Af JO ATHAN WICHMANN

:M:ALMO- WilIiam Kentridge (f. 1955) har ved flere lej-

ligheder beskrevet sin animationsteknik som »Stone-age
filmmaking«. Teknikken går j al sin enkelhed ud på at tegne,
affotografere tegningen, viske ud og tegne videre igen. Alt
sammen med den effekt, at man også aner sporene af det,
Den so
d~r har været. Fortiden bliver hængende i den enkelte teg-
mng.
Kentridges kunstneriske virke handler imidlertid om langt
mere end det. Udover videoinstallationer, tegninger og ani-
mationsfilm, som er de udtryksformer, der er repræsenteret
på den aktuelle Kentridge-udstilling i Malme Konsthall, har
han lavet gigantiske både kridt- og ildtegninger i landskabet,
projektioner op på bygningsfacaderne samt teater- og lige-
frem operaopsætninger, senest Mozarts Tryllejløjten.
Det internationale gennembrud i slutningen af 1990erne
skyldtes dog først og fremmest animationsfilmene og den
(stenalder)teknik, der i dag er indbegrebet af Kentridges
værk, og som man selv kan opleve i kunsthallen, hvor fil-
mene udgør en kærkommen tilføjelse til udstillingens andre
værker. Drawings for Projection bliver denne serie kaldt. Den
vises loopet, varer samlet set 78 minutter og består af ni
små film, lige frajohannesburg, 2nd Greatest City Af ter Paris
(1989) og frem til Tide Table (2003).
Her følger man den tænksomme, drømmende Felix Teitle-
baum og den skrupelløse forretningsmand Soho Eckstein. To
hvide, jødiske, fedladne mænd, der kan ses som Kentridges
alter egoer, og som er omdrejningspunktet for hans tema-
tisering af apartheid og tiden efter. Også selvom apartheid
aldrig skildres direkte i hans værker. Karakterernes histo-
rier udfolder sig i et tyst, melankolsk filmsprog med gen-
nemgående fokus på relationen mellem den fremmedgjorte
menneskekrop og et goldt sydafrikansk landskab.
I den modsatte ende af udstillingshallen i Malmo gælder
det 7 Fragments for Georges Melies (2003), som nærmere
bestemt er syv forskellige sideløbende lydløse projektioner,
der både er et vidnesbyrd om Kentridges ret specielle ar-
bejdsmetode i atelieret og en hyldest til den tidlige franske
(stum)filmkunst (og jo særligt Georges Melies). Samme sted
vises selve resultatet af Kentridges anstrengelser, nemlig
hans egen lydrige version af Melies' sci-fi-klassiker Journey
to the Moon fra 1902. I Kentridges version består rumfartø-
jet af en espressokande.
o William Kentriges »Sorte Boks- i Malmo Kons1

UDSTILLINGENS ubestridte hovedattraktion, Black Box/
Chambre Noire (2005), er resultatet af tre års arbejde og blev
oprindelig skabt til Deutsche Guggenheim i Berlin og fylder
kun et enkelt rum inderst inde i Malmø Konsthall. Her står
den store boks så, som er en art dukketeater, eller rettere en
blanding af film og miniature-teater, og på en og samme tid
både skulpturelt objekt, projektion og installation. Under alle
omstændigheder er Black Box noget, man ikke har set før.
Man kan gå rundt om den store tingest og studere al me-
kanik og konstruktion, der på ingen måde er forsøgt dækket
til. Det ser både utrolig avanceret og ret gammeldags ud med
små tandhjul og kæder, der øjensynlig skal drive forestillin-
gen af sted og bevæge tilskuerne, som indtager deres plads på
stolerækkerne. Men først når forestillingen går i gang, hvilket
sker med 35 minutters mellemrum. Forestillingen varer 23
minutter, og i de mellemliggende tolv minutter kan man så
betragte tegninger og andre rekvisitter, der også er udstillet, .
og som på forskellig vis indgår i miniature-teatrets univers,
samtidig med at de fremstår som selvstændige kunstværker
helt uafhængigt af teatret i midten.
Blandt sine inspirationskilder har Kentridge flere gange
opregnet modernistiske pionerer som Sergei Eisenstein,
Otto Dix og Max Beckmann, som alle er skikkelser, der går
personligt til værks i skildringen af den politiske virkelighed
og dermed leverer en form for uofficiel historieskrivning.Det
samme kunne man sige om Black Box/Chambre Noire, der
reflekterer over tyskernes massakre på hereroerne i 1904
i Namibia, en tidligere tysk koloni, der senere kom under
sydafrikansk kontrol, før landet vandt sin uafhængighed. Lige
præcis på dette sted på dette tidspunkt i historien møder tysk
og ydafrikansk historie hinanden, og det giver Kentridge
anlednir tg . at spørge om forhold som undertrykkelse og
==~;!=:b~"",~[)(€Ie" hllse,e, traumatisering og forbrødring
afrikansk landskab. Og der er endeløse lister med navne på
ofrene, udarbejdet af tyskerne og nu underlagt Kentridges
hånd, som har tegnet streger ind over, både i kul og i rød pa-
stel, som rent sanseligt gør det utrolig flot at se på. De røde
streger indover de oprindelige dokumenter, herunder dr. Ge-
org Hartmanns kort over »Deutsch-Sudwest-Afrika«, må ses
som udtryk for koloni magtens projektion af sit eget billede og
egne udmålinger ned over det afrikanske land.
Derudover er der udstillet et par af de spøjse mekaniske
figurer, der indgår i selve forestillingen. Men man må også
erkende, at det hele ikke giver rigtig god mening, før man har
set miniature-teatret i aktion.
o
SÅ bliver lyset dæmpet i lokalet. Over stolerækkerne tændes
en projektor, som sender en lysstråle op på det lille teater. På
begge sider af scenen inden i den sorte boks er der ep.række
kulisselag, som de forskellige mekaniske aktører - Kentrfdge
har kaldt dem automata - kan gemme sig bag, før de bliver
sendt ind midt i det hele.
Til lyden af en trompet, der spiller en ensom melodi, skrider
stykkets sprechstallmeister ind på scenen fra højre side. Der
er tale om en mekanisk figur med et megafonformet papirho-
ved. På figurens krop står der »Trauerarbeit«, som er Freuds
betegnelse for sorgarbejde. Oprindelig mente Freud, at man
gennem psykoanalyse kunne afslutte arbejdet med sorgen,
men senere ændrede han mening: sorgarbejde er en uafslut-
telig proces, noget man må arbejde med livet igennem.
På trods af sådanne dystre miner kalder forestillingen
straks smil frem på læben. Den lille megafonfigur mimer
trompeten og strækker sin mekaniske krop helt ud i en lang-
som bevægelse til lyden af en lang, sorgfuld tone, Så vender
den sig om med et lille, hurtigt mekanisk ryk og trompeterer
derpå en lignende tooe i en anden retning. Det er virkelig pud-
sepl.
 e syn med megafon hovedet, der dukker op foran scenen og
markerer, at stykket nu bevæger sig ind i anden akt. På
scenens bagklæde vises der klip fra Robert Schumanns film
Nashornjagd in Deutsch Ostafrika (1911-12), en tidlig doku-
mentarfilm, der skildrer en brutal nedskydning af et næse-
horn med efterfølgende moro og stolthed over resultatet fra
storvildt jægernes side. Hvorefter forestillingen nærmer sig
sin afslutning.
Tredje og fjerde akt byder på forløsning for fuld udblæs-
ning. Et eller andet er som forvandlet i miniature-teatrets
illusionsrum, og alle de forskellige mekaniske figurer bevæ-
ger sig og næsten danser på den lille scene i en art efterspil,
hvor selve sorgarbejdet pågår, og hvor konflikten ikke læn-
gere er ydre, men af indre karakter. Den del af det kan man
godt være fælles om.
Afslutningsvis - i det der må være fjerde akt - møder vi
atter Kentridges animerede næsehorn. Sammen med me-
gafonhovedet indtager det scenekanten, hvor det optræder i
skærende kontrast til Schumanns dokumentarfilm. I kunst-
nerens streg er det umulige muligt, og dette næsehorn bliver
ikke nedslagtet, men springer og danser og hopper over me-
gafonhovedet og indtager i det hele taget en række umulige
stillinger, før forestillingen når til vejs ende og afslører en
helt anden udlægning af historiens begivenheder, end.vi er
vant til. Ikke nødvendigvis en mindre sand udlægning, bare
en anden.
D
I udstillingens katalog berettes der om de forskellige betyd-
ninger indlagt i udstillingens titel, altså Black Box/Chambre
Noire. Titlen peger i tre forskellige retninger. For det første
henvises der til det såkaldte black box-teater i stil med von
Triers Dogville, altså et teater, hvor alt kan ske, fordi der
ikke er nogen scenerammer, der definerer stykket og be-
grænser handlingsgangen.
For det andet - og nok vigtigere - henvises der til ka-
meraets chambre noire, som er det rum inden i kameraet
mellem linsen og bagvæggen, hvor billedet bliver til og
betydningsdannelsen foregår. Og hvor det fotograferede
i øvrigt bliver vendt på hovedet, hvilket synes at være en
pointe hos Kentridge, der flere gange vender sine tegnin-
ger, så Jorden pludselig er himlen og omvendt. 'På den måde
problernatiserer han enhver formodning om en klar, endelig
udlægning af historiens gang, ligesom han også synes at
kritisere den rolle, kameraet ofte har indtaget som et doku-
mentaristisk redskab, der kontrollerer, undersøger og opta-
svinder ger - på samme tid som det former vores erindring.
animere: - Den tredje betydning er den mest konkrete, nemlig
omforn::e

indtager ~:==:~~
AkkolIn;lC~~3f

litaristis ta-
og he - S- ilIDIXtig
tioner
brodsrykk
»Black Box- som flyets sorte boks, der viderebringer alt
det, vi ikke selv kan sige noget om. Den sorte boks er
mekanikken, der overlever mennesket og beretter om kata-
strofen.
Kentridges sorte boks er med andre ord et sted, hvor
vi kelige, katastrofale begivenheder indfanges, bliver vendt
hvilket - på hovedet og får et helt nyt liv i fiktionen kær. En illu-
Sidstnævrc '0 sakt uden et helt klart budskab, iordi de . id te ende
han sle: ro med så mange andre' stalla '0 er - er eren
visuelle - ~ v. der spi er o 'edro e . 'ærke er ikk mere e d den
er lige ber .dain , i :e.> ' e:- det, . rzarbei e: e:- rfor
tid (me -, et. besi ueren :e - må ta e a' foæ på,
Det 'Cl:"
scenen airikan
e.
i orm af en sort mands figur på flugt. Han
::t
laver lobe vægeleer og skrider tværs hen over scenen til
lyden at afrikansk musik og i skærer af Ken fidges flOtte ani-
mationer. De levende tegninger kommenterer og forklarer
og lægger nye be ydninger til igennem hele for obe . hvi 'e
får be kuernes ojne til skiftevis a elge animationen bagved
og mekanikken lige foran.
Sådan svinger det nu frem og tilbage mellem historier fra
den ene og de anden lejr, den tyske og den afrikanske, og
man møder en mekanisk afrikansk moderfigur, der står
og bøjer sin krop fra side til side ganske langsomt. Billedet
på den sorg, har ramt den afrikanske sjæl. I de tyske se-
kvenser ser . derimod to animerede figurer på bagvæggen
. færd med at nedslagte en tredje figur, der ligger livløs på
. rden imelle dem, hvorpå bødlerries kroppe lige pludselig
liver onvJaD;Je til rent mekaniske figurer og således syn-
telloatu' tken i Black Bos. Mekanikken er levende, og William Kentridge: »Black Box/Chambre Noire«, »7 F(ag-
er gennemført sammenkobling ments for Georges Milies« og »Draunngs for Projection« . I .
1Imi!Plio' eret gengivelse Malmo Konsthall indtil 19. august 2007. Alle dage 11-17, ons-
11-2L Lukket 22.-23. juni. Udstillingen er produceret af
Junu/JaaILørolIIw.se. .