. Jeg serverer da ikke biksemad som første middag i dit nye hus' grinede han fra køkkenet.

'Jeg brokkede mig nu ikke' grinede hun tilbage. Hun lænede sig frem mod sit glas og tog en forsigtigt tår af den mørkerøde drik. Den kildede på tungen og smagte pragtfuldt. Hun havde holdt sig fra vin i en tid, men nu var alting godt. Et enkelt glas ville ikke skade. Et par minutter senere sad de i køkkenet og spiste. Martin havde lavet to store bøffer, noget sovs, der muligvis var bearnaise og nogle kartofler, der var brændt på ydersiden, men helt rå indvendigt.

'Bøfferne er altså gode, Martin' sagde hun og prøvede at opmuntre den forfejlede kok.

'Men vinen er bedre, Sass' sagde han og løftede sig glas. Hun løftede sit og de smilede til hinanden. Det var et smil, som kun de to kendte betydningen af. Et smil, der fortalte dem hver især, at de aldrig ville være alene så længe, at de havde hinanden.

'Hvordan gik det på arbejdet? Er der lige så mange arbejdsløse hernede som der er i byen?' sagde han med en lidt mere alvorlig stemme. Hun kunne godt lide, når han var alvorlig. Martin havde været soldat hele livet og havde klaret sig rigtig godt.

Han havde besøgt lande over hele kloden og havde mange gode, dårlige og forfærdelige oplevelser i bagagen. Derfor gav det ekstra meget mening, når han blev alvorlig. Det var lidt ligesom, at han havde noget at have alvoren i.

'Der er arbejdsløse alle vegne. Jeg er jo mest til de sociale tilfælde' sagde hun og tog den sidste bid af bøffen på sin gaffel.

'Lad mig omformulere mig. Er der lige så mange narkomaner, alkoholikere og voldsramte, som der er i København?' sagde han. Han havde opgivet maden, skubbet tallerkenen væk og sad nu med sit vinglas tæt på et af de to stearinlys, der stod tændt på bordet. Han studerede farven på vinen i lysets skær og så helt mismodig ud.

'Ikke så mange, som man skulle tro - men nok til at der skal gøres noget ved det.' sagde hun i en opmuntrende tone. Hun vidste godt, at rædslerne fra diverse krige havde sat sine spor i hendes bror. Han tog tit verdens ulykker på sine skuldre og kunne blive meget følsom over fremmede menneskers uheld og ulykke. Det ville hun ikke byde ham i aften.

'Så er det godt, at de har dig. Du vil gå igennem ild og vand for de mennesker, Sass' sagde han og tømte sit vinglas. Han rakte ud efter flasken, men hun greb hans hånd, inden han nåede så langt.

'Skal vi ikke