Politiken Økonomi 22.

September 2010

Basel har sat en mus i verden

KOMMENTAR: Det stort anlagte indgreb, der skal redde
os fra finanskriser i fremtiden, er en fuser. Kapitalkravene
til bankerne skal meget højere op.
Af MARTIN WOLF

Det er to år siden, at Lehman Brothers krakkede, og for at markere det er Basel-komitéen efter
svære veer barslet med en mus.

Banksektoren vil naturligvis hævde, at musen i virkeligheden er en tiger, der nu står på spring
for at æde hele verdensøkonomien.

Den slags partsindlæg, som denne forkælede branche er en mester i at bringe til torvs, bør
ignoreres: At fjerne incitamentet til uforsvarlig adfærd er ikke et tab for samfundet, men kun
for dem, der hidtil har tjent på den uforsvarlige adfærd.

Og det er vigtigt ikke at forveksle de to. Verden har brug for en mindre og sikrere
bankindustri. Fejlen ved de nye regler er, at de ikke leverer den vare.

Er jeg for hård i min bedømmelse? »»Globale bankmyndigheder (...) har indgået en aftale om
at tredoble størrelsen af de kapitalreserver, som verdens banker skal ligge inde med for at
kunne dække tab««, kunne man forleden læse i Financial Times. Det lyder jo som skrappe
foranstaltninger, men man skal bare huske, at en tredobling af næsten ingenting ikke bliver til
ret meget.

Den nye bankpakke indfører en risikovægtet kapitalrate på 4,5 procent, altså mere end en
fordobling af de nuværende 2 procent, plus en ny kapitalbuffer på 2,5 procent. De banker, hvis
kapitalreserve ligger i bufferzonen, bliver pålagt restriktioner for udbetaling af udbytte og
bonusser.

Den effektive bundgrænse bliver således på 7 procent. Men reglerne træder først i kraft i fuldt
omfang i 2019, hvor verden sikkert har været igennem yderligere en finanskrise eller to.

Dette kapitalkrav er langt lavere end det, markederne ville håndhæve, hvis ikke investorerne
stadig forventede, at regeringerne ville træde til og betale kreditorerne i tilfælde af en krise.
Der skulle ikke den store katastrofe til at bringe disse lånefinansierede banker så tæt på
insolvensens rand, at uforsikrede kreditorer ville gå i panik.

De nye krav er i høj grad en forlængelse af det foregående regelsæt i Basel II: De baserer sig
således på risikovægtning - et princip, der i dag burde være skrottet.

Det er en af de pointer, som Martin Hellwig fra Max Planck-instituttet i Tyskland fremhæver i
en blændende ny rapport om den intellektuelle falliterklæring, der danner grundlag for den
nuværende tilgang til kapitalregulering. Vi kunne passende kalde de nye krav for en '
kapitalmangelrate'.

E n række analytikere har kørt de mulige konsekvenser af reguleringen gennem

 Politiken Økonomi 22. September 2010

standardiserede økonomiske modeller. The Bank for International Settlements og Financial

Stability Board konkluderer i en fælles rapport, at »»en stigning på 1 procentpoint i forholdet
mellem stamaktiekapitalen og risikovægtede aktiver vurderes at føre til et ( median-) fald i
BNP på maksimalt cirka 0,19 procent i forhold til udgangspunktet efter fi-re og et halvt år««.
Men tænk, hvor overraskende: Banksektorens egne repræsentanter har regnet sig frem til et
tal, der er omkring otte gange større.

Den officielle rapport bemærker tørt: »»Branchens beregninger går ud fra, at bankerne ved en
manglende stramning af reglerne vil foretrække at øge deres gearing i de kommende år, så
man vender tilbage til samme niveau som umiddelbart før krisen; at de finansielle
virksomheders afkastkrav vil stige, når regeringens sikkerhedsnet svækkes; og at forholdet
mellem kreditvæksten og det reale BNP vil ligge på omkring gennemsnittet af niveauet i den
periode forud for krisen, da kreditvæksten var høj««. Men når man forsøger at beregne
omkostningerne ved regulering på den måde, svarer det til at læse Hamlet uden spøgelset:
Man ignorerer selve motoren i handlingen.

Vi kan ikke vurdere reguleringens omkostninger uden at anerkende visse kendsgerninger: For
det første, at såvel økonomien som det finansielle system lige har været igennem en
nærdødsoplevelse.

For det andet, at krisen har kostet millioner af mennesker jobbet og mange tusinde milliarder
kroner i tabt produktion, som Andy Haldane fra Bank of England har mindet os om.

For det tredje, at regeringerne reddede det finansielle system ved at overtage dets risici.

Og endelig, at finansbranchen er den eneste, der har ubegrænset adgang til statskassen, og at
den derfor er langt den mest subsidierede i verden.

M an bliver nødt til at begynde med grundprincipperne, når man skal vurdere de påståede
omkostninger ved at øge kapitalkravene ( og likviditetskravene).

For det første er det ikke rigtigt, at egenkapital er dyr kapital, når man husker på - som man
skal - at større egenkapital betyder lavere risiko for kreditorerne og skatteyderne.

Det er en af pointerne i en anden fremragende rapport af blandt andre Anat R. Admati fra
Stanford University. Lavere aktiekapital betyder højere afkast, men også højere risiko.

For det andet betyder højere egenkapital billigere gæld i det omfang, at kreditorerne dækker
omkostningerne, når det går galt. Hvis gælden virkelig var usubsidieret, burde en ændring af
forholdet mellem egenkapital og gæld således ikke påvirke udgifterne til at finansiere
balancen.

For det tredje: I det omfang skatteyderne bærer risikoen, vil højere egenkapital udjævne denne
implicitte subsidiering.

Samfundet har ingen interesse - tværtimod, faktisk - i at støtte bankerne i at løbe risici. Derfor
skal den støtte, som samfundet yder bankerne ved at give en gratis forsikring, udjævnes ved at
indføre højere kapitalkrav.

For det fjerde har samfundet en interesse i at indføre højere kapitalkrav, end nogen bank selv
ville have ønske om eller interesse i at påtage sig.. Banker skaber systemiske risici ved en
 Politiken Økonomi 22. September 2010

indefrakommende proces. Den omkostning skal beslutningstagerne sørge for at placere fast
hos bankerne selv, blandt andet ved at øge den risikobærende kapital.

Og endelig: I det omfang samfundet ønsker at støtte en bestemt form for risikobehæftet
aktivitet - for eksempel udlån til små og mellemstore virksomheder - bør samfundet gøre det
direkte. Det er ineffektivt helt ud i det groteske at subsidiere banksystemet som helhed for at
få det til at påtage sig en opgave, der kun udgør en lille del af bankernes samlede
forretningsområde.

K onklusionen er derfor, at kapitalkravene nødvendigvis må øges langt mere, måske op til 20

eller 30 procent, uden risikovægtning. Det ville gøre det muligt at slippe af med de forskellige
former for betinget kapital, der snarere skaber panik end ro i tilfælde af en krise.

Det virker kun som et urimeligt krav, fordi vi er blevet vant til, at systemet er så
ekstraordinært skrøbeligt.

Det siger jeg ikke for at benægte to store problemer.

Det ene er, at sådanne ændringer vil svare til at tage stofferne fra en narkoman.

Den enkleste måde at minimere omkostningerne på ville være at lade regeringerne tegne sig
for kapitaløgningen og så på lidt længere sigt sælge deres andel til markedet.

Alligevel bliver det nok nødvendigt at reducere banksystemets samlede balance.

En sådan nedgearing vil næsten med sikkerhed indebære en længere periode med store
budgetunderskud, end de fleste i dag kan forestille sig.

Det andet problem er, at der ligger et enormt potentiale for at finde smuthuller i reglerne, så
risiciene blot flyttes til et andet sted i systemet. Den slags kan nemt udløse kollaps i
banksystemet. Derfor hjælper det kun at stille højere kapitalkrav til bankerne, hvis
myndighederne er i stand til at fange risici, der vokser frem andre steder i systemet.

Myndighederne forsøger at gøre det eksisterende finansielle system sikrere lidt efter lidt. Det
er bedre end ingenting. Men det vil ikke skabe et sikkert system. Verden har ikke råd til en
krise som den, vi netop har været igennem, inden for mindst en generation. Efter den målestok
er det, der tegner sig, simpelthen utilstrækkeligt.

Den lille mus kommer aldrig til at brøle højt nok.

Martin Wolf er Financial Times' økonomiske chefkommentator.

Oversættelse: Tonny Pedersen Under licens fra Financial Times.

udland@pol.dk