Økonomien er ikke dikteret af Gud

Markedet har vist, at det ikke kan styre sig selv. Så må vi

styre markedet demokratisk.
AF ARNE HERLØV PETERSEN
Jo rigere vi bliver, jo mindre har vi råd til. Bruttonationalproduktet, eksporten og det private forbrug
stiger i 2010.
Men det offentlige forbrug stagnerer, og beskæftigelsen falder. Sparekniven er blevet en
juliennekniv, der skærer vores velfærd i strimler.

Der er mange grunde til, at vores fælles økonomi er elendig, selv om vi aldrig har tjent mere. En af
dem er finanskrisen. Den har været dyr. Valutafonden opgiver tallet 68 billioner kroner, en femtedel
af den samlede årlige globale økonomi eller 10.000 kroner for hvert menneske i verden –– rigt eller
fattigt.

Mange mener, at finanskrisen skyldtes grådighed og dårlig ledelse. Men en af dens fundamentale
årsager ligger i selve det økonomiske systems grundstruktur.

Systemet er indrettet på profitmaksimering. Man skal helst producere billigt og sælge dyrt.

Så længe arbejdsgiverne skulle slås med fagforeningerne om lønnen, blev de nødt til at betale en
anstændig løn. Det skabte et stabilt system med købekraftige forbrugere. På den måde var
velfærdsstaterne i de nordiske lande på langt sigt også til fordel for kapitalejerne, fordi folk altid
havde råd til at købe de varer, der blev produceret.

Indførelsen af en hårdhændet kapitalisme i Kina og containerskibene, der gjorde det muligt at

transportere store mængder fragt billigt, var med til at skabe grundlaget for globaliseringen. Det var
ikke længere nødvendigt at diskutere med fagforeningerne, for man kunne bare fyre ansatte i de rige
lande og ansætte folk i fattige lande, der kunne nøjes med en lav løn.
Et eksempel på resultaterne af globaliseringen er Tommy Hilfigers sengetæpper. Efter 11.
september opstod der et behov for patriotiske sengetæpper med det amerikanske flag. Dem fik man
syet i hånden i Kina. Syerskerne fik 4 dollar for et tæppe, der derefter fik et lille Hilfigermærke
påsat og blev solgt for 200 dollar i USA. På den måde kunne kapitalejerne opnå superprofit i stedet
for den mere beskedne profit, man tidligere havde kendt.

Profitten blev endnu højere, fordi virksomhederne blev stadig dygtigere til eksternalisering ––
hvilket betyder kunsten at læsse omkostningerne over på det offentlige og beholde profitten for sig
selv. For eksempel bruger containerskibene brændstoffer, der er ekstremt forurenende, men
rederierne betaler ikke de omkostninger, forureningen medfører. De bliver væltet over på verdens
skatteydere.
Det var bare et problem med globaliseringen, at hvis folk i de rige lande blev fyret, havde de ikke
længere råd til at købe de varer, der blev produceret. Det førte i USA til, at reallønnen har været
stagnerende eller faldende de sidste tredive år. For at få folk til at forbruge løs, selv om de ikke
tjente penge til det, opfordrede man dem til at optage lån, især i fast ejendom. Så længe huspriserne
steg, kunne man blive ved med at optage nye lån for at betale af på de gamle. Men da huspriserne
faldt, brast korthuset sammen, og så havde vi finanskrisen.

Den har man så prøvet at afhjælpe gennem kolossale tilskud til banker og andre finansinstitutioner.
Men så længe det grundlæggende strukturproblem bliver ved med at være der, hjælper tilskuddene
kun en kort overgang. Ved at gøre de købedygtige forbrugere i de rige lande fattige og fastholde
lave lønninger i produktionslandene, saver kapitalejerne den gren over, de sidder på.

Samtidig fører de enorme tilskud til banker og erhvervsliv i almindelighed selvfølgelig til, at

1
staterne ikke længere har råd til traditionelle velfærdsgoder som undervisning, sundhedsforsorg og
kollektiv trafik.

Når mange er arbejdsløse og stadig flere lever længe, bliver det mere og mere besværligt at
opretholde et velfærdssystem. Det hjælper ikke at afskaffe efterlønnen, eller hvad der ellers kommer
af forslag i den retning. For hvis man afskaffer efterlønnen, står man bare med en masse tresårige
arbejdsløse. Når der ikke er arbejde nok i forvejen, hvordan skulle der så også være arbejde til efterlønnerne?

Det er også svært at se, hvordan man skal undgå at forsørge stadig flere ældre, medmindre man
vælger at indføre et system, hvor folk bliver trukket uden for byen, når de bliver gamle, og slået i
hovedet med en tøjrekølle.
Det er en demografisk kendsgerning, at de, der arbejder, kommer til at forsørge stadig flere, der ikke
arbejder. Men før vi lægger os ned og hulker, skal vi måske tænke på, at vi har været der før. For
hundrede år siden forsørgede en almindelig københavnsk arbejder ofte en hjemmegående kone og
måske fire eller fem børn. På landet havde man tit de gamle boende på aftægt. Når de havde råd til
det dengang, de var fattige, har vi det vel også nu, vi er rige. Problemet er ikke, at vi ikke har råd,
men at vi hellere vil købe fladskærme end mad til vores forældre. Det er et psykologisk problem,
ikke et økonomisk.

Man kan vælge at begrænse de offentlige udgifter ved at forringe vores velfærd. Det nytter ikke
noget at omlægge velfærdsydelserne til egenbetaling, for hvis folk ikke har et godt lønnet arbejde,
har de lige så lidt råd til egenbetaling som til forbrug.
Så kan man skaffe staten øgede indtægter ved at få mere ind i skat. En del kunne skaffes gennem en
bedre ligning, så f.eks. multinationale virksomheder, der slet ikke betaler skat, kom til at betale
noget. Man kunne fravige det sælsomme princip, at indtægter beskattes lavere, jo mindre arbejde
der er forbundet med at erhverve dem.

Hvis man vinder i lotto, betaler man mindre i skat, end hvis man har slidt i det for at tjene pengene.
Og indtægter ved pokerspil er helt skattefri. Formueskatten er afskaffet og selskabsskatten sat ned til
det latterlige. Det kunne man gøre noget ved, men den vej vil man tilsyneladende ikke gå, og det er
heller ikke sikkert, det ville give nok til at genoprette velfærdssamfundet.

Vi har indført en socialstat for erhvervslivet. Det er ikke kun bankerne, vi fodrer. De står alle
sammen med deres små svedige poter fremme. Vi har ikke råd til skoler, men vi skal støtte
erhvervsliv og landbrug. Jo, for det er erhvervslivet, der får hjulene til at dreje og gør os rige, hedder
det. Men hvorfor er det så os, der skal smøre hjulene med tilskud, før de drejer? Er det måske
snarere sådan, at det er skatteyderne, der gør erhvervslivet rigere, end omvendt?
Her burde staten bruge markedets logik: noget for noget. Skal vi redde jer ud af kniben, skal I betale
os for det. Vi kunne for eksempel i langt højere grad forlange aktier i bankerne til gengæld for
tilskud. Enhver erhvervsstøtte kunne ledsages af modkrav. Vil I have penge af os, vil vi have del i
udbyttet. Landbrugsstøtten kunne målrettes, så man kun gav støtte til landbrug, der ikke påfører os
udgifter ved forurening, og det offentlige kunne til gengæld for støtten få pant i jorden, der skulle
indløses ved ejerskifte.

Hvorfor skal staten være den dumme giver, der ikke forlanger noget som helst til gengæld? Lad os
gøre præcis det samme som erhvervslivet: Vi skal forlange afkast af vores investering.

Hvis vi ikke vil betale mere i skat og vi gerne vil have et godt velfærdssystem, så må vi finde andre
måder at skaffe indtægter på. Det, der gælder i den private husholdning, gælder også her. Det er den
gamle sang om gyngerne og karrusellerne. Det, vi sætter til det ene sted, skal erstattes af overskud et
andet sted.

Man kunne oprette en offentligt ejet bank, hvor alle offentligt ansatte skulle have lønkonto, og et
forsikringsselskab for alle offentligt ansatte. Vi kunne følge en aggressiv kurs, hvor staten
begunstigede offentlige virksomheder mest muligt. Hvorfor skal vi tage så meget hensyn til
erhvervslivet, der ikke gider tage så meget hensyn til os, at de betaler en rimelig skat?

2
Vi kan vælge at lade det offentlige gå ind i service og produktion. Vi kan udkonkurrere de private
aktører inden for offentlig transport, el, telefon og inden for sundhedssektoren. Privatiseringen har
alligevel ikke givet kunderne lavere priser eller bedre service. Vi kan selv producere det, som den
offentlige sektor skal bruge –– fra medicin til skolebøger –– så vi undgår at betale de dummebøder,
det reelt er, når virksomheder skruer prisen op, fordi det er det offentlige, der betaler.

En stor del af disse virksomheder kan give overskud, sådan som for eksempel Postgirokontoret før
privatiseringen gav et klækkeligt overskud. Andre kan være af betydning for samfundet, selv om de
måske ikke giver kontant overskud her og nu. Bedre infrastruktur, kollektiv transport, undervisning
og sundhedsforsorg er goder i sig selv.

Det afgørende er, at vi har ret til politisk at beslutte, hvilket samfund vi ønsker. Hvis vi gerne vil
have tryghed og velfærd, må vi indrette samfundet sådan, at vi får det. Når man fra borgerlig side
siger, at det ikke er statens opgave at drive erhvervsvirksomhed, er det ikke et argument. Det er et
dogme. I et demokratisk samfund er det befolkningen, der suverænt bestemmer, hvad statens
indtægter skal bruges til. Som Viggo Hørup formulerede det: »»Intet over og intet ved siden af
Folketinget««. Det er ikke forbudt at bruge sin evne til at tænke og planlægge.

Troen på markedets selvregulerende kraft, den usynlige hånd, der styrer det hele, har fået sit
grundskud. Markedet har vist, det ikke kan styre sig selv. Så må vi styre markedet demokratisk. Og
vi må opgive den falske tro på, at man kan få evig materiel vækst i et lukket materielt system.
Selv hvis materiel vækst kunne opretholdes en tid endnu –– måske i myretuebyer under jorden ––
ville det så være det samfund, vi ønsker os?

Måske ville vi få et bedre liv uden dansen om guldkalven. Måske er det ikke nogen god idéé at
bruge den begrænsede tid, vi har på Jorden, på at rage til os uden at have tid til at glæde os over det,
vi har.

Når man spørger folk, hvad der betyder mest i deres liv, siger de fleste familien. Nogle siger venner
eller kunst eller videnskab eller naturen. Det er meget fattigt kun at ønske sig at tjene penge med det
ene formål at tjene endnu flere.
Mange mennesker lider nød. Men vi har nok til alle. Vi skal bare fordele goderne mere retfærdigt.
Liberalismen kan skabe vækst, men ikke lighed og slet ikke lykke. Skellet mellem rige og fattige er
blevet stadig større. De riges velstand drypper ikke på de fattige. I liberalismens verden drypper det
kun opad.

Hvorfor ikke vælge en verden, hvor vi har tid til at lege med børnene, gå tur i skoven, læse bøger og
høre musik, sidde i venners lag og snakke sammen, elske og nyde det lille liv, vi har?

Når man spørger: Har vi råd til velfærdsstaten? Hvem er så ’’vi’’? Spørg hellere: Har vi råd til os?
Har vi råd til at leve?

Det skal vi have. Og kan vi ikke få det i et system, hvor overskuddet fra vores arbejde går til
spekulanter, må systemet ændres efter befolkningens behov.

De økonomiske love er ikke skrevet med Guds finger på stentavler. De er ikke naturlove. Økonomi
er politisk økonomi. Hvis man ændrer de politiske rammer, ændrer man også de økonomiske
muligheder.
Ressource: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1076935/oekonomien-er-ikke-dikteret-af-gud-
Offentliggjort: Oct 6, 2010 7:06 PM
©© POLITIKEN.dk