Nyhedsklip: Demokratisk krise i Danmark

mandag 30. august 2010 · kl 14:41

Dialogen er borte – og erstattet af BNP, vækstkurser og kalkuler.

Af Per Schutz Jørgensen, professor, dr. Phil.

For nøjagtig 50 år siden blev der afholdt en konference på Krogerup Højskole om »krisen i åndsliv
og politik«, som det hed med den tids sprogbrug. Denne konference blev på mange måder
skelsættende, ikke mindst på grund af den bog, der kom ud af konferencen, skrevet af forfatteren
Bjørn Poulsen og med titlen ’Ideernes krise i åndsliv og politik’. I det fine panel af deltagere i
konferencen var daværende statsminister Viggo Kampmann. Han bad om dialog med åndslivet og
sagde åbent og ærligt: Vi har brug for vejledning fra jer, men I skal også vide, at regeret bliver der
alligevel!

I oktober i år afholder vi en tilsvarende konference, også på Krogerup Højskole og også med

deltagere fra både åndsliv og politik. Og igen er temaet: Har vi en krise i vores demokratiske
system, har vi mistet orienteringen – og får politikerne ingen hjælp fra åndsarbejderne, kulturlivet,
medierne og uddannelserne? Bjørn Poulsen giver i sin bog fra 1960 en skarp og kritisk analyse af
den manglende dialog dengang. Kunstnerne er flygtet ind i deres elfenbenstårn, sagde han, deres
kunst er verdensfjern, uforståelig og abstrakt, de har intet budskab til den fælles virkelighed, de
melder sig regulært ud af den. Derfor er dialogen fraværende, og derfor er regneark, kalkuler og
teoretiske konstruktioner ved at tage magten. Ideer handler om drømme, visioner og alt det
irrationelle, men dette lag af vores realitetsforståelse er på vej til at blive spærret inde i rationelle
begreber. Ideerne tørrer ud, de fornægtes, gøres latterlige, bliver betydningsløse og mister værdi i
forhold til det meget håndgribelige og målbare.

Umiddelbart er det svært ikke at nikke genkendende til advarselen. Så de det allerede så tydeligt
dengang, tænker man ved sig selv – hvad er det så ikke blevet til siden?

Selvfølgelig har vi også ideer i dag. Vi kalder det innovation og kreativitet og taler om vores
»iværksættere« og opfindere, der skaber nye dimser og teknologisk mere smarte indretninger.
Måske endda, så vi kan spare energi eller beskytte naturen – og tak for det. Ikke et ondt ord om den
indsats.

Men idékrisen handler om noget andet: den efterlyser en idébetonet samfundsdebat, der vover at
give plads til visioner og drømme om det fællesskab, vi ønsker at sigte mod. Sådan skrev Bjørn
Poulsen i 1960 – og sådan spørger vi på symposiet i år. Vi efterlyser ikke den type af fremtidsmål,
der handler om, at Danmark skal blive verdensmester på et eller andet område om 10 eller 20 år –
jævnfør vores statsministers udtalte nytårsvision, at Danmark skal være blandt de ti rigeste lande i
verden i år 2020. Idédebatten går netop ikke ind i regnearkene og deres kvantificerende univers, den
holder sig til den måde, vi indretter vores samfund på, altså de kvalitative sider ved tilværelsen.

Socialisme og liberalisme har i dag ingen gyldighed som egentlige politiske programmer. De bruges
nærmest som skældsord af en formodet modpart fra den anden fløj. I stedet handler det om
økonomisk politik, om stramninger her og der, lempelser og forhøjelser, reguleringer af ydelser –
og hen over midten slås man om, hvem der har patent på mest velfærd eller størst vækst eller evt.
mindst underskud – i dag, om 10 år eller om 20 år. De vigtigste spørgsmål i den politiske debat er
om finansiering af de forslag og tilbud, der lanceres. Skulle en enkelt komme for skade at stille et
lidt mere idébetonet forslag, råbes der straks fra alle sider: Hvor er finansieringen? Og så tages det
mere eller mindre skamfuldt af bordet. Eller argumenterne for ideen har form af regnestykker, ingen
orker at følge med i – enten fordi de ikke kan gennemskue dem eller simpelthen ikke tror på dem
som andet end et signal om at have orden i budskaberne. ’Liberalisterne’ er et langt stykke ad vejen
de mest kontrol- og talfikserede – mens ’socialisterne’ ofte fremtræder som de mest frisindede og
liberale. De ’konservative’ har tabt tråden og traditionen – og ser paradoksalt nok sig selv som
liberale. På den måde er ideerne slørede eller regulært maskerede, og generelt opfattes de som lidt
suspekte. De er ikke rigtig brugbare, vi er i stedet pragmatikere og materialister.

Poulsens bog tændte i 1960 en advarselslampe. Hvis vi ikke besinder os og får skabt en dialog om
ideerne, ender vi med at blive totalt overtaget af et eksperttyranni, der handler hen over hovedet på
os.

Fik Poulsen ret? Ja, enhver kan jo selv vurdere, men der er næppe større uenighed om, at vi står
med det mest gennemrationaliserede samfund i verden. Vi står også med et imponerende brand på
verdensplan, det handler om de ideer, vores samfund hviler på i sit udgangspunkt. Den nordiske
model for velfærd og demokrati. Men vi diskuterer ikke ideerne, vi handler bag om ryggen på vores
model og sælger ud af den som små firkantede stykker af vores arvesølv. Vi fortsætter som blinde
marionetter en kalkuleret forståelse af samfundsudviklingen.

Selv ind i de mest hellige haller lader vi, som om målebåndene og kalkulerne kan bestemme
retningen. Pisa-styringen af folkeskolen er vel det mest eklatante eksempel overhovedet på en
kulturbaseret institution, der søges overtaget af målingshysteri. Men hvad med ældreplejen – her har
den håndholdte løbende registrering overtaget kontrol og styring. Og bliver ved at gøre det, lige
indtil et chok overskrider vores menneskelige tolerance for anstændighed – derefter justerer vi en
smule og fortsætter kursen. Eller tag universiteterne og forskningsfriheden. Den frie forskning og
dens ide om den ultimative kreativitet har vi spærret inde i beregninger om strategisk vækst,
satsningspuljer og topstyring. Forskeren gør vi til udreder og besvarer af opgaver stillet af
teknokraten. Vi dropper vores idegrundlag og forsøger at rationalisere os ud af vanskelighederne.
Men løber så lige præcis ind i problemer, der er endnu større. Vi taber fornemmelsen for retningen
– selv om vi holder vores beregnede hastighed.

Men – kan en idédebat afhjælpe denne krise? Verden er ændret siden 1960, det ved enhver. Vi har
gennemløbet – og gør det fortsat – en modernisering, der handler om højteknologi, markedsgørelse,
globalisering og individualisering for nu at nævne nogle af honnørordene i denne proces. Er det
realistisk at forestille sig, at en idédialog i et samfund som det danske overhovedet skulle have
nogen som helst værdi og mulighed for at påvirke udviklingen?

Vi er en provins i Europa, vi er et lilleputsamfund rent internationalt – vi er dybt afhængige af alt

omkring os. Skulle ideer udvekslet mellem politikere og kultur- og åndsliv i Danmark overhovedet
have nogen betydning? Ud over at være til glæde for deltagerne selv, men ellers stort set
betydningsløse for de reelle beslutningstagere? Er sandheden ikke, at tiden for længst er løbet fra
den type af højstemt ’samtale om demokratiet’, som hørte hjemme i lidt lukkede højskolemiljøer,
der tog sig selv meget højtideligt og – indrømmet – spillede en stor rolle i folkeoplysningens
tjeneste, men ikke havde større perspektiver herudover.
Poulsen skrev i 1960, mens industrisamfundet sank i grus, derfor er der en duft af forfaldshistorie
over hans analyse. Det skal være ham tilgivet – men det forhindrede ham ikke i at se skriften på
væggen. Han så krystalklart betydningen af ideer: de skal holde os på et spor, der giver mening, der
udvikler værdier og skaber solidaritet. Selvfølgelig er beregninger nødvendige, men de er
retningsløse uden ideen som orienteringspunkt. Med Edward Saids ord, gengivet efter
hukommelsen: Min ven er uddannet ved de bedste franske universiteter, han ved alt, der er værd at
vide i denne verden – men det er også det eneste, han ved!

Der står vi, med beregning efter beregning – men uden retning. Eksemplificeret f.eks. med en
Velfærdskommission, der (i 2005) lavede kvantitative fremtidsanalyser ud fra en abstrakt DREAM-
model (sic.!), men var fattig på kvalitative bud på velfærd. Derfor nedsatte vi ’Den Alternative
Velfærdskommission’, der fastholdt et idéperspektiv på velfærd som det, der skal vejlede os i vores
nødvendige beregninger. Alt sammen udført af de mest kompetente universitetsforskere i Danmark.
Men kan vi tilbageerobre ideerne om os selv og vores fællesskab, kan vi rehabilitere den
demokratiske debat, så den får en agtværdig plads i vores fællesskab – og vi igen får fornemmelsen
af en retning, som vi tror på og i fællesskab beslutter?

På symposiet i oktober er der oplæg fra medieverdenen, fra filosoffer og uddannelsesfolk, og der
deltager selvfølgelig både politikere og forfattere. Men tilbage til spørgsmålet om idékrisen: Står vi
også i dag med en manglende dialog mellem åndsliv og politik, fordi åndsarbejderne sidder i deres
elfenbenstårn – mens politikerne med åbne arme ønsker at blive vejledt? Er politikerne blevet
svigtet og står i et tomrum, forladt af alle?

Svaret er nej, situationen er en helt anden end i 1960 – og har nærmest modsat karakter. Og den er
absolut mere alvorlig end for 50 år siden. I dag råber forfattere, filosoffer, forskere, debattører og
folkeoplysere på dialog, men kan ikke råbe politikerne op. De sidder for langt de flestes
vedkommende i deres elfenbenstårn og nægter at tage ideerne alvorligt – og slet ikke op til
drøftelse. Derfor kommer der ingen debat, der sker ingen idéudvikling. Tværtimod rangeres ideerne
ud på et sidespor, fortalerne bliver betragtet som verdensfjerne og uden kontakt med virkeligheden.
Kampen står ikke mindst omkring vore store og vigtige samfundsinstitutioner – skolen, den sociale
omsorg, universiteterne og folkeoplysningen. Men også temaer som miljøindsats, retspolitik,
flygtninge- og asylområdet og EU-politikken er dybt involverede som kampzoner. Der råbes på
retning og mening, der efterlyses en oprigtig debat om, hvor og hvordan udviklingen skal forløbe,
der fremlægges kritiske for ikke at sige alarmerende eksempler på fejlgreb og overgreb – men ingen
eller begrænset lydhørhed hos de politiske magthavere.

Men hvorfor tør politikerne ikke melde klart ud om deres ideer? Ser de ikke problemerne, tror de
ikke på deres betydning, eller er de så optagede af en angst for de stadige opinionsmålinger, at de på
det nærmeste selv er fanget i tal og kalkuler? Tør de ikke gå ind i en idédebat af frygt for at miste
egen politikerkarriere ved næste valg?

I 2007 gennemførtes en kommunalreform i Danmark, der tydeligt for enhver sigtede på at fremme
markedsbetingelserne for den offentlige forvaltning i kommunerne – ikke den demokratiske proces.
Resultatet ser vi tydeligt, nærdemokratiet er på retur, det er alene økonomi, beregninger,
nedskæringer, ydelsesomlægninger, privatiseringer – en slags velfærdsmæssige taløvelser, der
diskuteres i et forum af teknikere. Men demokratiet, ideerne – og politikerne?
En AKF-undersøgelse har i 2009 spurgt politikerne i kommunerne om deres rolle som politikere
efter kommunalreformen. Svaret er bestemt ikke opløftende: 40 procent svarer, at det er » ... svært
at gennemføre politiske ideer, hvis ledende embedsmænd er imod«. Det vil sige, at den enkelte
politiker er oppe mod en overmagt og dybt svækket – medmindre politikeren gør sig til ligemand
med systemet for at kunne hamle op med kalkulerne. Men hvorfor tør politikerne ikke melde klart
ud om deres ideer? Tør de ikke gå ind i en idédebat af frygt for at miste egen politikerkarriere ved
næste valg? Per Schultz Jørgensen Som politikeren Line Barfod siger, kan det være en fordel for
politikeren selv at være Djøf’er: nu taler de samme sprog. Men for ideerne er det et tilbageskridt,
det, vi ser udfolde sig, er den professionaliserede dialog mellem eksperter – hævet over folket og
uden vision og idéplan.

EU-politikken og debatten omkring den er et andet og tydeligt eksempel på den suspenderede

vision. Vi fokuserer på tilskud, reguleringer, ministrenes rejser og landbrugets støtteordninger –
ikke på vores mulighed for at give den europæiske ide en tiltrængt dansk og nordisk støtte i en
verden, der skriger på retning og almindelig orientering. »Urealistisk«, siger de fjerne politikere –
»nonsens«, siger teknokraterne. Men andre steder er der sans for den europæiske ide – udtrykt af en
fransk observatør Dominique Moisi fra Frankrigs Institut for Internationale forhold på den måde, at
Europa slet ikke kan hamle op med USA og Kina demografisk, militært og økonomisk.
Mulighederne ligger et helt andet sted, nemlig » ... inden for ideer og idealer; i demokrati og en
respekt for lov og menneskerettigheder, der er unik i verden«. I den nordiske model har vi vores
bidrag – og vores gave til verden, men vi er på det nærmeste tavse. Vi regner og regner på tallene.

Den europæiske idé – vi svigter den totalt. Nøjagtig det samme gælder vores idegrundlag inden for
social omsorg og universitetsforskningen – og inden for de andre af tidens kampzoner. Fornyer vi
ikke ideerne, går de til grunde – og vi sejler videre uden destination.

Bragt i Politiken 26. august 2010

Se artiklen på politiken.dk