renografi, klinisk-fysiologisk metode til undersgelse af nyrernes funktion og aflbsforhold.

Renografi blev frste gang beskrevet i 1956. Undersgelsen bestr i, at der i en blodre (vene)
indsprjtes en radioaktiv isotop, der er bundet til en kemisk forbindelse, som optages i og
udskilles gennem nyrerne. Radioaktiviteten i hver nyre flges med en detektor, oftest
et gammakamera. Oprindelig anvendtes jod-131-hippuran, men nu anvendes oftere
technetiumforbindelser.
Hvis en nyre fx har nedsat funktion, ses nedsat optagelse af den indgivne isotop, og hvis der er
hmmet aflb af urin fra en nyre, eller hvis nyrebkkenet er forstrret, vil dette vise sig ved en
langsommere udskillelse. Oftest suppleres med scintigrafi af nyren, s ogs dens form og lejring
kan vurderes.
Renografi anvendes i forbindelse med pvisning af sygdomme i nyrer og urinveje, fx
betndelsestilstande, stendannelse, svulster og udvidelse af nyrebkkenet (hydronefrose) eller
urinleder, fx som flge af, at urinens aflb fra nyren er hmmet. Renografi indgr ogs i
udredningen af blodtryksforhjelse, som kan skyldes nyrearterieforsnvring eller lidelser i
nyrevvet.
Nr resultatet af en renografi sammenholdes med bestemmelse af nyreclearance
(se nyrefunktionsundersgelser), kan den enkelte nyres funktion prcist fastsls. Dette har bl.a.
betydning forud for et kirurgisk indgreb p nyren. Endelig er renografi den sikreste metode til at
flge en transplanteret nyres blodforsyning og funktion.