1

JORDEN RUNDT PAA VENTYR

med The Adventurers Club Under Redaktion af

Peter Freuchen
1

UNION A/s FORLAGET KBENHAVN 1 9 4 0 UNION A/S - BIANCO LUNO A/S [Digitaliseret med ABBYY FineReader april 2012. Udskriftformat: A5]
2

JORDEN RUNDT PAA VENTYR 1 Forord ................................................. 4 Af Peter Freuchen Fra Salomonserne til Van Diemens Land ............................................................. 6 Af Hansen-Vildrose Vandringsmand i Kina .................. 27 Af Holger Rosenberg Paa Hvalfangst med Eskimoer... 49 Af Peter Freuchen

JORDEN RUNDT PAA VENTYR 2 Helge Bangsted: Med Cree-lndianerne paa Jagt i Manitobas Skove Hakon Mielche: Kompasset rundt Viggo Cavling: Paa ventyr i Wall Street, Dagbogsblade fra 1905

Forord
Rejselyst og oplevelsestrang har boet i Danmark, saa langt historien gaar tilbage. Vi kender beretningerne om vikingernes frd vidt om i verden. Vi ved, at det ikke blot var rov og bytte, de var ude efter, det var udlngselen, der drev dem af sted. Denne higen efter det ukendte standsede aldrig, og den lever den dag i dag. Fra Danmark drog en lang rkke mnd og kvinder ud, hvis virke i det fjerne man aldrig hrte om. Men naar vi kommer til de mrkeligste steder paa jorden, trffer vi ofte landsmnd. Mange blev derude og skabte sig et liv i fremmede omgivelser fuldt af indhold og lykke, folk, der uden selv at tnke derover, gjorde Danmark en tjeneste ved den reklame, der ligger i, at vore landsmnd er agtede for deres arbejde, for deres ordholdenhed og livsfrelse. De gjorde det altid lettere for senere danske at komme efter. Men pionererne i verden er folk, der sger rundt for at finde, hvor fodfste er at faa. Ofte korte ophold, ofte lange og trange aar. I den ubrudte mark er der vanskeligst at frdes, der krves en stadig anspndelse af alle ens evner. Der oplever man b e g i v e n h e d e r ! Og det er netop den oplevede begivenheds erfaring, der knytter de folk sammen, der hver for sig har set den i jnene". T h e A d v e n t u r e r s C l u b er en forening af berejste folk fra nord og syd, fra st og vest. De findes i alle lande, og de har alle noget flles. Nemlig oplevelserne og viden om, at der ude i verden er forhold,vi herhjemme ikke aner, tilflde, der ikke findes forudstninger for at klare, situationer, hvor hver maa tage stilling og sge at klare sig, da det ellers vil blive ham, der blir tilbage, som de tusinder af mennesker, der forsvandt og aldrig blev hrt om siden. Vi kalder klubben THE ADVENTURERS CLUB, sknt ordet er engelsk. Men ventyrer" har ofte lidt af en fl biklang paa dansk. Det dkker over for meget. I den nu planlagte serie af bger kan man lre de danske medlemmer
4

at kende; hver fortller om sine oplevelser. Ikke to af dem er ens i udtryksmaade eller erfaringer. Derved vil efterhaanden skabes en viden om hele jorden, der samlet vil blive et vgtigt bidrag til geografisk kundskab, skaffet paa en fornjelig maade og visende en forstaaelse af danskes frden i vor tid, derude hvor hver mand kun glder en mand og ikke kan regne med hjlp eller bistand. Her er den frste bog lille og beskeden, men fyldt af eventyrlige selvoplevelser. Den vil blive fulgt af andre, hvor vi vil finde forfatterne til ss og til lands og i luften. De frreste har benyttet sdvanlige veje, der er afveksling i oplevelserne; flles for dem alle er bare, at de er spndende og beretter om meget, man ikke finder i lrebger. Som et mde i Adventurers Club", hvor mennesker udveksler erfaringer fra det mrke Afrika og det de polarland, fra livet som dykker i Sydhavet og som flyver i rkenen, saadan vil vi gre vore bger.

Fra Salomonserne til Van Diemens Land

af

Hansen-Vildrose
Der er faa Stillinger, Hansen-Vildrose ikke har indtaget. Nitterdreng og Smand, Opdagelsesrejsende og Cowboy, Deltager i blodige Oprr og stilfrdig Gartner, Kranfrer i Sovjet og Fiskehandler i New York, Journalist i Sydamerika og Forfatter i Danmark. Alle Verdensdele har han besgt, og her skildres en Tur som Blindpassager til Van Diemens Land. Altid det uventede, alle Dage paa Farten. Hansen-Vildrose kaldes Danmarks Jack London", et Navn han brer baade som Adventurer og Skribent og elskeligt Menneske.

86 Dgn havde jeg tilbragt i den lille, kravelbyggede Skonnert. Kun 86 Dgn, og dog flte jeg det, som om det var en Menneskealder siden, at den lille, skvjede Kaptajn Fu Wan samlede mig op et eller andet Sted paa den gloende Strandbred paa en Owa Raha, hvor jeg var landet for flere Maaneder siden lige saa tilfldig, som jeg var slumpet mig til at komme bort fra en igen. Det var nemlig kun et rent Tilflde, at Skonnerten kastede Anker paa Reden ved Owa Raha. Den kunde lige saa let have sejlet et Par miles stligere og kastet sin Krog ved en Muta Bari, men det gjorde den altsaa ikke. Hvad dens egentlige rinde ved en var, har jeg aldrig kunnet udregne, men eet var jeg sikker paa, nemlig at det ikke var for at fiske Perler eller Svampe. Disse Varer fandtes overhovedet ikke i Owa Rahas Nrhed. To Dgn havde Skonnerten redet paa Ankertovet, blidt vugget op og ned paa de lange, dovne Dnninger, der med et ugideligt og selvopgivende Suk vltede sig et Par Meter ind over den ophedede Strandbred, for i samme jeblik at fortryde deres Letsindighed og lige saa dovent trille tilbage til det store Moder Hav. I to Dgn havde en lille, smkker Jolle med regelmssige Mellemrum baade Nat og Dag taget den korte Tur frem eller tilbage mellem Skonnerten og Strandbredden. Jollen var med Undtagelse af dens tre Mands Bestning tom, naar den stdte fra Skonnerten, og der var ikke en Antydning af nogen som helst Slags Last om Bord i den, naar den
6

nogle Timer senere vendte tilbage. Mndene gik sig en lille Tur op mellem Landsbyens Palmebladsrnner, hvor de nu og da standsede for at slaa en Sludder af med en tilfldig Indfdt, fr de hver Gang, lige som af gammel Vane, stille og upaaagtet af andet end af mine spejdende jne gled ind i en lille Hytte i Byens Udkant. Hytten ejedes og beboedes af en yngre Enke, der delte dens Lokaliteter med nogle unge Piger af blandet Blod, Sknheder af Rang og med en udprget Trang til at lufte denne Sknhed i den lettest mulige Paakldning udenfor Hytten, saasnart en fremmed Perlefisker eller Handelsmand var i Nrheden. Hvor de fik deres Underretning fra om den fremmedes Nrvrelse, maa Guderne vide. Det var ogsaa lige meget, og det var heller ikke det, der interesserede mig mest. Jeg konstaterede kun, at nu vilde det vare et Par Timer, fr Jollen atter lettede, og jeg skyndte mig derfor tilbage til min skjulte Udkigspost bag en Tangbunke paa Stranden, hvorfra jeg uset kunde holde nje Udkig med Skonnerten og hvad der rrte sig paa Dkket. Hvad jeg bestilte paa Owa Raha? Ingenting. Jeg var der bare, var kommet der ved et af Skbnens uransagelige Luner, der den ene Maaned tvang mig til at trave rundt mellem Urskove i Flge med mere eller mindre civiliserede Indfdte for nste Maaned at kaste mig i Land i en eller anden gudsforladt Ravnekrog blandt Sfolk af alle Nationer eller blandt forvovne Eventyrere og Guldgravere med skarpslebne Daggerter og med et lurende, grisk Blik i de sorte flakkende jne. Men enten denne Skbne havde sendt mig op i Hjertet af Finlands Sumpe eller ned blandt Abessiniens Vulkaner, havde der altid vret et eller andet, hvormed jeg kunde gre min Tilstedevrelse nyttig og berettiget. Men her paa Owa Raha var der ikke Gnist af Antydning til et ordentligt Job. De tilfldige Job, der kunde give en Dagln og et Maaltid fortjent Mad, maatte jeg af Hensyn til min lyse Hudfarve give Afkald paa, det var under min Vrdighed som hvid Mand. Alle andre standsmssige Erhverv var jeg for fattig til at turde give mig i Kast med. Det eneste Arbejde, jeg havde Chance for at kunne opretholde Livet ved, var at gaa rundt mellem Rnnerne og fotografere nogle Bunker beskidte Unger eller lysthavende, halvgamle Kvindfolk. Det gav temmeligt godt i Kassen og endnu mere i Spisekammeret, saalnge jeg havde Plader til

Apparatet, men da de slap op, og andre af passende Strrelse ikke kunde fremskaffes, maatte jeg indskrnke Virksomheden til at stille Madammerne op og knipse med det tomme Kamera. Betalingen blev erlagt forud i Form af et Maaltid Mad eller en Kurv Frugt, men da Resultatet af Knipsningen altid udeblev, ebbede ogsaa den Indtgtskilde ganske langsomt ud, og en sknne Dag stod jeg paa komplet bar Bund. For fin og hvid til at arbejde med mine Nver og for fattig til at hvde mig standsmssig blandt mine Racefller. Paa det Tidspunkt ankrede Skonnerten op paa Reden, og i samme jeblik havde jeg min Rejseplan frdig. Jeg vilde stuve mig vk med den, koste hvad det vilde bagefter. Var jeg frst om Bord, skulde jeg vel nok vre Mand for at klare den Historie. Det var Grunden til, at jeg var saa interesseret i Jollens Fart, og hvor lnge Folkene blev i Land. Min Ulejlighed og Paapasselighed forblev dog ganske omsonst. Det var mig umuligt at faa en Chance til at skubbe den lange Trstamme, jeg havde slbt ned til Stranden, og som skulde bre mig ud over de haj fyldte Dnninger ud til Skonnerten, i Vandet. Der var stadig Folk paa Dkket om Dagen, og om Natten vandrede en skarp Lygte med bestemte Mellemrum fra for til Agter og tilbage igen. Alt Haab syntes udslukt. Den tredie Aften lidt efter Solnedgang laa jeg som sdvanligt bag min Tangbunke og stirrede lngselsfuldt ud over det mrke, dovent rullende Hav. Baaden var endnu ikke vendt tilbage med de sidste Landgaster, og den sidste Time fr Solnedgang havde der ikke vist sig en Moders Sjl paa Dkket, og Lygten var endnu ikke begyndt paa sin Vandring frem og tilbage over Dkket. Skulde jeg vove Forsget, eller skulde jeg vente endnu nogle Timer? Alt tydede paa, at Skonnertens Afgang var nr forestaaende. De to sidste Hold Landgaster havde medbragt en Del Pakker fra Land. Vovede jeg ikke Forsget nu, kunde det maaske vare Uger, inden der igen viste sig en Chance, og blot een Uge lngere i denne forbandede uvirksomme Tilvrelse vilde bringe mig paa Vanviddets Rand. Jeg rejste mig, stirrede et kort jeblik ud over de stadig rullende Dnninger mod Skonnerten, der uanfgtet af mine rgrelser fortsatte sin monotone Duvning op og ned, op og ned, kun en enkelt Gang med en lille Slingring til Siden.
8

Jeg havde taget min Beslutning. Nu skulde det vre. I en Fart surrede jeg de lange Bambusrr, der skulde tjene som Slingrekl eller Udriggere, fast til Trstammen og bar den ud i Vandet. Et Minut senere havde jeg anbragt mine faa Ejendele, deriblandt Fotografiapparatet, paa den ene Ende af Stammen, og mig selv saa lang jeg var paa Maven paa den anden Ende af dette skrbelige og vaklevorne Fartj. Aarer havde jeg ikke, men mine Hnder havde fr padlet mig lngere Strkninger end den, jeg nu laa overfor. Det skulde nok gaa. Skete det, at en sulten Haj blev for nrgaaende, vilde der vel altid blive Tid nok til at trkke Fingrene til sig. Jeg var nppe kommet 10 Meter fra Land, fr jeg standsede brat i et kraftigt Tag og lyttede anspndt gennem Mrket. Der var ingen Tvivl om Aarsagen til den Lyd, jeg hrte. Det var Raab og Sang fra de tilbagevendende Landgaster, der denne Gang havde vret kortere Tid i Land end ellers, men til Gengld vendte mere lystige tilbage, end de ellers havde for Skik. Hvad nu, skulde jeg fortstte fremefter, eller skulde jeg bide Galden og rgrelsen i mig og hale Trstammen i Land igen? Jeg besluttede mig til det sidste, og et Par Minutter efter stod jeg igen raadvild ved min skrmende Tangbunke. Halvt ubevidst begyndte jeg at samle mine Grejer sammen. En ny Plan begyndte at dmre i Hjernen paa mig. Det var endnu kun Underbevidstheden, der arbejdede, men det varede ikke mange Sekunder, fr jeg fandt mig selv i rask Gang hen imod Stedet, hvor Jollen laa trukket op. Jeg vilde forsge, hvad der efter almindelig Erfaring skulde synes usandsynligt, at overtale Folkene til at tage mig med. Det var endnu aldrig hndt, at en gul Bestning havde taget en hvid Mand med paa Farten, og det hrte vel lige saa meget til Sjldenhederne, at en hvid Mand, hvor langt han saa end var nede, vilde bede en farvet om Hjlp. Jeg har nu alle Tider set lidt anderledes paa Begrebet hvid eller ikke hvid, men jeg har dog alligevel altid foretrukket at faa et blankt Afslag af en Raceflle fremfor at blive haanlet og gjort til Grin af et Medlem af en anden Race. Derfor havde jeg ikke straks, da Skonnerten ankrede op, bedt Skipperen om at tage mig med, lige meget hvorhen Turen end gik, og hvor lnge den vilde vare. Nu havde jeg imidlertid intet Valg. Humrets Barometer stod paa Knald eller Fald. Jeg gik efter det frste!

Jeg anede ikke, at den lille, rundryggede og skvjede Person, der stod paa Stranden og saa paa, at de to andre Mnd slbte Jollen ned mod Vandet, var Skipperen, men jeg titulerede ham uden videre med Kapitano" og fremfrte mit rinde paa engelsk iblandet nogle spanske Gloser, et Sprog, der er meget yndet paa de Kanter af Kloden. Han stirrede paa mig som hypnotiseret, klede sig med et Par Fingre der, hvor der egentlig burde have siddet en lang Haarpisk, og henvendte derefter nogle underlige Grynt og Strubelyde til Mndene, der lod Jolle vre Jolle og i Stedet gav sig til at overbeglo mig fra oven og nedefter og fra neden og opefter adskillige Gange, fr en af dem gav et Grynt fra sig efterfulgt af nogle lange Armbevgelser, der kunde betyde, hvad det skulde vre. Den rundryggede pillede videre paa det piskelse Sted, gav en Gang til et Par Grynt og en slsom Lyd fra sig, og nu havde endelig baade han og hans Fller samlet sig saa meget sammen, at de i Munden paa hinanden kunde sprge henvendt til mig: Kan du arbejde? Kan du bruge en Naal?" Jeg saa mig allerede ansat som Sejlmager i Skonnerten paa Vej bort fra dette gloende Helvede, der af Dovenlarser eller pengefyldte Turister bliver udskreget som Forgaarden til al Himlens og Jordens Herlighed. De skulde bare prve at gaa ladet med Energi og Virkelyst, men uden en klkkelig Sum Penge i Lommen eller en rig Onkel eller Tante i Ryggen, bare for en Maaned, og de vilde for bestandig viske Navnet Salomonserne ud af deres Erindring. Hurtigere end jeg kan skrive det, havde jeg gjort den rundryggede begribeligt, at jeg aldrig havde beskftiget mig med andet end at bruge Naal, og om det saa gjaldt om at sy et laset Storsejl sammen eller stte en ny Bagdel i hans altfor store Pludderbukser, kunde han bare komme til mig. Jeg var netop den Mand, han havde Brug for, og han vilde forspilde sit Livs strste Chance, hvis han lod mig tilbage her, i Stedet for at tage mig med. Jeg har aldrig regnet det for Synd at stikke en Ndlgn, hvis jeg kunde gavne min egen eller en Kammerats Sag dermed uden at skade hverken den ene eller den anden Part. Desuden vidste jeg, at det Sejlmagerarbejde jeg kunde komme ud for i den kinesiske Plimsoller ikke kunde blive vrre, end at jeg med Lethed skulde kunde klare de Begreber.
10

Til Held for mig var Kineserne hverken Tankelsere eller mistroiske, og efter nogle jeblikkes Tnken, Grynten og Fiksering tog den ene af dem uden videre min Sk og Fotografiapparatet og stuvede begge Dele ned i Agterenden af Jollen, medens den rundryggede med et Tegn lod mig forstaa, at jeg kunde flge efter. Miraklet var sket, jeg var, som ved et Vidunder, udfriet af en af de vrste Pinsler, jeg kender, Lediggang uden Maal og Med. Havde Landgasterne stirret paa mig, fr jeg indtog min Plads blandt dem i Jollen, er der intet Udtryk for de Blikke, der blev sendt mig fra Gutterne om Bord, da jeg stak mit krllede Hoved og temmelig hvide Flip op over Lnningen paa Skonnerten, og let som en Kat svang mig ind paa Dkket. Den nrmest staaende stirrede paa mig, som var jeg en ond Aand, og satte sig derefter med et haablst Blik ned paa en Kasse og skjulte Ansigtet i sine Hnder. Frst troede jeg, at det var Synet af min Tilstedevrelse, der overmandede ham, men da jeg nogle Minutter senere stak Nsen nedenfor Skydelugen til det lille Lugar forude og fornam den velkendte kvalmede Lugt af kogt Opium, forstod jeg bedre hans Benovelse. Han har sikkert i sin halvt omtaagede Tilstand antaget mig for et Foster af sin Rus og dkket jnene for at faa Synet til at fordampe. Jeg havde vret mere end heldig, da jeg valgte Tidspunktet for mit Attaque paa Jollen og dens Mandskab, for ikke alene var den rundryggede. Skipperen i egen hje Person, men det var tilmed den sidste Landtur, der blev foretaget. Havde jeg udsat Sagen til nste Dag, var Chancen gledet mig af Hnderne, og jeg kunde have ligget bag min Tangbunke og set Hongkong" lette og ganske langsomt vralte ud over de dovne Dnninger paa Vej mod andre Egne og andre Himmelstrg. Jeg stod paa Dkket og betragtede den frste rde Stribe af den opgaaende Sol, da jeg bagved hrte nogle mrkelige Klask mod Dksplankerne. Jeg vendte mig og saa hele Skibsbestningen, ialt 14 Mand, alle som een og som paa Tlling ligge paa Kn og klaske Hnderne mod Plankerne, samtidig med at de nu og da lftede Ansigtet mod den opgaaende Sol og fremmumlede nogle for mig uforstaaelige Ord. Jeg vilde ikke vkke Anstd ved at staa der som en anden uflsom Statue og se ligegyldig ud, derfor gik jeg et Skridt bagved Flokken og knlede ned og forsgte saa godt som muligt at

11

efterligne deres Fagter. Deres Mumlen lod jeg af gode Grunde vre med at blande mig i. Men at min Handlemaade blev paasknnet og vrdsat efter Fortjeneste, fik jeg senere mange Beviser paa, og fra samme jeblik antog deres Vsen og Vremaade overfor mig en helt anden og bedre Karakter. Jeg var ikke lngere et fremmed Blegfjs, men blev nu betragtet som hrende med til Selskabet i alt undtagen deres forbistrede Opiumskogning og -rygning. De Ting forligte jeg mig aldrig med. Min Afholdenhed blev dog velvilligt tolereret, maaske mest af den Grund, at der saa blev saa meget mere til dem selv. Saa snart den frste lille Stribe af den klare Himmel kom til Syne under Solen, rejste vi os og begyndte at gre klart Skib. Her var jeg i mit Es og kunde tage Haand i Hanke med uden at nogen havde ndig at forklare mig noget. Storsejl og Skonnertsejl var sat. Jeg havde givet dem et Nap begge Steder og gik derefter hen for at give et Tag med i Mesanens Pigfald. Det havde beknebet sig et eller andet Sted og var ikke til at hive ud af Stedet. En lille spinkel Fyr halede og sled i det som en gal, men uden Resultat. Jeg tog Tovenden fra ham og tog Trn om en af Klamperne og forklarede ham ved Tegn, at han skulde holde tot, medens jeg faldt i. Enten var Faldet ikke beregnet paa nordiske Krfter, eller ogsaa har det vret raaddent, men Enden paa det blev, at Tovet sprang med en underlig sugende Lyd, og Nokken, der allerede var hevet et Par Meter op, styrtede ned og slog mod Dkket med det Resultat, at den ene Kbe af Kloen sprang som Glas. Kineserne er i Reglen et meget velafbalanceret og flegmatisk Folkefrd, der hellere smiler sig til noget end tager det med Vold. Men Bruddet paa den dyrebare Gaffel og den halvraadne Tovende var dog mere end den rundryggede Fu Wan's Flegma kunde staa for. Hans medfdte Smil blev med et til en uhyggelig Grimace, og hans smaa, skve jne, der til daglig havde Tendens til at vokse nedad mod Nseborene, vendte pludselig Spidserne den anden Vej, samtidig med at Pandehuden trak sig ned over Nsen som for at skjule jnenes uheldige Tendens til at gaa paa Afveje. En Hvislelyd, der formodentlig skulde udlgges som en firedobbelt kinesisk Ed, gjorde ikke Situationen bedre, men til Held for mig, og maaske ogsaa for ham, forstod jeg ikke et Kuk af hans Hvsen og Spytten. Jeg tog
12

det for en Gangs Skyld ganske roligt, det var jo ikke hverken andet eller mere, end hvad jeg havde set adskillige Gange, og uden at vrdige hans Skumlerier et Blik, gav jeg mig til at lgge en Langsplejs paa Pigfaldet, og forklarede ham samtidigt, at den raadne Klo skulde vi nok faa lasket sammen igen. Der var ingen Grund til at mobilisere hverken Engle eller Djvle, de kunde jo ikke lappe Stumperne sammen alligevel. Han maatte hellere se efter, om han ikke havde noget Vrktj, og saa for Resten lade mig om at ordne Tingene. Nok om det. Baade Klo og Fald kom i Stand igen, medens Hongkong" ganske langsomt for en svag nordlig Brise stvnede Sydvest over, medens det sidste Glimt af de maleriske, grnkldte og idylliske Salomonser gled ned under Horisonten. Et herligt Land for en fdt Dovenlars, Mad og Drikke i Overflod, hvis man bare havde tilstrkkelig Energi til at aabne Munden for at lade Herlighederne slippe indenfor. Et prgtigt Folkefrd, venlige og gstfrie, altsaa paa de Steder, hvor de hvide endnu ikke havde opnaaet at gre dem begribeligt, at der er noget, der hedder Penge, og noget, der har Penges Vrdi, f. Eks. Whisky. Jeg frte en barket, solbrunet Nve hen over jnene, som for at viske Mindet om Owa Raha bort af Erindringen. Nu var jeg paa Vej bort derfra, og jeg lngtes ikke tilbage igen, derimod fortalte min Mave mig, at der var noget andet og mere materielt end Drmme og rkeslse Reflexioner, jeg nu trngte til. Jeg stak Hovedet indenfor Byssedren og smilede huldsaligt til den lille, hjulbenede Kok, der tumlede og regerede med sine Potter og Pander, som om han var i Frd med en strre Opbakning til Wivex eller dAngleterre, og ikke med at harpunere nogle mgtige, overfede Regnorme paa Bunden af en Krukke Eddikelage. Jeg har aldrig vret Ekspert i hverken det ene eller det andet Sprog, sknt jeg altid har kunnet klare mig i det Lands Tale, hvor jeg for jeblikket opholdt mig. Men i et Sprog var jeg en fuldkommen Vante, nemlig det eneste den lille Kok forstod, eller i det mindste vilde forstaa. Paa 15 forskellige Sprog lige fra Guarani til den bredeste Vesterbrodialekt forsgte jeg at gre ham begribeligt, at jeg nskede at faa at vide, hvad han havde paa Spisesedlen. Han grinede bare og saa meget fiffig ud, samtidig med at han rrte rundt i en mgtig Gryde med en lige saa mgtig Trslev, som han kun slap for at stikke

13

sin gule Pegefinger ned i Grydens Indhold og hale en Klat af den dampende brunlige Grd op og stikke den i Munden. Det var haablst at faa nogen Besked af ham, og med en let skuffet Mine stak jeg min ene Finger i Munden og lod den ene Haand kre rundt paa Maven, mens jeg mumlede: Chav, Chav." Der havde jeg fundet det forlsende Ord. Med en Mine saa stolt som en sejrrig Feltherre lftede han en Slevfuld af Grydens Indhold hen under Nsen paa mig, mens han med den anden Haand pegede paa Regnormene. Pludselig lagde han begge Hnder paa Kryds over sin trivelige Mave og gav sig til at danse Kang-Kang mellem Komfuret og Byssebordet. Men han standsede lige saa brat, som han havde begyndt, da han saa min skuffede Mine. Jeg kunde ikke skjule min Vmmelse ved Synet af det for en Dansker saa uappetitlige Kryb. Jeg trak mig skuffet tilbage og overlod Kokken sine Regnorme i Fred. Jeg havde saa tit spist baade Slanger, Snegle, Frer og Alligatorer men Regnorme, nej fy dog. Jeg samlede en tr Beskjt op, der laa paa en Kasse under Byssen, og satte mig ned og gav mig til at gnave den i mig, medens jeg i Stilhed filosoferede over Livets Omskiftelser og mange mrkvrdige Foreteelser. Dr havde jeg gaaet i lange Tider og ligefrem svlget i Lkkerier, og dog nsket mig bort fra alle Herlighederne, og nu, da mit nske endelig var blevet opfyldt og jeg var paa Vej mod andre Egne, var det frste, jeg skulde blive stillet overfor, et Fad stuvede, smkfede Regnorm. Beskjten blev nsten vammel i Munden paa mig ved Tanken om det forestaaende Middagsmaaltid. Sulten er den bedste Kok, siger man. Regnormene gled ned, men ganske vist ikke de frste Par Dage, og heller ikke fr jeg var ndt til det, for at undgaa en alvorlig Forstoppelse af de trre Hvedemelsbeskjter. Den frste Dag blev der overhovedet ikke rrt en Finger til nogen Slags Arbejde om Bord, men nste Dag efter Morgenbnnen begyndte Gutterne med Skipperen i Spidsen at rre saa smaat paa sig. Net og Tovender blev halet frem fra de forskellige Gemmer, og det mest mrkelige Vrktj kom lidt efter lidt til Syne paa Dkket. Jeg hjalp til, hvor jeg syntes det var ndvendigt, men min strste Interesse havde dog de lasede Sejl og Presenninger. Jeg var jo Sejlmager om
14

Bord, og saa hellere springe end krybe i det. Skipperen forstod saa taaleligt godt Engelsk, derfor undrede det mig, at han satte et saa afgjort sprgende Fjs op, da jeg bad ham om en Sejlmagernaal og handske. Det fandtes ikke om Bord. Det kunde jeg for Resten have sagt mig selv. Den Tilstand baade Sejl og Presenninger var i, tvdede derpaa. Hvad jeg da skulde faa Tiden til at gaa med? Han satte et bredt Grin op og trak mig hen til Forlugen, der var taget af i den ene Side. Jeg var nr besvimet, da jeg stak Nsen ind over Lugen og stirrede ned i Lasten. En frygtelig Stank slog mig i Mde. Rummet var nsten fuldt af caracol de nacar", Perlemorsnegle. Hvad de skulde bruges til, var jeg ikke lnge i Tvivl om, og fr jeg havde sundet mig rigtigt, fandt jeg mig selv i Selskab med fem Kinesere i fuld Gang med at hive den ene Kassefuld efter den anden op paa Dkket og brede dem ud i Solen. Naar en Portion var tilpas trre, gik vi i Gang med nste Etape, der bestod i at harpunere hver enkelt duelig Snegl med en lang, tynd Naal og trkke dem paa strkt Bomuldsgarn, der senere blev skaaret ud i meterlange Stykker og knyttet sammen i Enderne til Halskder. Naar et Hundrede Kilo var frdig, kom hele Stadsen i en Gryde paa Dkket og kogt. Det skal dog siges til Skipperens Ros, at han ikke beordrede det afskummede Fedt til Kabyssen, hvad jeg frst havde antaget, med Regnormene in mente". Det blev heldigvis hevet uden Bords. Efter Kogningen blev de tomme Huse dyppet i kogende Fernis og hngt til trre, og var saa frdige til at blive hngt om Halsen paa en eller anden kvindelig Sknhed, sort eller hvid. er dukkede op i Horisonten forude og forsvandt efter en rum Tids Forlb agter ude. Honkong" listede stadig i samme sindige, kinesiske Tempo Syd-Vest over, og i samme Tempo harpunerede jeg det ene Tusinde Snegle efter det andet og brugte adskillige Kilometer Bomuldsgarn. En brndende Sol, hvis Straaler kun blev brudt af et laset Solsejl, skinnede ned over os fra Morgen til Aften, og om Na tten trillede den ene kmpemssige Dugperle efter den anden ned gennem det samme Sejl og gd sig som en husvalende Olie over mit af Sol, Sneglelim og Saltvand, mishandlede Ansigt. De smukke, perlemorskinnende Snegle blev om Natten i Drmme til frygtelige

15

Slanger og Drager med ildsprudende Blikke, og Naalen forvandlede sig til en centnertung Lanse, som jeg forgves sgte at lfte til Kamp mod Uhyrerne. Jeg vltede mig fra den ene Side til den anden paa det ubekvemme Dk for at undgaa Krybets Angreb, og ofte vaagnede jeg badet i Sved ved, at jeg havde slaaet ud med Hnderne og ramt en eller anden haard Genstand. Det var en frygtelig Tilvrelse. Ensformigheden ved Arbejdet var ved at gaa mig paa Nerverne. Der maatte ske noget, men der skete ikke andet, end at jeg fortsatte nste Morgen, hvor jeg havde sluppet om Aftenen. Dagene blev til Uger og Ugerne blev til den frste Maaned. Nogle Gange havde vi kastet Anker i Nrheden af en eller anden lille, grnkldt for at skrabe Snegle, men kun een Gang var Jollen blevet sat i Vandet og bemandet med Skipperen og fire Matroser. Henad Aften kom de tilbage belsset med Pakker og Kasser og nogle Flasker sdlig Frugtvin. Den Nat var der Gilde om Bord, men heldigvis ingen Beruselse. Opiumen var den eneste Fornjelse Gutterne var henfalden til, og den nd de kun paa Frivagten. Jeg kunde aldrig faa Rede paa, hvor vi egentlig skulde henad. Om Skipperen havde noget bestemt Maal for sin Rejse, anede jeg ikke. Spurgte jeg ham desangaaende, pegede han kun ud i den vestlige Horisont og derefter paa de efterhaanden talrige Kasser med frdige Kder, og mumlede noget om et godt Marked og mange Dollars. New Guineas stpynt var forlngst passeret, og paa den 86. Dag fra vor Afgang fra Owa Raha kastede vi igen Anker ved en lille i Torresstrdet. Her skulde vi blive en Uges Tid, ld Ordren, og vente paa et eller andet. Det blev mit sidste Dgn om Bord i ,Honkong. Vi havde nppe gjort klar paa Dkket, fr vi langt ude i den stlige Horisont skimtede den lange Stribe efter en Dampers Skorstensrg. Striben blev tydeligere for hvert Minut, og en Times Tid senere brusede det mgtige Skrog af "P. and O." Liniens Rutebaad ,Bangkok ned imod os. Kineserne troede bestemt, og ikke uden Grund, at selve Mrkets Aand var faret i mig, da jeg greb en af Kokkens Melposer og gav mig til at vinke og raabe ud imod Skibet, der nu var os langt indenfor Prajehold. Jeg hrte Telegrafen kime fra Broen. Farten sagtnedes, medens en Stemme gennem Raaberen ld over til os: Er noget forkert?" Svaret kom lige saa prompte: Syg, skandinavisk fellow
16

om Bord. Kan I hjlpe ham?" Tommyerne gloede jo nok lidt mistnkeligt til den syge fellow", der saa let som en Aal smuttede over Skonnertens Lnning og ned i Baaden til dem. Men nu var jeg der, og der skulde mindst 10 Tommyer til for at faa mig lempet tilbage igen. De forsgte heller ikke Kunststykket, men njedes med at mumle noget om The old man on board". The old man gav jeg en god Dag, ham skulde jeg nok klare, naar den Tid kom. Han var heller ikke saa slem, men nogen hjertelig Velkomst var det just ikke, han udtrykte, da Andenstyrmand traadte ind i Salonen og prsenterede mig som the sick feller from the china hulk". Resten af mit Eventyr i Sydhavet er snart fortalt. Om Bord i ,Honkong harpunerede jeg Snegle, og til en Afveksling et Par fede Regnorme. Om Bord i S.S. Bangkok kom jeg til at hjlpe Kokken med at skrlle Kartofler. Det kunde for saa vidt komme ud paa et, men Forskellen var dog, at her gik det lidt hurtigere fremover, og efter en god Uges Forlb dampede S.S. Bangkok ind til Kajen i Havnen ved Freemantle i Vestaustralien, hvor jeg samlede mine Grejer, og de fem Pund, jeg havde faaet af Fu Wan for mit Perlestikkerarbejde, sammen og hoppede i Land i en for mig helt ny og ukendt Verdensdel, men ladet med Energi og Virkelyst, og nu skulde Australien gres fra en Ende. Jeg havde saa tit hrt om det meget Arbejde og de mangfoldige Chancer, blandt andet i the bush", der ventede den, som havde Nver paa Skafterne og Vilje til at gaa paa. At Rygterne overdrev ikke saa helt lidt, skal vi snart faa at se. Et ordentligt Bad og en ren Flip kan forvandle den vrste og mest usoignerede beach-comber til en gentleman i Lbet af et jeblik, og jeg tr nok sige, at jeg var et vrdigt Eksemplar baade af min Race og min Nation, da jeg efter den haardt tiltrngte Renselsesproces traadte ud af Boarding-Husets Dr for at se mig lidt om i Byen og for blandt andet at opsge den Skandinaviske Klub", som jeg havde forvisset mig om eksisterede i Freemantle. Jeg fandt hurtig Klubben, der havde til Huse i et lille Hotel med skandinavisk Vrt, men med Medlemmernes Landsmandsskab var det saa som saa. De fleste var Veteraner fra Verdenskrigen. De sad som Edderkopper i deres Spind paa Lur efter et nyt Offer for deres

17

Beretninger om heltemodige Bedrifter i Frankrig. Jeg blev modtaget med aabne Arme og budt velkommen ved diverse Glas 01 og Gin, medens den ene efter den anden krammede ud med sine Eventyr og horrible Oplevelser ved Fronten, og alle kunde de dokumentere deres Historiers Sandhed ved at fremvise det ene frygtelige Ar eller ulgelige Saar efter det andet. Saasnart en havde afleveret sin Beretning, bestilte han en ny Omgang og forsvandt stille ud af Lokalet. Hvad den nste vilde sige, kunde han udenad. Historierne var sikkert fortalt de Tusinder af Gange, og da jeg havde hrt de frste tre, kunde ogsaa jeg Resten udenad, men jeg holdt af Hflighedshensyn Stand, til den sidste ogsaa havde indviet mig i sine rdselsfulde Minder. Heldigvis fandtes der ogsaa andre Landsmnd end netop i Klublokalerne, men dem maatte jeg opsge rundt om i Byen, hvis jeg vilde bere dem med mit Besg. Jeg gjorde det, og jeg fortrd det ikke, men jeg var ked af, at jeg ikke kunde fortlle dem, hvad de helst vilde hre, nemlig nogle Nyheder fra det gamle Land. De fleste af dem var endnu kun store Drenge, da jeg sagde Danmark farvel, og de kunde saaledes fortlle mig Ting hjemme fra, som jeg endnu ikke havde hrt noget om. Men til Trods derfor fik vi mangen en munter Passiar iflettet: Kan du huske det eller hint? Har du aldrig hrt den eller den omtale? o. s. v. Jeg var ikke kommet til Australien for hverken at fortlle eller hre Historier, men for at faa noget at rive i, der kunde give nogle Penge i Kassen. Men i det Stykke var der ingen, der kunde hjlpe mig, i hvert Fald ikke i Nrheden af Freemantle, men de vidste allesammen, at i Cotteslev Beach, en lille Flkke nogle Kilometer lngere Nord paa, var der nok at gre for en rask Mand, der ikke var bange for at tage fat, og der betalte de ogsaa bedre end i selve Byen. Jeg pakkede min lille Randsel, sagde et hjerteligt Farvel til Landsmnd og Venner og travede muntert og fuld af Haab mod Cotteslev Beach for at faa den gldelige Nyhed at hre, at i Perth vilde jeg blive modtaget med aabne Arme af hvilken som helst Farmer, jeg henvendte mig til. Der var dog en Del Farmere, som glemte at aabne Armene, og det var netop dem, jeg var saa uheldig at falde ind til.
18

Venlige og hjlpsomme var de allesammen, Mad og Drikke havde de i Overflod, men mit stadigt tilbagevendende Sprgsmaal om Arbejde besvarede de med en beklagende Skuldertrkning og pegede med en snavset, kroget Finger ud mod den stlige Horisont og spurgte, om jeg kunde ,se de Trtoppe der ude. Jo, jeg saa dem, eller mente i hvert Fald at kunne se dem. All-right, inde mellem de Trtoppe laa der en stor Farm. Der vilde jeg vre den rette Mand! De havde allesammen Trtoppe nok at pege paa, men der blev bestandig lngere og lngere imellem dem, og fr jeg vidste af det, havde denne Jagen efter Arbejde mellem indbildte Trtoppe frt mig nsten tvrs over Australien og ud til en lille, idyllisk Plads ved Navn Bluestone, nogle miles udenfor Melbourne. Jeg stod paa en Hj og saa ned over Melbournes rde Tage, tog derefter en grundig Pejling i min Pengepung, der paa den lange Tur havde faaet en kedelig Tendens til at trkke Maven ind. 19 shillings! Det var noget lidt at gre en saa stor By med, men ... Galgenhumret kom op i mig, og med lange Skridt stvnede jeg ned ad Bakken mod Byen. Skulde jeg ikke finde noget Job, fandtes der vel nok en eller anden Plimsoller, der havde Brug for en rask Mand; om ikke andet, saa en kinesisk Halskdefisker. Jeg havde allerede glemt min Vmmelse ved de stuvede Regnorme. Ja, saadan er man nu engang ... Havde jeg ikke selv erfaret, at Aarstiden var slj i Australien, kunde jeg have faaet det at vide af en gammel, engelsk beach-comber, der sad under et skyggefuldt Tr lidt nedenfor Bluestone og lappede paa sine hudlse Ter, der stak nogle Centimeter udenfor de lasede Saaler i hans forhenvrende Kludesko. Saasnart han fik je paa mig, begyndte han en lang Jeremiade spkket med Eder og Forbandelser over that rotten country", han nu havde valset rundt i i 15 Aar og stadig var blevet fattigere for hvert Aar. Men nu vilde han, som han kunde bande, heller ikke blive een Dag lngere der. Nu vilde han 'over til van Diemens Land: Der ligger Guldet i Dynger," fjede han til, og det er dit, bare Du gider at bukke dig efter det." Jeg havde ham ikke mistnkt for, at han selv gad bukke sig efter det. Men hans Tale om van Diemens Land kaldte gamle, lngst

19

forglemte Minder fra min Skoletid til Live. De faldt godt sammen med, hvad jeg engang havde hrt af en gammel Australiensfarer. Om Landets eller ens Beliggenhed var jeg dog i fuldstndig Vildrede, jeg troede, som saa mange andre, at det hngte et eller andet Sted Nord for Australien. Englnderen fik mig dog hurtig ud af den Vildfarelse og ind paa den rette Kurs. Og da jeg hrte, at der kun var 250 Kilometer mellem Melbourne og det forjttede Land, besluttede jeg at gre ham Flgeskab og hve min Part af det meget Guld. En halv Time senere havde han fuldendt Reparationen af de saarede Ter, og vi slentrede sammen ind mod Melbourne og videre ned mod Havnen, hvorfra Rejsen mod det nye og eventyrlige skulde begynde.... Lidt fr Midnat stuvede vi os sammen mellem en Bunke opstablede Kartoffel skke i et stort Hnsebur, paa Dkket af en af de store Rutebaade, der besrger Post og Passagerer mellem Australiens Byer og van Diemens Land, Tasmanien. Jeg vaagnede henad Morgenstunden ved, at nogen rumsterede med Skkene ved Siden af mig, og en vred Stemme raabte op om Tyvepak og rotten beach-combers". Jeg holdt mig musestille og lod Manden sklde ud, saa meget han havde Lyst til. Det var klogt gjort, for et jeblik efter hrte jeg nogen fjerne sig, og da jeg forsigtig stak et je frem under Skkene, saa jeg en uniformeret Person fjerne sig med min engelske Partner. Han var blevet attraperet, men han var fair nok til at holde ren Mund med, at jeg ogsaa var om Bord. Et Par Timer senere flte jeg Sen rulle under Skibet. Jeg var sluppet heldigt gennem den frste Forhindring paa Vejen mod det forjttede Land. Min Glde over det heldige Resultat af min Stikkenmig-vk fik dog en brat Ende. Bass Strdet, der skiller Tasmanien og Australien, er bekendt for sin endog meget ondartede Storm og Sgang, og det havde heller ikke den Dag noget mildt Ansigt paa. Blgerne for brlende og knusende ind mod baade Bov og Skibsside og kastede det let lastede Fartj rundt, som var det en Gummiboldt. Jeg klamrede mig krampagtigt fast til mit Hnsebur med den ene Haand, medens jeg med den anden Haand holdt en Flig af en Sk op for Ansigtet. Det var dog kun som en Struds Legen Skjul med sine Forflgere. En S for dundrende ind under Skibet og vltede det helt over mod Bagbord, og i det samme flte jeg mig grebet ved det ene
20

Ben og halet ud af Buret. Jeg var leveret. Med en trelbet engelsk Ed og et velrettet Spark i Agterspejlet blev jeg sendt langskibs, mellem ssyge Passagerer og rullende Lsre, helt hen til Leideren op til Broen, hvor et andet lige saa velrettet Spark sendte mig til Tops. Pasasgererne glemte helt deres Ssyge og stirrede i Benovelse efter mig. En Tordentale paa Engelsk rullede vrre end Sen om rerne paa mig fra den rasende Kaptajn, der til Slut gav mig sin Kvittering for min rigtige Modtagelse om Bord i Form af et nyt Spark, der i Snirkler og Zig-Zag sendte mig den samme Vej tilbage og ind i et lille, mrkt Hummer for ude, hvor Dren blev knaldet i efter mig. Dr sad jeg. Det forjttede Land havde allerede tabt sin strste Tillokkelse for mig. Jeg sad i mit mrke Hummer og tnkte alle Haande onde Tanker om den uskyldige Anthony van Diemen, der i 1595 sendte Abel Tasman ud for at opdage det forbistrede Land, der nu var Skyld i, at jeg var paa denne Galaj. Men min medfdte Virketrang lod mig ikke lnge i Ro. Jeg vidste som gammel Smand, at der skulde findes et Koje i Rummet, og efter nogen Fumlen rundt fandt jeg det ogsaa. En tilfldig Trpind hjalp mig Skruen ls, et rask Tag i Kovsen, Pladen gav efter, og en Styrts skyllede ind over mig. Der var intet Glas i Kojet. Nogle Brl og haarde Spark mod Dren kaldte Mandskabet til. Kojet blev lukket igen, medens jeg blev sendt op paa Broen, hvor jeg fik anvist en Plads i Krogen bag Lsejlet. Herfra saa jeg det frste Glimt af mine Lngslers Maal! Men hvilket Land at lnges efter! Mrke, truende Fjlde, der stod som forstenede Jtter med de brede Fdder plantet i det fraadende Hav, der forgves lb Storm mod Kolosserne. Ikke en menneskelig Bolig, ikke et eneste grnt Straa eller Blad, bare Havskum og kolde, ngne Basaltklipper . . . Jeg grd indvendig, mens jeg af og til rystede mine vaade Klder som en Hund efter en Dukkert, og lovede mig selv, at det skulde vre baade frste og sidste Gang, jeg rejste til Tasmanien, altsaa hvis jeg i det hele taget naaede der ind. Endelig rundede vi Forbjerget Cap Raol, og en lille Times Tid senere stod vi ind i Floden Derwent. Men hvilken Forandring! Aladdin kunde ikke have gjort det hurtigere med sin Lampe. De sknneste Lunde, Marker og smaa Villabyer laa stret i det yndigste

21

Virvar paa begge Sider af Floden, og ind mellem det hele og som en skrmende Ramme udenom knejsede de herligste, blaagrnne Bjergtinder i et Vld af straalende Solskin. En Kunstner af Rang kunde ikke have mejslet disse Klipper sknnere, og en Maler vilde have manglet Farve til at gengive disse Markers og Lundes betagende Skr... Vi gled langsomt frem over, medens Damperen snoede sig som en Aal ud og ind mellem frodige, grnne Marker, hvis Sd og Buske nsten groede helt ud i Vandet, og himmelstrbende Bjerge og mrke Klippevgge, der paa flere Steder hang truende helt ud over Skorstenspiben. Nogle Minutter fr vi naaede ind til Hobart, ens Hovedstad, blev jeg kaldt ned i Salonen til Skipperen, der sad bred og stor for Bordenden og fikserede mig arme Synder: Har du nogle Papirer paa dig?" Jeg halede mit halvvaade, snavsede og alt for gamle Pas frem og stak det forsigtigt ind over Bordet, medens jeg hviskede noget om, at selv om det var lidt forldet, var det godt nok alligevel. Han stirrede et jeblik mistroisk paa Papiret og rakte saa ud efter et Par smaa Glas. Jeg fulgte spndt hans Bevgelser, medens han hldte nogle Draaber af Glassenes Indhold ud over Stemplet og bagefter skrabede let med en Pennekniv paa det fugtede Sted. Endelig rejste han sig og gav mig Papiret tilbage med de Ord: Skrub saa af, saasnart vi er ved Kajen. Jeg vil ikke have noget Vrvl med Politiet her." Jeg forsvandt hurtig ud af Dren, men med begge Hnder i Beredskab til at afbde det Spark i Agterspejlet, jeg havde ventet som en sidste Kvittering for rigtig Aflevering. Det udeblev dog denne Gang. Ti Minutter senere hoppede jeg over Siden og forsvandt i hurtig Lb ind over Kajen og videre ind mellem Husene, til jeg tilsidst standsede i Byens modsatte Udkant og forundret saa mig om mellem alle de pragtfulde En-Families-Huse med tilhrende Haver, som Bydelen bestod af. Smukke Omgivelser er godt nok for jnene, men de fylder ikke meget i en slunken Bug. Jeg kom pludselig i Tanker om, at jeg var skrupsulten. Ganske vist havde jeg rigeligt til mere end et Maaltid
22

Mad, men Pokker skulde bruge sine sidste Skillinger til Proviant, naar den kunde erhverves paa anden Maade. Jeg satte Kursen ret paa en ldre Herre, der fra Toppen af en hj Stige gjorde nogle fortvivlede Forsg paa at naa de yderste Grene af en vildtvoksende Tjrnehk. Vil De give mig et Maaltid Mad, skal jeg ordne den Hk for Dem," raabte jeg op til Herren, der lod Saksen hvile og smilede muntert ned til mig. Jeg tager dig paa Ordet, Tommy," svarede han, og et jeblik efter stod han ved Siden af mig, og atter et jeblik senere sad jeg godt bnket i hans lille, hyggelige Kkken med en mgtig Portion Havregrd og ham and eggs" foran mig. Mr. Bumwood, Herren paa Stigen, havde mere end Hkken, han gerne vilde have ordnet med det samme, jeg var der. Det tog mig 3 Dage, og saa stod jeg igen paa Gaden og saa mig om, men denne Gang med 3 gode australske Pundsnoter i Lommen og med et mgtigt Mod paa at gre Tasmanien fra Ende til anden. Frst skulde dog Byen efterses. Byen Hobart har ikke sin Mage i Verden, hverken hvad Properhed eller Gadernes Akkuratesse angaar. De skrer hverandre i rette Vinkler, snorlige og saa rene, som var de pudsede med en Stveklud. For mange Gaders Vedkommende glder det, at de nsten er overdkkede af Husenes Balkoner eller flankeret af nydelige, smaa Villahaver. Et Srsyn for Byen er de utallige Banker og Sparekasser, der giver det hele et ret velstaaende Udtryk, og ikke uden Grund, for er der nogen Del af Australlandet, der er velstaaende i bogstaveligste Forstand, saa er det Tasmanien. Fattigdom kendes saa godt som ikke. Arbejde er der nok af hele Aaret, og Klimaet lgger ingen Hindringer i Vejen. Hoteller og Pensionater for Turister findes der ogsaa en Del af, men for dem alle glder det, at man maa lgge en Uges Vederlag paa Bordet, fr man slipper ind i det bestilte Vrelse. I Fagforeningssprgsmaalet adskiller Hobart sig ogsaa betydeligt fra alle andre Stder og Egne, jeg i Aarenes Lb har besgt. Her forlanger selve Arbejdsgiveren Fagforeningsbogen paa Bordet, fr han antager en ny Mand. Har Manden ingen, maa han underskrive en Erklring paa, at han vil gaa ind i den paagldende Organisation. Dette

23

solide Forhold mellem Parterne affder, at der saa godt som aldrig finder faglige Konflikter Sted. Jeg stod i en af de herlige men faa offentlige Parker og beundrede en mgtig Bronzestatue af Polarforskeren, Sir Jon. Franklin, tidligere Guvernr over Tasmanien, da en Haand blev lagt paa min Skulder, og en Stemme udbrd: Ja, den er smuk, men vi har en endnu knnere, selv om den kun er af Sten." Jeg vendte mig mod den talende og saa en lille, ldre og trivelig Herre alle Mandfolkene i Hobart er mere eller mindre trivelige Han greb mig uden videre Kommentarer ved Haanden og sagde: Kom med, fremmede, saa skal jeg vise dig ens Stolthed!" Lidt efter stod vi overfor en mgtig, nsten uformelig Statue af en Mandsperson i Skdefrakke og med en Kolos af en Cylinderhat paa det runde Hoved. Jeg stirrede maalls paa Monstrumet, men min Frer lo kun og raabte henrykt: Det er jo bare Jannings!" Senere fik jeg at vide, at bare Jannings" havde vret Hotelejer i Newtown, Forstaden vi stod i, og at han havde trukket utallige Gster til en alene ved sin uhyrlige Fedme. Han havde vejet over 225 Kilogram. En Stenhugger havde efter bedste Evne foreviget ham i denne Sten. Viljen havde dog vret bedre end Evnen, men et Mindesmrke var det i alle Tilflde. Jeg har altid haft mere Lyst til Landet end til Byerne, derfor vendte jeg samme Dag Hobart Ryggen og styrede ud mod Bjergene. Mit frste Maal var Bjerget Mount Wellington", der laa saa fristende i Solskinnet, omgivet af en Samling nydelige, hvidkalkede Villaer. Dem kunde jeg med Lethed naa inden Aften. Den rene Luft spillede mine Synsnerver et Puds. Afstanden er over 35 Kilometer. Jeg naaede ikke frem fr nste Dag, men jeg kom ikke til at fortryde Turen. Tidligere ejedes nsten hele en af nogle faa Storagrarer, der skaltede og valtede med Land og Folk efter Forgodtbefindende, men de sidste 1520 Aar har staaet i Udstykningens Tegn, saa der snart ikke er flere af de store Godser tilbage. At Landet ikke har tabt noget ved Udstykningen, ser man bedst, naar man sammenligner de enkelte store Godsers forsmte Prrier og magre Faareflokke, der driver forvildede om, med Smaabrugernes Marker og fine Racekvg. Denne Omlgning af Landbruget har givet til Resultat, at baade
24

Agerbrug og Mejeribrug er i fuld Blomstring ved Siden af den rige Minedrift og Skovhugst. Det er isr Eukalyptustrerne, der fldes og eksporteres til det skovfattige Fastland. Alle disse Oplysninger fik jeg af en gammel Kone, der sad nok saa andgtig udenfor sin Hytte og bagte Pandekager, som hun, saasnart en var frdig, stak ind under et Grydelaag og dkkede dem til med en lille Pude for at holde dem varme. Jeg hilste muntert goddag og slog mig ned ved Siden af den gamle og lftede forsigtig Laaget saa meget til Side, at jeg netop kunde faa et Par Fingre ind under det. Da jeg trak Fingrene til mig igen, hngte der mrkvrdigt nok en Pandekage fast mellem dem. Konen truede ad mig med en brun Pegefinger og raabte noget, op om en bare-faced scamp", men da hun ledsagede Ordene med et straalende Smil, formodentlig af Glde over, at jeg forsgte et nyt Attaque mod Laaget, tilgav jeg hende beredvilligt, og lod galant de nste fem Pandekager vederfares fuld Retfrdighed. Fr jeg forlod hende, erfarede jeg, at der nogle miles lngere fremme boede en ung Mand, vistnok Skandinav, der for et Aars Tid siden havde begyndt paa Mejeridrift. Han er en god Gut," fjede hun til, men han mangler vist de ndvendige Skillinger for at komme rigtig i Sving." Jeg havde ikke svrt ved at finde det lille Mejeri, men jeg havde forfrdeligt svrt ved at tro mine egne jne, da Ejeren stak sit lyse, krllede Hoved frem over den nederste Halvdr til Krnehuset. Jeg saa dog straks, at han ogsaa genkendte mig, og hans Navn svvede mig allerede paa Lberne, da han standsede mit Udbrud med et: Her hedder jeg ret og slet Butter- John". Mit gamle Navn har jeg glemt, det sparkede min den gamle ud af min Erindring, samtidig med at han sparkede mig ud af Gods og Gaard. Vr for Resten velkommen, din gamle Svinger. Jeg troede dig forlngst gift og hjemfaren med en eller anden Indianerhvdings Datter eller forsumpet i et af Caras y Carretas" stvede Redaktionskontorer, og saa dumper du pludselig ned her i Tasmaniens Hjerte lige saa bag paa En, som du dengang faldt ind til mig i Nordenskiolds Telt ved Pilcomayo. Ja, Verden er nu engang ikke saa stor, som mange gerne vil gre den til. Men kom nu med indenfor. Hytten er ganske vist ikke ret stor endnu, men jeg har da baade Bord og Stole, og en god

25

Seng skal du heller ikke komme til at savne. Du hrer, at jeg regner dig for liggende Gst!" raabte han muntert, idet han stak Haanden ind under min Arm og trak af med mig. To Dage senere flj der nogle traadlse Ord over Stillehavet og Argentinas Pampaer til Buenos Aires, til min gamle Ven og Velynder Calderoz, Journalist ved Caras y Carretas: Hnger paa et Mejeri i Tasmanien. Vldig Chance. 500 Pesos, Konsulatet, Hobart. Silvestre..." Samme Uge kom Svaret: Bueno. Mangler en Skildring fra Skandinavien. Isbjrne ndvendigt. Calderoz." Jeg purrede lidt op i Krllerne, da jeg lste det om Isbjrnene, og gik leende ind til Butter-John, der stirrede spndt paa Papiret. Jo, Pengene er der. Nu bliver jeg her i 6 Maaneder, men saa maa du til Gengld hjlpe mig med at skaffe en Flok Isbjrne til Danmark." Da han havde hrt Sagens Sammenhng, stod han et jeblik og grundede, men udbrd saa: Skriv en Historie om en undvegen Bjrn fra Zoologisk Have."

26

Vandringsmand i Kina
af Holger Rosenberg
Det er meget faa danske, der tr sige, at de ikke kender Holger Rosenberg. Familie Journalen kommer jo rundt i Hjemmene, og Foredragsforeningerne kan ikke undgaa at have haft Rosenberg paa Talerlisten. Og ingen flte Kedsomhed ved at komme i Berring med hans Artikler, eller Bger, alle gik berigede fra ham Foredrag. Ingen dansk har set saa mange Lande. Ingen har vret ude for de ventyr. Og Holger Rosenberg har endnu Stof liggende, som ikke er offentliggjort. Vi bringer her Beretningen fra en Fodtur genrum Kina. Kun faa vilde planlgge en saadan Ekspedition, frre vilde gennemfre den. Rosenberg fortller om Mennesker og Natur, om Farer og dejlige Dage. Kedelig blir han aldrig maaske fordi han lrte at se Mennesket i alle de farvede Folk, han traf. Alene, ubevbnet og til Fods tvrs igennem Kina! Da jeg kom med dette Forslag til mine Blade, sagde de ikke men tnkte sikkert (ved en senere Lejlighed fortalte de mig det selv) : Vil det Brushoved endelig stte Livet til, saa for vor Skyld lige saa grne i Kina som ethvert som helst andet Sted paa Jordkloden. Men vi tvtter vore Hnder!" Hjt sagde de: Det er jo interessant! Deres Artikler skal finde en smuk Plads i vore Spalter til en nydelig Linjebetaling. Men hvordan De vil komme igennem, maa blive Deres egen Sag. Lev vel, og Lykke paa Rejsen!" Mere kunde en Journalist paa det Tidspunkt ikke vente sig, i al Fald naar Rejsen var hans eget Paafund, og Hensigten med den lige saa meget selv at faa set og lrt noget som at delagtiggre andre i sine

27

Oplevelser. Jeg var da ogsaa godt tilfreds, thi Kina maatte og skulde jeg se, ikke udefra men indvendig fra, og kunde jeg klare mig igennem paa Professionen, var det store Sager. Derfor havde jeg altsaa faaet den Ide: alene (for at vkke saa lidt Opsigt som mulig), ubevbnet (for at enhver kunde se, jeg kom i en fredelig Hensigt), og til Fods (for at komme Folket saa tt ind paa Livet som mulig) at gaa igennem Landet fra det sydvestlige Hjrne op til Yangtse-kiang og ad denne videre ud til Shanghai, og en sknne Dag stod jeg med Sak og Pak i Bangkok. Min Plan var nemlig igennem Siam at forsge at naa op til Kinagrnsen, ikke fordi denne Vej var den nemmeste, men fordi den gav mig Lejlighed til at se Nordsiams Teakskove og komme frem igennem Egne beboede af nogle af Centralasiens mrkeligste gamle Folk. Den vildsomme Labyrint af Bjrge, der danner Grnsen mellem Siam, Birma, Annam og Kina, hrte nemlig og gr det for Resten endnu den Dag i Dag til gamle Asiens mindst kendte Pletter. I Bangkok, i . K.s velforsynede Kbmandsforretning ,.Oriental Store" forsynede jeg mig med det, en lidet fordringsfuld, og med Penge grumme spartansk udstyret, skrivende Mand behvede for at komme op igennem Nordsiam. Det var slet ikke saa lidt endda. Ved Afrejsen fra Bangkok fyldte min Udrustning l.-Kl.-Kupeen i Pak-nam-po-Toget saa fuldstndig, at jeg selv kun med Nd og nppe kunde klemme mig ind i det sidste Hjrne. Foruden Oriental Store" s Jungle-Udrustning medfrte jeg nemlig hjemmefra, foruden det sdvanlige Tropeudstyr, noget, der tog slemt Plads, og som jeg maa ofre en kort Omtale, et Optagelsesapparat til levende Billeder med dertil svarende Films. Den, der nu til Dags rejser ud med et Smalfilms-Kamera og kommer hjem med en hel Jordomrejse i et Par Overfrakkelommer, gr sig intet Begreb om, hvad det vilde sige i de levende Billeders Barndom at rejse ud for at optage Naturbilleder og komme hjem med et ikke alt for pauvert Resultat. Men koste hvad det vilde! nu skulde Forsget gres. Skulde jeg ud paa Stier, hvor Evroperne ikke hver Dag frdedes, saa vilde jeg ikke undlade at prve paa at faa med hjem nogle af de allerede den Gang meget eftertragtede Naturfilms. Et Optagelsesapparat lykkedes det mig at faa hos en Mand, der vilde have fordunklet Edison, hvis han havde levet i New York i
28

Stedet for i Nellerd i Nordsjlland. Han hed Andersen og var Snedker og Tusindkunstner og et af de genialeste Mennesker, jeg har kendt. Han havde selv bygget Optagelsesapparatet, og det fungerede upaaklageligt. Nordisk Films-Kompagni havde leveret Filmene. Ole Olsen var nemlig straks klar over, at her var en Ide i den rigtige Retning. Men Nellerd-Snedkerens Kukkasse var ikke til at putte i en Lomme langtfra! og Filmene fyldte en ubegribelig Masse smaa Blikdaaser inde i andre strre Daaser, saa alene min Levende-BilledUdrustning udgjorde et Par gode Mandsladninger. Saa lnge jeg var i Tog eller Baad, kunde Bagagens Strrelse dog vre saa nogenlunde ligegyldig. Vrre vilde det blive, naar jeg skulde til at benytte Muldyr eller Lastdragere. Men den Tid den Sorg! Op mod Jul naaede jeg igennem til Cieng-mai. Baadrejsen havde vret en straalende Oplevelse. Kun var Fancy", min Kineserboy, lige saa god som han var grim, dd under Vejs af Kolera. Om Morgenen blev han syg, og inden Mrkets Frembrud krllede et sidste forfrdeligt Krampeanfald hans lange, ranglede Kineserkrop sammen til en Knude, og han var dd. Han kom altsaa ikke hjem til det himmelske Rige, som han havde gldet sig til at gense, og jeg stod uden Tjener og Kok og Tolk og Ven. Det var et meget slemt Tab og medbestemmende til at kuldkaste den frste Del af mine Planer. Fancy" skulde nemlig vre gaaet med mig hele Vejen igennem Kina, og hvor skulde jeg nu her oppe i det vilde Land finde en Boy, der ogsaa kunde koge og endnu mere tale saa meget Pidgin-Engelsk, at han kunde vre min Tolk. Disse Betnkeligheder kunde jeg dog have sparet mig. Det viste sig nemlig snart efter min Ankomst til Chieng-mai, at det overhovedet var umuligt at komme fra Siam nordpaa til Kina. Baade den gamle Laoskonge og den siamesiske Gendarmofficer, Luang Prakob, de to, der bedre end nogen anden kendte Nordsiam, raadede mig paa det aller bestemteste fra at indlade mig paa et Hasardspil, der kun kunde ende med Tab for mig selv. Du bliver slaaet ihjl," sagde the old chief", lige saa sikkert som du blev dt, hvis jeg lukkede dig ind til Tigeren, der staar bundet i min Have!" Op til Grnsen af Birma", sagde Gendarmofficeren, skal jeg nok

29

beskytte Dem. De skal faa saa mange Gendarmer med, at der intet ondt skal hnde Dem, men paa den anden Side af Grnsen, hvor jeg ikke har noget at skulle have sagt, lever der nogle Wa-Folk, der er Hovedjgere, og dem skal De ikke nske Dem at komme i nrmere Berring med. Kun en Gang imellem har Englnderne med store, veludrustede og velbeskyttede Ekspeditioner vret inde i Waernes Land, saa det er mere end usandsynligt, at De skulde komme igennem uden at faa Deres Hoved hugget af og stukket paa en Stage som Skydeskive for Wa-Mndenes Pile og Wa-Kvindernes Spytteklatter." Det Fremtidsperspektiv var jo ikke saa godt, og da jeg efter Fancy"s Dd ogsaa maatte til et Sted, hvor jeg kunde faa mig en ny Alt-mulig-Boy, maatte jeg se at finde en anden Vej frem til Kinagrnsen. Den naturligste vilde vre at gaa over til Birma og ad Jernbanen Rangoon-Mandaley og Iravadi-Floden at naa op til Bhamo. Med en lille Muldyrkaravane og to Gendarmer, som Luang Prakob gav mig med til Beskyttelse, og hvoraf den ene kunde koge til Husbehov, brd jeg lige efter Nytaar op fra Chieng-mai og begav mig ret vest paa ind igennem de junglekldte Bjrge imellem Meping og Salween. Da jeg kom over til sidstnvnte Flod, viste det sig imidlertid, at selv om det var en vldig Omvej, saa vilde det vre baade lettere og hurtigere i Stedet for at fortstte videre vest paa at sejle i Kano ned ad Salween, fra Moulmein tage med en Damper over til Rangoon og saa rejse op igennem Birma ad Jernbanen til Mandalay, hvorfra en Floddamper kunde bringe mig op til Bhamo. Men hvordan jeg end vendte eller drejede det en Maaned var spildt, en kostbar Maaned, thi min Plan var lagt saaledes, at jeg lige kunde naa igennem Kina, inden Regntiden satte ind. Nu var det nppe muligt, og naaede jeg ikke frem inden Regnen, vilde det hjst sandsynligt vre ensbetydende med, at jeg vilde strande et eller andet Sted inde i Kinas Indre, hvor jeg kunde faa min Lyst til at lre Kineserne at kende styret mere, end jeg skttede om. Men forelbig naaede jeg da lykkelig og vel Bhamo, og saa maatte jeg jo se, hvordan det ivrigt flaskede sig. Der er ikke saa megen Mening i at grde i Utide, og med Betnkeligheder kommer man snarest baglns. Bhamo er den vigtigste Transitplads for Samhandelen mellem Birma og Kina og en betydelig Handelsplads for alle de i Kachinbjrgene boende mrkelige, tildels ufredelige Folkestammer.
30

Den ligger ved Taipingflodens Udlb i Iravadi og ved den ldgamle Karavanevej fra Indien til Kina, tre Muldyrrejser fra den kinesiske Grnse. Dens Markedsplads er et ethnografisk, zoologisk og botanisk Museum af den aller strste Interesse. Her bor en DeputyCommissioner, her ligger en stor engelsk Garnison og her findes et udmrket Circuit-House", et Distrikts-Rasthus, hvor Embedsmnd og andre prominente Rejsende kan tage ind. Deputy-Commissioner indbd med en venlig Gestus ogsaa mig til at flytte der ind, og jeg havde det altsaa saa godt, som man kan nske sig det i en By i Civilisationens yderste Udkant, hvor Dagtemperaturen er over Feberhede og Fornjelserne ikke flere, end man selv kan frembringe. Den vigtigste var at drikke Whisky-and-Soda. Otte Dage boede jeg i Bhamo. De tre frste var mere end nok til at faa min Udrustning i Orden, og de fem sidste gik med til at faa overvundet en Hindring, der pludselig truede med at omstyrte alle mine Planer. Ikke i mine vildeste Drmme havde det nemlig staaet for mig som en Mulighed, at den birmesiske Regering kunde finde paa at forbyde mig at gaa over den kinesiske Grnse. Men saadan var det, og for at andre kan forstaa det, er en nrmere Forklaring ndvendig. Som allerede nvnt et Par Gange er Grnseegnene mellem Sydog Centralasien vildsomme og vanskelig tilgngelige Bjrge med spredte, ufredelige Folkestammer. I disse Grnseegne imellem britiske Besiddelser og mongolske Riger er Evroperne af og til sporlst forsvundne, og de britiske Autoriteter er bleven holdt ansvarlige derfor, selv om det nok saa ofte er paa den kinesiske eller tibetanske Side af Grnsen, at Ulykken er sket. For at forhindre dette havde de indiske-birmesiske Regeringsmyndigheder nu enten helt forbudt Overskriden af Grnserne (som f. Eks. havde vret Tilfldet med en af Sven Hedins Ekspeditioner til Tibet) eller forlangt, at Evropere, der begav sig fra britisk til kinesisk Territorium, skulde have Soldater-Eskorte med til Grnsen, for at den britiske Regering kunde dokumentere, at en eventuel Forsvinden ikke var sket paa engelsk Grund. Helt at forbyde mig at gaa ind i Kina vilde Deputy-Commissioner ikke, men han forlangte, at jeg fik Eskorte med til Grnsen, og dette Forlangende kom mig ubelejligt. Af flgende Grund:

31

Som allerede nvnt var det mig om at gre at komme saa ubemrket som mulig ind i Kina og at gaa uden Postyr igennem Landet. Kom jeg nemlig som en Standsperson med Eskorte og stort Pas, vilde jeg hjst sandsynligt ikke nogensinde kunne faa rystet Mandariner og Jamenlbere af mig, jeg vilde blive officielt modtaget og alt vilde blive stillet op" for mig, jeg vilde blive holdt fjrnt fra det jvne Folk, som det netop var min Hensigt at leve sammen med, og Rejsen vilde vre, om end ikke spildt, saa i al Fald forringet. Overrasket og ikke saa lidt mismodig modtog jeg derfor Kommissrens Meddelelse om, at han vilde give mig en Eskorte med til Grnsen. Mit kinesiske Pas fandt han intet at indvende imod. Det var i den sknneste Orden, og fornemmere Pas har jeg heller ikke hverken fr eller senere haft at rejse paa. Det var udstedt af den kinesiske Gesandt i England, Lord Li, et Dokument paa kinesisk Papir saa strkt som Lagenlrred og saa stort som en Dug, med sknne sorte Tuschtegn og forunderlige violette Stempler og drabelige blaa Drager og Krller og Kruseduller. Der medfulgte, da jeg modtog det igennem det danske Gesandtskab i London, en Oversttelse paa Engelsk, og der stod i det, at jeg skulde have fri og uhindret Adgang til det kinesiske Riges Provinser Jynnan, Szetshwan, Hupee og Nganhwei, og at enhver vrighed ved Vejen skulde yde mig Hjlp og Sttte efter bedste Evne. Men netop i Kraft af Passets Fornemhed fandt Kommissren det dobbelt paakrvet, at jeg fik Soldater med, saa jeg i god Behold kunde overgives i Kinesernes Varetgt. Men som sagt dette var ganske imod mine Beregninger og mine Interesser, og jeg protesterede og snakkede afvekslende godt med den hje Embedsmand, jeg appellerede til hans gode Hjerte og hans klare Forstand, jeg talte til ham som Menneske og som Journalist, og tilsidst gik han virkelig ind paa at lade mig drage afsted i Stilfrdighed, imod at jeg hjtideligt lovede ham, at han aldrig skulde hre et ondt Ord, hvis jeg skulde forsvinde undervejs, hverken af min Familie eller min Regering. Og det Lfte maatte jeg endvidere give ham, at jeg skulde sende ham et Telegram fra den frste kinesiske By, hvor der fandtes en Telegrafstation. Fik han ikke inden en bestemt Tid en Efterretning fra mig, vilde han foretage en Eftersgning.
32

Og maa jeg saa," sluttede han, til aller sidst anbefale Dem at tage Dem i Agt for Tigrene. Bjrgene omkring Taipingfloden er snart det farligste Sted i hele For- og Bagindien, og i den sidste Tid er Tigrene bleven saa nrgaaende, at Kachinerne snart ikke tr komme her ned til Byen. Forleden Dag sprang en Tiger op paa Missionr Roberts Pony, da han ved hjlys Dag kom ridende fire miles uden for Bhamo. Han vltede ned og rendte sin Vej, men Ponyen blev dt. Altsaa, nu ved De det! For Resten skal jeg give Dem en Soldat, som er en god Skytte, med paa Vejen. Det kan De vel ikke have noget imod, Mr. Cocksure! De kan sende ham hjem, naar De ikke vil have ham med lngere!" Nste Dag, i en henrivende Morgenstund drog jeg glad og vel tilpas i Spidsen for min lille Karavane ud af Bhamo. Den lange Spaseretur var begyndt. Min Karavane bestod af fire Muldyr, en Pony, en Boy, en Muldyrdriver og saa Soldaten. Paa Muldyrenes Klvsadler var anbragt alt mit Pik og Pak: Feltseng med Rullemadras, to tykke Uldtpper og Moskitonet, en Feltstol men intet Feltbord, da jeg kunde benytte mine Kasser som Bord, Kkken- og Spisegrejer, personlig Garderobe, et lille Feltapotek, Bger og Skrivemateriale, Kikkert, fotografisk Udstyr (heriblandt det foran omtalte Optagelsesapparat til levende Billeder og Films), lidt Fdevarer og endelig mine Penge, der udgjorde en slet ikke saa ringe Vgt, eftersom det var klingende Mnt, nemlig indiske Slvrupee. Men herom skal jeg fortlle senere. Det hele var pakket i Kurve og Kasser med Hngelaas, og alt var indrettet saaledes, at de lige saa godt kunde lsses paa Klvsadler som bres af Lastkulis. Af Fdevarer medfrte jeg kun Sukker, Salt, Karry (til at tilstte Risen), en Daase Suppeterninger, et Par Glas Syltetj (ogsaa til at tilstte Risen, saa den som Riz-a-lamande kunde blive til en helt ny Ret, nrmest Dessert) og to Flasker Cognac at bruge som Medicin. Jeg vilde ivrigt leve af det, jeg kunde faa, hvor jeg kom frem. Det blev vel ikke andet end Ris, Hns og The, men kunde Kineserne leve heraf, saa kunde jeg vel ogsaa. Vaaben medfrte jeg som sagt ikke, hermed forstaaet Skydevaaben, thi ganske vaabenls var jeg ikke. Hngende i en Strop over Armen havde jeg et i og for sig voldsomt Vaaben. Det saa

33

imidlertid saare uskyldigt ud og maatte ogsaa forekomme enhver ganske naturligt, efter som jeg havde en Ridepony med, nemlig en Ridepisk. Men Snrten var af skarptskaaret, hrdet Oksehud og i Skaftet var indflettet to Blykugler, saa den var en fuldkommen Totschlger, naar jeg vendte den om og slog med Skaftet. Ponyen frte jeg med, for at Kineserne der bl. a. vurderer en Mands sociale Standard efter hans Karavanes Strrelse kunde se, at jeg ikke var en ren Fattig-Per-Eriksen. Min Karavane var nemlig i Forvejen saa beskeden, at jeg stod i Fare for alene af den Grund at miste mit Ansigt. Skulde jeg blot nogenlunde bevare Respekten og Anstanden, maatte jeg i ethvert Fald aldrig undlade at komme ridende ind og ud af Byerne. Derfor havde jeg kbt Ponyen. Jeg havde faaet den paa Markedspladsen i Bhamo, men saadan som jeg modtog den, skulde den nu ikke stte videre Kulr paa Optoget. Den var nemlig langhaaret og ludende, mager og forslidt, havde gaaet alle sine trlsomme Dage i en Bomuldskaravane og havde for lngst drysset sin Selvflelse bort paa Kinas trange Muldyrstier. Men den saa saa rar ud, og den saa paa mig, da jeg trakterede den med en Bananskrl, med et Par jne saa blide og saa bedende, som vilde den sige: Er du ude for at finde en god Ven, kre Herre, saa tag mig! Jeg vil ikke skuffe dig! Tag mig ud af denne Trldom, og jeg skal knejse med Hovedet og vrikke med Bagdelen, naar jeg brer dig ind og ud af Byerne, saa alle kan se, hvad du er for en stor og fornem Herre. Og skulde du undervejs stde en Taa eller brkke et Ben eller bare fle dig trt Kina er et stort Land, Herre, og meget kan ske der inde! saa skal jeg bre dig saa bldt som en Bomuldsballe og vre din lydige Slave!" Ja, alt det lste jeg i Ponyens sagtmodige jne, og saa kbte jeg den. Den kostede ikke meget, 60 Rupee (det var lidt mere end lige saa mange Kr.), men det var ikke desto mindre sikkert Halvdelen for meget, for enhver af de durkdrevne Muldyrdrivere, der hang rundt omkring paa Bhamos Markedsplads, kunde jo nok med et halvt je se, at jeg ikke var en daglig Pranger paa Pladsen. Hvad Boyen angik, da fik jeg ham paa en omtrent lige saa dramatisk Maade. Eller rettere sagt, jeg fik to. Den frste blev mig
34

anbefalet af en Missionr. Det var en Madrassi, en frygtelig Hykler og en topmaalt Gavtyv. To Dage efter at han var kommet i mit Brd, stjal han mit Guldur og 135 Rupee og forsvandt over alle Bjrge. Men Gulduret var af den Slags til 25 Kr. Dusinet (jeg havde et Par Dusin med at uddele, taget op af aller hjst egen Lomme, som fyrstelige Belnninger til Folk, der havde gjort mig Tjenester), og de 135 Rupee var billigt sluppet, for i Tide at blive af med en Trosflle, der vilde have voldt mig flere Sorger og Bekymringer end alle Kinas 400 Mill. Hedninger tilsammen. Nr.-2-Boy fik jeg igennem Head-Boyen i Circuit-House. Han var en renlivet Kineser, og for Guderne maa vide hvilken Gang! fik jeg bekrftet, at det er Kineserne, man skal holde sig til. Boy i Ordets egentlige Betydning kunde man nu ikke kalde ham, for han var mindst 40 Aar, og Fancy" var han ikke, men han kunde koge lidt og tale lidt Pidgin". Det var alt, hvad jeg kunde vente at finde i Bhamo, og en hel Rkke andre gode Egenskaber hos ham fik jeg lidt efter lidt je paa. Jeg gav ham Navnet Jakob, og det har jeg senere til Erindring om ham kaldt alle mine Boyer, thi jeg skylder ham i vsentlig Grad, at jeg slap saa lykkeligt igennem, ja, i et enkelt Tilflde endda mit Liv, og jeg vil saalnge jeg lever, ikke glemme min frste Jakob", hans grimme Ansigt med de skve, gode jne, hans knoglede Skikkelse, hans aareknudede Ben, men navnlig aldrig denne jvne, simple Kinesers rlighed og Trofasthed, hans Godhed, hans Omhu og frst og sidst hans Takt. Et eneste lille Eksempel herpaa maa jeg allerede her nvne. Da jeg opdagede Aareknuderne paa hans Ben og lagde Mrke til, at det af og til anstrngte ham at gaa, kbte jeg en Pony til ham, men han ngtede kategorisk at ride, naar jeg vilde gaa. Saa solgte jeg Ponyen igen, men det havde jeg dog ud af min Venlighed, at Jakobs Hengivenhed for mig herved blev sat endnu en Tak op. De frste tre Dages March, saa lnge vi var paa britisk Territorium, var den rene Fryd. Vejen var god, Naturen straalende, Bjrgene vildt forrevne og dejligt junglekldte, og Taiping, som kom styrtende ned mod Lavlandet og Iravadi, bragte en forfriskende Klighed med sig. For hver Dagsmarch kom vi til en udmrket DakBungalow, hvis Opsynsmand i Forbindelse med min Boy fik stillet et

35

herligt Maaltid paa Bordet, og Maden smagte, som den kun kan smage en trt Vandringsmand. Jeg kunde nsten betragte mig som Villaejer i Tropeskoven, thi jeg var hver Nat eneste Gst i Rasthusene, og uindskrnket Herre. Men en Aften var det nr gaaet galt. Nu, da jeg er bleven nogle Aar ldre, kan jeg ofte smile af Letsindigheder, jeg har begaaet under mange Rejser, men hver Gang jeg kommer i Tanke om den Aften, jeg for vild i Kachinbjrgene, har jeg en Fornemmelse af, at Smilet stivner, og det bliver koldt ned ad Ryggen. Om Eftermiddagen var jeg kommet langt forud for mine Folk, da jeg stod over for et Sted, hvor Vejen tvedelte sig. Begge Grene var tilsyneladende lige gode, og hvorfor jeg valgte den, der gik til hjre, ved jeg ikke, men da jeg nu en Gang var slaaet ind derpaa i Stedet for som fornuftigere vilde have vret, at vente, indtil mine Folk kom og kunde have anvist mig den rigtige Vej saa fortsatte jeg ufortrdent, ledet af en medfdt Stdighed, der har vret god nok, naar det gjaldt at overvinde Hindringer, men som ogsaa har spillet dens Indehaver nogle slemme Puds. Det var hen mod Solnedgang. Vejen blev ringere og ringere, men endnu skridtede jeg ud det bedste, jeg kunde. Forude saa jeg et Baal. Der var altsaa Mennesker. Det maatte vre Bungalowen. Men idet Mrket snkede sig over Jorden med den Pludselighed, der kendetegner Troperne, naaede jeg ikke til et fint Rasthus men til en beskidt lille Kachin-Boplads i en Lysning i Junglen. Saa godt, det lod sig gre ved Tegn og de Kachinord, jeg havde faaet fat paa i Nordsiam og Bhamo, forsgte jeg at gre de snavsede, halvngne og paa Grund af Haarmanken, der faldt dem som en Kalot ned over Ansigtet, skummelt udseende Skovmennesker forstaaeligt, at jeg sgte til Bungalowen ved Hovedvejen. Hver eneste levende Sjl i Lejren, som var samlet omkring mig, tog Del i Palaveren, de raabte i Munden paa hinanden, men pegede alle sammen ned ad en Sti, der bugtede sig stejlt nedad. Nu kunde jeg selvflgelig have overnattet hos dem, men jeg kunde jo ogsaa tage Chancen og prve at komme ned til Bungalowen og mine Folk og ordentlig Mad og en god Seng, som alt sammen nppe kunde vre langt borte, efter som Stien ganske aabenbart
36

maatte vre en Genvej ned til den Hovedvej, jeg burde vre slaaet ind paa ved Gaffelvejen. Jeg sagde altsaa Farvel og slog ind paa den anviste Sti. Men her havde jeg overvurderet mit Mod. Uhyggelig kan en Tropeskov vre selv ved Dag, vrre ved Nat, men hundred Gange uhyggeligere i Maaneskin. Og det var netop Fuldmaane den Aften. Maanens dde Slvskr laa over Skoven og fyldte den med Trolddom og Forhekselse. Forvredne Lianer og srtformede Blade tegnede fantastiske Figurer op mod den hvide Himmel, og de kulsorte Skygger og de snehvide Pletter paa Stien uden mildnende Overgange blndede og forvirrede, saa jeg hvert jeblik for tilbage i den Tro, at jeg lb mod et Tr. Den tunge hidsende Skovduft slvede mine Sanser, og den store Stilhed, som aflste Papegjernes sidste Skrig og Abernes Aftensnak, fik de mindste Lyde til at vokse op til Farer, der nrmede sig, og mine egne Skridt til at runge, som maatte de vkke al Junglens onde Aander. Deputy-Commissioners Advarsel mod Kachinbjrgenes Tigre flammede op i mit Sind, og alle de Tigerhistorier, jeg havde hrt i mit Liv, kom pludselig vltende ind i min Erindring, men der var navnlig to, som med pinlig Paatrngenhed blev ved at fare rundt i min Bevidsthed, nemlig at Tigre var srlig rovlystne straks efter Solnedgang, og at de elskede at ligge paa Lur ved Junglestier. Det varede ikke lnge, fr jeg saa grnne Tigerjne over alt, foran, bagved og til Siderne. Jeg forstrkede min Gang. Mest havde jeg Lyst til at lbe. Men jeg var klar over, at saa vilde jeg jeblikkelig gaa paa Nsen, og jeg havde da endnu saa megen sund Sans i Behold, at jeg var klar over, at begyndte jeg frst at lbe, vilde den sidste Rest af Selvbeherskelse vre tabt, og panisk Skrk gribe mig. Jeg tog min Kniv frem og lukkede Storbladet op. Jeg medfrer altid paa Rejser en ordentlig Mandfolke-Lommekniv, og det stttede lidt at gaa med den i Haanden, ikke fordi jeg mente at kunne drbe en Tiger med en Lommekniv, men den kunde da altid bruges til en Slags Forsvar. Mere bragte det mig dog til Besindelse, at jeg tvang mig til at gaa langsomt og lidt efter at staa stille og roligt se mig omkring.

37

Det kinesiske Pas, hvorpaa Holger Rosenberg vandrede igennem Kina. Det er udstedt af den kinesiske Gesandt i London, Lord Li, og glder for fri Passage tvrs igennem Midtens Rige". Passet er trykt paa haandgjort kinesisk Papir. Rosenbergs Navn findes med kinesiske Skrifttegn under" Teksten, d. v. s. forneden til venstre.
38

Hvor lnge Vandringen ned igennem den forheksede Skov varede, er jeg endnu ikke i Stand til at afgre. Den forekom mig en Evighed, men tog nppe mere end tre Kvarter. Men det ved jeg bestemt, at da jeg naaede ud paa Hovedvejen lige ud for DakBungalowen, flte jeg mig som vaagnet af en rdselsfuld Drm. Der er dog noget, jeg endnu senere vil glemme end denne lykkelige Opvaagnen, og det er Synet af mine Folk, Boyen, Soldaten og Muldyrdriveren. Ubetvingelig brd jeg ud i en rungende Latter, og jeg kan endnu ikke lade vre at smile, naar jeg tnker paa dem. Hvis man kan tale om, at en farvet kan blegne, saa var disse tre Mnd hvide af Rdsel. Min Forsvinden vilde nemlig ogsaa vre deres voldsomme Udslettelse, selv om de var nok saa uskyldige i min Dumhed. Men endnu en Grad blegere blev de, da de saa mig komme ud af Skovbrynet. Hvis der nogensinde har vret Mennesker, der tror at have set et Spgelse, saa var det de tre uden for Rasthuset i Kulichet i Kachinbjrgene den Maaneskinsnat. Paa Tredjedagen fra Udrejsen af Bhamo naaede vi lykkelig og vel Grnsen. Paa den kinesiske Side laa der en faldefrdig Lerhytte. Det var Toldstationen. Et Par pjaltede Mandfolk eftersaa mit Pas, der tilsyneladende imponerede dem, og afkrvede mig en Afgift paa 2 Rupee pr. Muldyr. Om nogen Undersgelse af min Bagage var der ikke Tale. Vi kunde gaa videre. Ved Toldstationen laa et lille Thehus. Uden for stod der nogle Trborde og Trtaburetter af forskellig Hjde, og med velberaad Hu satte jeg mig paa den hjeste Taburet. Ogsaa Bohavets Hjde var nemlig nu er det antagelig noget forandret en af Maalestokkene i Kina for en Mands Vrdighed. Ikke meget demokratisk men ganske praktisk! Jeg satte mig altsaa paa den hjeste Stol ved det hjeste Bord og bestilte The. En uendelig snavset Kvinde kom stolprende paa sine Dukkefdder og sknkede af en Kedel kogende Vand ned over nogle Theblade i en hankels Kop, hun satte en anden Kop med Bunden i Vejret over Thekoppen, og igennem den imellem de to Kopper frembragte Spalte drak jeg denne min frste virkelige Kinathe. Den hverken smagte eller saa ud som europisk The. Den var lysegul, af en krydret-bitter Smag og uden Sukker. Efter som jeg tmte Koppen, kom Kvinden og sknkede nyt Vand paa, og saaledes drak jeg en halv Snes Kopper The. Saa betalte jeg

39

med en lille indisk Slvmnt, et 2-Anna-Stykke, saa stor som en gammeldags Tire, og derpaa fik jeg tilbage en god Haandfuld Smaapenge. Min Forbavselse var stor, men jeg skulde snart erfare, at Regnestykket var rigtigt, thi jeg var kommet til Landet med Verdens laveste Levefod, et Land, hvis daglige Mnt, en Broncemnt med et firkantet Hul i Midten, kaldet Cash, var saa ringe af Vrdi, at der paa det Tidspunkt gik 35 paa en Penny. Som med Mnten, saaledes skiftede bogstavelig ogsaa alt mulig andet Karakter i det jeblik, jeg passerede den kinesiske Grnse. Vejen blev til en elendig Sti, Menneskeboligerne blev til faldefrdige Rnner, Junglen paa Bjrgsiderne var ryddet og aflst af Terrassemarker, og de lette, lyse Solskinsbrn i Birma blev til forslidte, tunge, triste Mennesker, arbejdende med Hakke og store Bflers Hjlp i deres Jord eller trllende under vldige Byrders Tryk paa Ryggens Saddel eller Skuldrenes Aag. De frste otte Dages Vandring i Kina gik igennem en frugtbar Dal stadig gennemstrmmet af den klare og kolde Taiping og tt befolket med Shan-Kinesere. Paa Vejen var der en levende Trafik af Muldyrog Pony-Karavaner belsset med The, Huder, Bomuld og Tmmer, og Lastkulis med Ris og Saltblokke og Brndsel og Pottemagerarbejde og mange andre Ting. Jeg overnattede i Kroerne i de Byer, der var Endepunkter for en Karavane-Dagsmarch. Hen mod Aften strmmede Mennesker og Dyr fra begge Sider til disse Byer, fyldte Kroerne og belejrede Gadeboderne. For mig var dog altid det bedste Rum i den bedste Kro parat til min Modtagelse, og jeg undredes derover, indtil jeg opdagede, at Jakob sendte Bud i Forvejen med hurtiggaaende Mandarin-Karavaner for at meddele Kroejeren, at en fremmed Mandarin af enestaaende Fornemhed og med et kolossalt fint Pas var i Farvandet. Kroerne var snavsede, stinkende, fyldte med Rotter og Utj, og Privatliv var der intet, der kunde kaldes, for selv om jeg boede i den inderste og hjeste Gaard, saa havde jeg altid Mennesker tt omkring mig, min Dr var ikke til at aflaase jeg har aldrig i Kina ligget bag en aflaaset Dr! og Vggene i mit Vrelse var Silkepapir. Selv disse myldrende Masser af de simpleste Kinesere, der altid omgav mig, disse fattige Stympere, der henlevede deres Liv paa Landevejene
40

og i Kroerne, var dog saa taktfulde og hflige, at de snarere hjalp end fortrdigede denne fremmede, som trngte sig ind i deres Land, og de havde Egenskaber, som vakte min Godhed og Sympati. Hertil kom og det var det vigtigste! at jeg her kom til at leve i saa nr Berring med den jvne Kineser, at dette Liv i Kroerne var af den strste Interesse for mig. Med Levemaaden gik det ogsaa godt. Jakob var ikke nogen Kogekunstner som salig Fancy", men han var en Mester til at faa fat i Hns og g, og han forstod at koge Ris, saa den svulmede som en Sky og duftede som en Hstak, og naar jeg om Middagen spiste den med Karry og om Aftenen med Syltetj, var den to vidt forskellige Retter. Hertil kom, at mit personlige Spisekammer lidt efter lidt udvidede sig til en ren Kinesermave, det vil sige en Harmonika, der kan optage et ganske anderledes Kvantum Risengryn end en Nordbos uelastiske Kdmave. Kineserteen kom jeg til at holde mere og mere af. Den var varmende og opstrammende, og mindst en halv Snes Gange i Dagens Lb satte jeg mig foran et af de utallige Thehuse ved Vejen og fik mig en Hjrtestyrkning, der foruden alle dens andre gode Egenskaber havde den, at den var billig. Den kostede nemlig 2 re. Med Fdderne gik det udmrket. Gammel Vandrelyst og Trningen i Siam hjalp mig til snart ikke blot at kunne holde Skridt med min Karavane, men ogsaa til, om jeg havde Lyst dertil, at komme langt forud, og her i Kina var der ingen Fare for at gentage Letsindigheden i Kachinbjrgene, for her var kun en og den samme Vej, nemlig den ldgamle Karavanevej, og Sidevejene var kun elendige Enmands-Stier. Dagsmarchen var her paa forholdsvis flad Land 40-45 Kilometer. Vi startede Kl. 7, gik til Middag, hvilede to Timer og fortsatte saa til Solnedgang. Paa Ottendedagen efter at have overskredet Kinagrnsen, naaede vi den frste store By, Teng-jyh-eh. Hvordan vilde jeg der blive modtaget? Vilde min lille Pony nu holde de Lfter, den havde givet mig paa Markedspladsen i Bhamo? Og hvor skulde jeg tage ind? Her var mange Sprgsmaal af afgrende Betydning. Der var en Telegrafstation i Byen, vidste jeg, der vilde jeg straks tage hen for at forhre, om der skulde vre noget Budskab til mig, men ivrigt lade

41

Skbnen raade. Man bliver Fatalist paa den Slags Rejser. Ellers maa man for Resten ogsaa hellere blive hjemme. Uden for Byen ordnede vi os for at fylde saa meget som mulig og faa en passende storsnudet Mine lagt an. Forrest gik Jakob for at bane Vej og udraabe min Pris, derefter jeg selv hjt til Hest, saa Muldyrene og Driveren som Arrire-garde. Indtoget foregik igennem Sydporten, der er den fornemste i en Kineserby som i Salomons Tempel og Moskeen i Mekka. Sydgaden var stopfyldt med Mennesker. Der handledes og skraaledes, og Livet var paa sit hjeste, men idet jeg viste mig, forandredes hele Billedet. Kbmanden forlod sit Regnebrt og Skomageren sin Lst, Grnthandleren sine Kurve og Spisevrten sine Potter og Pander. Bageren lod sine Risklatter brnde paa, Slagteren lod Kniven, hvormed han parterede de vmmelige Indvolde, han solgte som Menneskefde, synke, Barberen lod Kunden sidde med halvt raget Hoved, Doktoren rejste sig fra Bordet med hans undergrende Mediciner, Muldyrdriverne stoppede deres Karavane, og selv Hundene tabte Hovedet og glemte at g. I Telegraf stationen laa en Besked fra den britiske Konsul, om jeg vilde vre hans Gst. Teng-jyh-eh var for nylig bleven en aaben By", og England havde allerede oprettet et Konsulat i Byen. I en elskelig og hjt begavet Englnders Hus det var fuldkommen kinesisk, men udstyret med fin evropisk Smag tilbragte jeg nogle behagelige og meget indholdsrige Dage. Mnd af Kinas hjeste Selskab mdte jeg i Konsulatet. Det var jo ogsaa af stor Interesse, men mit Bekendtskab med Taotai Li-Wan-Chang, Distriktets hjeste vrighed, havde en Skyggeside, som jeg straks skal komme til. I Teng-jyh-eh skiftede jeg fra Muldyr til Lastdragere. Dels var dette bedre i de Bjrge, vi nu skulde igennem, dels var det billigere. I en Kulihong sluttede jeg Kontrakt om fem Kulis til at gaa med mig til Hovedstaden i Jynnan. Betingelserne var flgende: Hver skulde bre op til 70 Catties (ca. 45 kg) til en Dagln af 36 Taelscent (75 re) paa egen Forplejning og egen Tilbagerejse. Hviledage skulde betales med 100 Cash. Rejsen skulde gres paa 25 Dage. For hver Dag, de gik hurtigere, skulde jeg betale dem en Dags ekstra Ln. Flskepenge"
42

lovede jeg dem to Gange under Rejsen. Jeg havde med Vilje givet mine Kulis en lille Ladning, for at vi kunde komme hurtig frem og de kunde vre tilfredse. Fuldt lastede Rejsekulis brer op til 75 kg og tungt lastede Lastkulis ofte langt over 100 kg. Og for at mine Lsere kan danne sig et Skn om en kinesisk Lastkulis Arbejdsvilkaar, vil jeg grne omstte ovennvnte Tal i et lettere forstaaeligt Maal. For at gaa en Kilometer med et halvt hundrede Kilogram paa Nakken tjente en af mine altsaa favoriserede! Kulis 2 re, hvoraf han selv maatte betale Kost og Logi, og skulde han gaa hjem igen uden Ladning, vilde Fortjenesten endda gaa ned til det halve pr. km. Afrejsedagens Morgen trnede de fem Kulis op i Konsulatets Gaard. Ved frste jekast var de alt andet end tillidindgydende. Kun en var ikke pjaltet, og de fire andre var rene Lazaroner. Men jeg var allerede den Gang godt paa Vej til at indse, at i Kina mindre end noget andet Sted paa Jordkloden skal man skue Hunden paa Haarene, og Tiden lrte mig, at bedre Ledsagere kunde aldrig nogen rejsende nske sig. De samme fem fulgte mig hele Rejsen op til Jangtse-kiang. I Jynnan-fu sluttede jeg ny Kontrakt med dem paa samme Betingelser, saa de gik med mig 63 Dage plus 10 Hviledage og langt over 2000 km. Paa den mindevrdige Morgen, da jeg i Teng-jyh-eh for Alvor begyndte Vandringen ind i det mrke Kina, marcherede der op foruden mine Kulis en hel lille Hr af Jamenlbere og Soldater. Det var Taotaiens Vrk. Nu sad jeg i Saksen, nu var sket, hvad jeg havde frygtet, nemlig at jeg skulde blive omgivet med en Eskorte og aldrig slippe af med den igen. Vel var det et pragtfuldt Optog, der drog ud af Teng- jyh-eh, frst to Jamenlbere, som med Vrl og Nvestd banede Vej for den hje Herre til Hest, saa Jakob og to Soldater med vldige Muskedonnere og Patronblter over hele Kroppen, derpaa de fem Kulis og tilsidst atter to Soldater, men jeg forbandede alligevel den Dag, da jeg havde mdt Li-Wan-Chang. Hvor mange Rvestreger, jeg end fandt paa for at slippe af med mine uindbudte Beskyttere", var det mig nemlig umuligt at faa dem rystet af. Den ene Bys Eskorte aflste den anden. Strrelsen af den kunde veksle og ogsaa Kvaliteten, lige fra Drenge til Oldinge, fra ynkelige Patienter til Fanden-i-Voldske Svende, fra Sjovere med ubrugelige Gevrer til rigtige Soldater, men de var paa

43

Pletten, naar jeg drog ud af Byen, og de veg ikke fra mig, de sjoskede i Hlene paa mig og delagde min Glde over Guds yndige Natur ved grimme Lyde og ilde Lugt, og de gik mig tilsidst saadan paa Nerverne, at jeg af og til fortrd, jeg ikke havde en Revolver med. Men det vrste var, at jeg nu var en Standsperson, som skulde finde mig i Mandarinbesg og Opmrksomheder og den Slags. Til alt Held var dog det Land, jeg nu kom igennem, tyndt befolket og fattigt, Byerne smaa og usle og Embedsmndene faa. Fire af Asiens strste Floder, Iravady, Salween, Mekong og Jangtse-kiang, kom styrtende fra Verdens Tag" ned igennem det vldige Bjrgland, vi gik igennem, og to af disse, Salween og Mekong, skulde vi over. De lb nsten parallelt, knap med 100 km Mellemrum, men hje Bjrgkder adskilte dem, saa vi hver Dag maatte et Tusind Meter op og ned for at komme frem. Strngt var det at kravle ned og op ad de halsbrkkende ZigZag-Stier, saa meget mere, som Vejene var i en elendig Forfatning. Den ldgamle Brolgnings store Stenblokke, maaske lagt lnge fr den vrige Verden kendte Landeveje, var revet op og ikke fornyet, saa vi ofte for Snese af Kilometer maatte springe fra Blok til Blok, der af Millioner af Straasandaler og Muldyrhove var slidt saa blanke og glatte som en Gravsten. Men Landskabet var af en betagende Storhed, og navnlig var Synet fra Bjrgkammene ned over de mrke Dale med de store Floder som et Slvbaand i Bunden af en enestaaende Sknhed. Ofte var Bjrgsiderne bevoksede med henrivende Plantevkst om end aldrig med Storskov, fordi Kineserne igennem Aartusinder har hugget ethvert Tr, der blot var nogenlunde brugeligt til Brndsel. Jeg husker srligt, at flere af Bjrgtoppene var dkkede af Rhododendron saa store som velvoksne Kirsebrtrer. De stod netop i fuldt Flor, og det saa ud som var der lagt et bourgognerdt Tppe over Bjrgene. Blomsterne dryssede ned over Stien, saa vi vadede som i Vin. Det var nogle fle Byer at overnatte i. Kroerne var Mddinger. Intet kunde vi faa at kbe, og fryse som en Hund gjorde jeg, endsknt jeg gik i Seng med alt det Tj paa, jeg overhovedet havde med. Men Jakob og mine gode Kulis var min Trst og Opmuntring. Aldrig gnavne, aldrig misfornjede men altid hjlpsomme og venlige
44

var de mig et Forbillede paa, hvordan man br tage Livet, og kunde de faa Lov at hjlpe mig med at optage levende Billeder, som de meget hurtigt opdagede, hvad var, var de ovenud fornjede. Men navnlig var deres rlighed mig en Lre, som har bevirket, at jeg altid har taget til Genmle, naar nogen har talt ilde om Kinesere, og den havde bl. a. den praktiske Virkning, at jeg snart overlod Jakob hele Pengevsenet. Som fortalt udgjorde mine Penge en vsentlig Del af min Bagage. Det var indiske Slvrupee, og indtil Teng- jyh-eh var disse god Betaling, men paa den anden Side kunde de ikke bruges, saa jeg vekslede dem i Teng- jyh-eh om med Slvklumper stbte i Form som en halv Valnd. Disse Klumper kunde altid hos Gadeveksellererne byttes med Cash. For en Klump fik jeg 2-3000 Stykker trukket paa en Snor i Hundreder. Jakob besrgede Vekslingen, bandt Cash-Snoren om Livet og betalte ud af den, saa lnge der var nogen paa den, hvorpaa han fik en ny Klump. Jeg var Hovedkasserer, men skjules kunde det naturligvis ikke, at Slvklumperne var fordelt i alle Kurvene og Kasserne. Dette var en Forsigtighedsforanstaltning for at jeg ikke skulde staa helt blottet, hvis det Tilflde skulde indtrffe, at Kassemesteren" stak af med hele Beholdningen. Men der var ingen Fare! Mine Folk passede paa mit Slv, som var det deres eget, og jeg tror ikke, Jakob har snydt mig for en eneste Cash under hele Rejsen. Kineserne troede, at jeg var Lge. Dette var ganske naturligt, for de fleste Missionrer, der virker i Kinas Indre, er Lge-Missionrer. Hvor som helst jeg slog mig ned, ved et Thehus, hvilende ved en Vejkant eller stoppede i en Kro, samledes derfor forhutlede og syge Mennesker om mig for bnligt at bede om Hjlp. Krblinge, Kretinere, Kropsyge og udhungrede, Mennesker med saa rdselsvkkende og uhyggelige Sygdomme, at jeg vilde forsvrge, saadanne Sygdomme fandtes, havde jeg ikke set dem med egne jne, kom i ttte Skarer. Hjlpe Staklerne for deres legemlige Skavanker kunde jeg jo desvrre ikke, men det kunde jeg, endda uden selv at komme til at lide Nd, dele min Overflod af Cash med dem. Det er ingen Sag at blive anset for en Barmhjrtighedens Gud, det gaar igennem Landet, naar det ikke koster mere end nogle re at hjlpe et Menneske til Fde for en hel Uge. I Hungersndegnene fandt baade

45

Pigesalg og Pigemord Sted. Jeg saa det selv. Prisen paa en lille Pige var knapt 20 Kr. I Chao-tung saa jeg en Hund de en lille Piges Lig, som i Nattens Lb var kastet ud over Bymuren. Til Sui fu ved Jantsekiang naaede jeg paa den 63. Dag fra Afrejsen fra Bhamo. Her tog jeg ind paa China Inland Missions" store, smukke Station hos den venlige MacEntyre og hans elskelige Kone. Et Bad, en proper Seng, et pnt dkket Bord er der nogen, der kan begribe, hvor saadanne Ting, som dog de fleste Mennesker finder naturlige, kan smage, naar man blot en kort Tid har maattet undvre dem? Min lille Pony solgte jeg for et Par Slvklumper til en Mand, som Mr. MacEntyre lovede vilde behandle den godt, og mine fem Kinesere, der havde slbt alt mit Kram, Nellerd-Snedkerens Kukkasse og Ole Olsens nu eksponerede Films tvrs igennem Sydvestkina, afbetalte jeg, gav dem en god ekstra Ln og hver et Guldur af Dusinet og saa skiltes jeg fra dem som fra gode Venner. Med oprigtig Sorg og dyb Taknemlighed sagde jeg Farvel til Jakob, og selv i Afskedsstunden havde jeg et Eksempel paa hans rlighed og retskafne Sindelag. Den frste Tredjedel af sin Ln havde han faaet udbetalt i Bhamo, den anden Tredjedel skulde han have udbetalt i Jynnan-fu, og den sidste i Sui-fu, men i Jynnan-fu bad han mig om at beholde Pengene, da han ikke havde Brug derfor. Nu ved Rejsens Slutning skulde han altsaa have udbetalt to Tredjedele. Men da jeg vilde betale ham, bad han mig om at tage Pengene med til Shanghai og derfra sende dem til hans Familie i Bhamo. Han vilde tjene sig hjem igen, og brd sig ikke om at gaa med saa mange Penge paa sig. Pengene vilde forvrigt ogsaa komme hurtigere til Bhamo fra Shanghai end fra Sui-fu. Ja, det skal jeg grne," sagde jeg, men du ved jo slet ikke, om jeg sender Pengene!" Hvorpaa han ganske rolig svarede: Du vil ikke narre mig!" Saa skiltes vi. Vi vil aldrig mere ses, men glemme ham vil jeg heller aldrig. I Sui-fu begyndte Regnen, og i al den Tid, jeg sejlede ned ad Jangtse-kiang, styrtede det ned, som skulde Verden druknes, men Fodturen havde jeg dog faaet gennemfrt inden Regnen, og derover maatte jeg jo vre lykkelig. Slap jeg nu blot nogenlunde velbeholden ned ad den store Flod, kunde jeg vre glad over vel gennemfrt Tur. I Sui-fu lejede jeg en Wupan, en Husbaad lidt strre end en
46

Sampan, til at bringe mig til Chung-king. Allerede den frste Dag, jeg var ombord, opdagede jeg, at Wupanen var en fuldkommen Plimsoller, som blot havde den Fordel, at den var saa simpel, at selv den njsomste Flodrver ikke vilde finde paa at udplyndre den, fordi det afgjort ikke kunde betale sig at ofre et Knivstik paa nogen, der kunde vre bekendt at bruge en saadan Smadrekasse. Jeg opdagede tillige, at Kaptajnen var en uforbederlig Opiumsryger, og at hans Bestning fire Rorkarle, der arbejdede paa Fordkket var en Flok dovne Drabanter. For en sidste Gang nskede jeg, at jeg havde haft en Revolver med. Men jeg havde da endnu min Ridepisk, og den viste sig fuldt tilstrkkelig til at bringe hele Banden til Besindelse. Da Kaptajnen og Bestningen nemlig den anden Dags Formiddag havde ladet mig sidde og vente i Wupanen i tre Timer, mens de laa og rg Opium i en Rnne i Land, gik jeg ind i Rnnen, gennempryglede Kaptajnen og drev ham og hans Folk som en Flok Faar ned i Baaden. Fra den Dag var der ikke noget i Vejen med dem. Men Sejladsen imellem Sui-fu og Chungking var alligevel de mrkeste Dage paa hele Rejsen. Min gode Boy var borte, og ingen havde jeg at tale med. Dag ud og Dag ind sad jeg som Hunden i et Hundehus under det bambusflettede Tag midtskibs og gloede, tilsidst fuldkommen tanketom, ud paa Rorkarlenes ngne Ben, der bevgede sig i Takt med Aareslagene, og ud over en regnpisket Flod, der i rasende Fart sendte uhyre Vandmngder iblandet uberegnelige Masser af Tibets og Kinas gule Jord ud mod Havet. Det var en Befrielse at naa til Chungking, Midtkinas vigtige Handelscentrum paa det hje Sandstensplateau, og herfra naaede jeg i en ny Wupan i Lbet af seks Dage lykkelig og vel til Ichang. Her mrkede jeg atter for Alvor evropisk Kulturs Indflydelse. Der laa bl. a. en lille Floddamper, som til min store Glde i Lbet af et Par Dage skulde afgaa til Hankow. I den gik jeg ombord, og paa halvandet Dgn suste vi ned til den store Havnestad, hvortil sgaaende Dampere af alle Nationer naaede op ad Kinas vldige Handelsvej. Fra Hankow sejlede jeg videre med en stor, elegant Floddamper under engelsk Flag, og knap tre Maaneder eller njagtig 83 Dage efter at jeg var draget ud af Bhamo i Spidsen for min lille Muldyrkaravane, gik jeg i Land i Shanghai.

47

Jeg skylder Nellerd-Andersens Minde og Ole Olsens Tillid at meddele, at de levende Billeder, jeg optog i Nordsiam og i Kinas Indre endnu den Dag i Dag hrer til nogle af de bedste Naturoptagelser fra de nvnte Steder.

48

Paa Hvalfangst med Eskimoer

af

Peter Freuchen
Polarforskeren Peter Freuchen har levet en stor Del af sit Liv mellem Eskimoer. I Reglen hrer man jo om disse Folks Vinterliv og Slderejser, Snehuse og degilder. Peter Freuchen skriver her om en Hvalfangst ved Sommertid, som han foretog sammen med Eskimoer i Hudson Bugten, hvor Menneskene ikke kommer ret meget i Berring med hvide Mnd, efter at Hvalfangsten med store Skibe er ophrt heroppe. Det kniber med Organisation og Disciplin, naar de ikke har nogen til at tnke for sig.

Saa var vi endelig nr nok. Vi hade brugt alle kneb og padlet med
aarerne, som sad vi i en kano. Ikke en lyd var hrt, ikke et plask i vandet. Og Ajor var rolig og fattet. Han slyngede harpunen som en grsk idrtsmand, og vi saa dens od forsvinde i hvalens spk. Det gav et plask i overfladen. Jeg saa dens todelte hale langt oppe i luften. Jeg hade indtrykket af, at den kom ned over os. Men den gled lige nedad; blev bare mindre, og uden krusning af vandet var det vldige dyr borte, og vi sad tilbage. Ikke uvirksomme, det srgede hvalen for, at vi ikke var. Linen, den lange line, der skulde sikre os byttet, rasede ud over to ruller henne for i baaden. Ned ad gik det, nedad og linen styrtede ud, fulgte kmpen saa langt den gik, og det rystede i den usle baad og skurrede, og vi hade nok med at holde os borte fra dens bugter. Linen laa i to kasser, skudt op i saa sknne ringe, som en eskimo kan gre det, og nu var det store sprgsmaal, om der var line nok. Men vi var i Hudson Bugten med det forholdsvis flade vand. Der er 100 til 120 favne dybt, og vi hade 200 favne tilsammen, saa der var haab om, at vi kunde rkke. Samson hade dog sin kse parat. Skete det, at linen lb ud, skulde et hug kappe den i snder; saa vilde hvalen gaa tabt, saa vilde vore

49

kostbare, uerstattelige redskaber vre fljten. Men vi vilde da redde livet selv. Og det er ogsaa noet vrd i hvert fald for os. Det var mig, der hade bekostet linen og harpunen gjort i stand. Jeg hade skaaret fire gamle liner i stykker og splejset to sammen af dem. Nu skulde de naa bunden, ellers saa det galt ud. Det var den vldige Grnlandshval, vi var efter. Nu hade vi ram paa en, og den maatte ikke mistes, saa vilde det blive suitevinter for os alle ... I to timer holdt hvalen sig nede, og ventetiden er svr at faa has paa. Ajor sad henne for og var en hvedsmand og befalende. Jeg, som hade plads ved en af aarerne, lyttede til hans ord og agtede paa hans vink; det var hele vintrens kdforsyning, vi hade i enden af den line, saa det gjaldt jo en del. Hvalfangst i Hudson Bugten er ikke saa forfrdelig gammel. Der var tider, da de store flaader af hvalfangere bare gik op til iskanten et steds i nord, saa var der nok at jage. Der var engang, da Spitzbergen saa mange tusind sfolk sommeren igennem, da kbmnd og gglere drog derop til de steder, hvor fangstmndene kom ind og brndte deres spk i store gryder og stuvede trannen paa tnder og ned i lasten. Fra det meste af Nordeuropa kom de; og med dem fulgte bdkere og sejlmagere, der var liv og foretagsomhed i de fjorde, der nu ligger de hen. For hvalerne kan fanges ud, og de kan jages bort fra de vante steder. Fra Spitzbergen drog man til Grnland, og her gik fangstturene lngere og lngere mod nord. Jeg husker fra min egen tid de sidste hvalfangerskibe af den gamle type. De kom fra Dundee i Skotland og besgte os i Thule hver sommer. Folk som kaptain Milne og kaptain Adams vil jeg mindes alle dage. Stovte mnd, men ogsaa dygtige, og de vidste selv, at deres erhverv krvede alt af dem. Nye tider dukkede op. Nordmndene med deres moderne fangstmetoder kunde selv skotterne ikke
50

konkurrere imod. Og det tiltrods for, at det var skotter, der har ord for at vre njsomme og sparsommelige. Forresten sejlede samme Milne i de sidste syv aar, uden at faa en eneste af de store Grnlandshvaler. Han fangede godt af andre ting, men de store hvaler var borte fra hans distrikter. De plejede disse Skotter at tage hjemme fra allerede i februar. Det var koldt, men det fik vre. Saa tog de op til sydstkysten af Baffins land, ud for Cumberland Sound. Det kaldtes South-West Fishing, og der laa de, indtil isen i Melvillebugten var til at trnge igennem. Saa kom de nord paa til os i Thule. Men Amerikanerne fandt paa at gaa ind i Hudson Bugten og se efter hval der. De fandt dem, og der viste sig at vre mange. Skotterne fulgte efter og Portugiserne og mange flere. Hvaler var der forelbig nok af, men de stakkels dyr kom til at ofre livet for den hvide mands fedtstoftrang. Nu er der kun faa tilbage, men heldigvis synes det, som om de har fred og har faaet lov at leve livet videre. Hudson Bugten dette vldige indhav er nemlig ikke ret stort set med en hvals maalestok. Vi maa huske, at denne hval, vi her taler om, er Grnlandshvalen, der ogsaa kaldes Rethvalen. Et umaadeligt dyr, og hjlpels i sin uhyrlighed. Hvaler stammer fra en tidsperiode af jordens historie, hvor det var nyttigt at have en vldig kropmasse, men hvor en ringe hjerne var tilstrkkelig. Begge dele har hvalen endnu, og i vor prosaiske tid er det netop to slemme svagheder. Grnlandshvalen lever ved iskanten eller gaar lidt ind i pakisen. Dens fde er vingesnegle og andet smaaskidt, man med en fllesbetegnelse kalder hvalfde eller kril". Det drejer sig om utrolige masser af dyr. De staar saa tt i vandet i bestemte lag, at det er umuligt at se igennem dem. Havet kan ligne blk, naar det er fyldt af de sorte vingesnegle, der ser morsomme ud, naar man tar dem op i haanden; nydelige med to udbredte vinger som sejl og gennemsigtige som flor.

51

Hvor maa det vre dejligt at vre hval! De dykker bare ned i havet, til de naar den dybde, hvor fden staar. Det er nemlig ganske bestemte lag, der kan vre fem meter tykke eller mere. De bestemmes vel af vandets temperatur eller saltholdighed eller andre forhold. Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at ovenfor eller under er der ingen vingesnegle. Men hvor de er, kan de staa tykt som grd. Der har hvalen saa bare som opgave at aabne munden. Den slaar tungen ud af halsen og piler fremad. Jeg har altid fundet, at det maa vre noet nr idealet af en tilvrelse at svmme rundt i sine livretter. For det er, hvad der sker her. Vandet i munden siler ud mellem de kendte barder, der sidder paa hver side i overkberne, og det spiselige holdes tilbage. Naar saa munden er fuld, smkkes den skuffelignende tunge ind som et slags laag, og saa er der ingen udvej for fangsten at smutte ud. Hvalen gaar saa op til overfladen og synker. Det sker ganske langsomt og velbehageligt, naar den ikke forstyrres. Den skal desuden ha luft og blser ud gennem nseborene, der vender opad. De sidder forskelligt paa hver slags hval, saa man kan paa lang afstand se, hvilken hval man har for sig. Og saa synker den gennem det lille svlg, der ikke gir plads til strre klumper. Alt indrettet paa velbehag i fordjelsen. Det viser, at hvalerne udvikledes i tider, hvor der var tid nok, og hvor nydelsen var i hjsdet. Nu gir det de lumske fangstfolk tid til at snige sig ind paa byttet. Fordi hvalen ligger der og bruger tiden til madglde. Netop hvad vi hade gjort med denne her. En hval gaar i reglen ret op mod strmmen, hvis den kan, naar den spiser. Saa kan man beregne, hvor den vil vise sig nste gang, den kommer op, og en spisende hval er lettest at fange. Den aner ingen fare og beskftiger sig blot med sit. Ned og op! Der er omtrent samme afstand mellem hvert sted, den dukker op, og den lber med ca. to smils fart i timen, naar det er en stor hval. Saa beregner man og flger efter den. Da er der spnding, naar man ror og slber og slider og raser for at flge med. Saa snart den er
52

oppe, holder man inde og hviler sig, for ikke at forstyrre den. Er hvalen frdig med at puste ud og synke og gaar ned igen, hiver man i aarerne paa ny, og hver gang man ser den komme op, er man det stykke nrmere. Snart er man saa nr, at man kan se hvalens vand". Det viser, hvor den er, hvilket ses paa, at utallige smaa bobler stiger op fra den dernede og forraader dens tilstedevrelse. Forresten ses tillige en masse sfugle, der flger med den. Der falder altid noet af, naar saa stor en herre fortrer af havet. Fuglene slaar ned om den og hjlper forresten til at dmpe dens agtpaagivenhed. Men hvalens vand" er tydeligt og bedrager ikke. Eskimoerne er meget bange for at komme til at krydse dette vand. De paastaar med stor bestemthed, at hvis man ror skraat hen over det, mrker hvalen det dernede, og vk er den. De er jo sky disse dyr, og optager aldrig frivilligt en kamp. De to ganske smaa jne sidder paa siden af hodet. Derfor kan hvalen kun se ud til siderne, og man kan godt komme til den direkte forfra, hvis man f. eks. er kommen forud for den. Men det er vanskeligt, og hvis den drejer sig en smule, opdager den baaden, og saa er den hval tabt. I det sidste kan man aldeles ikke bruge aarerne paa sdvanlig vis. Nej, saa vilde den strax hre det. Man tager dem stille ud af aaretoldene og bruger dem i haanden som en paddel i en kano. Det kan gaa rask endda, og man sidder saa med ansigtet fremefter og kan rette sig efter hvert vink af harpuneren. Han er nu den raadende mand og har ansvaret for udfaldet. Hos os hed han Ajor. Amerikanerne hade brugt ham i mange aar, og de kaldte ham By-Am-By, hvilket betyder saadan noet som Den sagtmodige; det svarede godt til hans karakter. Da vi var nr nok, slyngede han sin harpun, og saa var det, at vi fik lykke, og nu sad vi altsaa i vor baad og ventede og bare ventede. En sommerdag er ganske vist varm, men dog foregaar det hele i ishavet, og vandets temperatur er nul. Man begynder at afkles efter det strke slid i aarerne. Men det var jo min adkomst til at vre

53

tilstede. Passagerer blot som tilskuere var der ikke plads til. Men sikken en baad, vi her hade begiet os ud i. Den tilhrte en stormand ved navn Audlarnaq, og den bemandedes af hans venner. Selv sad han ved roret og styrede. Hans svoger Samson var chef for linen slet ikke noet uvigtigt job. Den skulde nemlig vre klar til at lbe ud uden trn af noen art. Eskimoer kan jo ofte glemme en tings vigtighed et jeblik. Og huer og vanter ja selv harpuner og andet ser man ofte smidt oven paa linen. De maa fjernes, og intet maa vre i vejen. Kvajlen skal ligge pinligt njagtigt. Vi andre var bare raa kraft og slidere uden anden forpligtelse end at holde ud og ikke vre for klodsede. Audlarnaq holdt god justits i sin baad, men han var ikke noen akkurat pertentlig baadsejer. Der var jo det kedelige, at vinteren i Hudson Bugten er saa lang, og saa krer man med hunde og glemmer let, at der kommer en sommer. Mangler man en stump tr af en eller anden art, faar man let fristelse til at nappe det af baaden. De frste aar er der bundbrdder og overfldige tofter; de gaar. . . Senere kan der af og til laanes noet, der senere maa erstattes, men det blir ikke gjort fr netop faa minutter, inden man skal ud i baaden. Og derfor blir det som resultatet var. Ja den baad var et unikum. Der var lapper af mange forskellige dimensioner og mrkelige trsorter. Mest stumper fra tobakskasser og sligt. To steder var der slaaet slskind for et hul. Det holdt vandet delvis ude, men man maatte naturligvis ikke trde lige paa dstte mfindtlige punkt. De forskellige pullerter var erstattede med hvalrosben og renshorn. Men det gik jo, og vi hade intet andet. Ja jeg er sikker paa, at Audlarnaq paa en hvilken som helst verdensudstilling vilde ha faaet prmie for sin baad som vidunderbaad. Men at den kunde bruges, saa vi jo selv. Og at den holdt vandet ude ofte halve timer ad gangen, fr der skulde ses, var et mirakel. Hver gang man hev i alle sex aarer, gav den sig og forgede sin lngde betydeligt, naar man gik fremefter
54

med aarerne. De forskellige sammenfjninger aabnedes nemlig. Men her viste det sig at vre af stor vrdi, at Audlarnaq benyttede baaden om vinteren til oplagring af spk. For den var ttnet af gammelt hrdet tran i alle furer, og det strakte sig som gummi. Med andre ord, vi sad godt i vort fartj langt, langt fra land. Og nu ventede vi bare paa, at vores hval skulde have brugt sin luft op og komme op til overfladen og faa sin bekomst. Vi roede lidt vk fra dens plads, saa langt vi kunde for linen. Den viste skraat ned efter, saa vi vidste, hvor den var, at den ikke skulde komme farende op som en prop og stde til os. Mange baadsmandskaber er gaaet til paa den maade. Men vi hyttede os, og jeg sad og begyndte at fortryde min jagtiver fr. Jeg ynkedes over denne kmpe dernede paa bunden, hvis dumhed var basis for hele vores fangt. Og som nu skulde drbes og des af os smaakravl. Tiden gik, og jeg fik fortllinger om tidligere oplevelser. Audlarnaq hade vret med, da den sidste Portugiser, kaptain Santos, hade mistet sit skib lidt nede ad kysten. Han hade mishandlet sit mandskab, saa de gjorde mytteri. Visse goder beholdt han for sig selv, udtrykte Audlarnaq det diplomatisk, og saa brndte matroserne skibet for at befri sig for at skulle hejse sejlene, der var tunge. Mere vidste han ikke om dette forlis, der blev fortalt om i hele bugten og hade spndende detaljer nok. Mest huskede man naturligvis, hvad Portugiserne hade efterladt, da de roede syd paa i baade. Det var ikke uvelkomment i eskimoernes kredse og samlede store masser af dem. Desvrre kom saa disse Pukertalikmnd. Det er navnet for Canadian Mounted Police. Det verdensbermte politi har sat sig i hodet, at man ndigt maa bemgtige sig fremmede folks gods", og derfor var det blevet en fiasko, hvad det strre udbytte angik. Audlarnaq hade dog vret med ved lidt bjergning af tr, som man hade lagt ned under sneen og vret heldige, at det var fget til. Noen samvittighedsnag hade de

55

ikke haft deraf, for de saa, at politiet og Portugiserne bare brndte alt tr, som laa og fld, hvilket jo var store vrdier for de indfdte. Og saa pludselig, mens vi sad og lod Ajor srge for hvalen, fik vi et varsko fra ham, et hjt raab, det var hvalen, der viste bevgelse. Maaske tog den mere line. Maaske vilde den lbe bort. En hval kan give sig til at rulle, saa drejer den rundt og rundt og vikler linen om sig. Sker det, standses den jo ikke, fordi en baad ligger som bje deroppe. Det er af den grund, man stadig haler i linen og irriterer det stakkels Dyr. Derved holdes den i frygt og vover ikke at rre sig. Men i dette tilflde var det mrkeligt. Hvalen hade ikke nr holdt sig lnge nok dernede. Der fortaltes exempler paa, at en grnlandshval har vret under vandet i to timer. Denne blev godt en halv time, saa var dens luft opbrugt og saa kom den. Vi var parate til at ta imod den. Vores line sae os jo, hvor den laa, og vi var i god afstand. Glad var jeg ved det, for det var som en prop, der skd op. Mgtig og plump dukkede hovedet pludseligt op. Ligesom en klippe, der groede i vandet, eller en undervandsbaad, der viste sig uden mast. Saadan saa den ud for mig. Nej hvor er en hval stor set fra en baad! Tidligere, naar jeg hade vret paa hvalfangst, var det altid fra skib. En damper med kanon og explosivharpun gir jo lidt stttepunkt. Der ser man bare efter hvor mange meter. I denne usle baad har man selve kampens tilgift. Frygten for at blive ramt, spndingen ved striden mellem massen, der er dum og uforstaaende, og vilje og listighed, der dog fik et slemt minus ved denne baad, der hade vret virkelig hvalfangerslup i sin tid. Men det var lnge siden, og den hade ikke set maling eller anden pleje siden da. Nu sad vi otte mand i den, og jeg kom til at tnke paa Midgaardsormen, som Thor jo engang fik paa sin krog og halet op til baadens rling. Og saa var der en mand med, der aabenbart har vret lige saa bange som jeg. Han saa sit snit til at kappe linen over. Det kunde jeg ikke her, og derfor spillede jeg dristig og fremsagde erfarne ting og kommanderede en del, sknt jeg ikke hade begreb om, hvad der skulde foretages. Sagen er, at naar en hval har ligget saa lnge under vandet og er
56

udmattet af daarlig luft i lungerne, skal denne fornyes. Det tager nogen tid, saa hvalen blser og puster. Den skal have ca. tyve minutter til at suge frisk luft ind i alle de smaa afdelinger i lungerne, og i den tid holder den ikke je med noget. Den interesserer sig for luft og ikke andet. En grnlandshval vil altid gaa til bunds for frste harpun. Naar den kommer op igen og rammes anden gang, sger den bort i overfladen. Den tnker aldrig paa kamp. Og nu sad vores anden og sidste harpun i den, og den gav sig paa vej. Og det vil ikke sige, at den begyndte lidt sindigt, nej det var som et spring fremover i vandet. Som om en skjult fjeder var udlst, den styrtede, den var fuld af panik, og der kan jo vre meget i 22 meter hval af kolossalt omfang. Vi mrkede og saa og hrte atter vores line fare ud. Rutch ud mellem to hvalrosben stillet op henne for, som om de skulde ligne et klyds. De blev naturligvis revet med ud, og der gik en hel stor bid af rlingen med. Men det gjorde intet. Spndingen var jo, om det vilde vre muligt for hvalen at rive linen ud af baaden, inden denne var kommen i fart ogsaa og kunde slbes med. Da skete det, at hvalen i sin rdsel smed sig selv ind imod en strre isskosse, som den ikke kunde flytte. Der blev en standsning og netop lige, da vores line var saa godt som strakt. Vores skrbelighed fik sat sig i gang, og da nu hvalen ndrede kurs, fulgte vi med, som om det var en torpedo, der sattes i gang. Audlarnaq sad hjt agter og styrede med sin aare og holdt os klar af alle isstumper. Vi saa dem fare forbi, som man ser telegrafple fra et jernbanevindue. Ud efter, ud efter gik det, og eskimoerne hylede af fest. Aldrig hade de oplevet slig fart, aldrig hade de kendt denne bugseringslivets triumf som nu. Her skete der noget, og her fandt det sted denne gang. Grnlandshvaler lever inde i isen, men nu stak den til ss. Heldigvis var det ikke det helt aabne hav. Det var Roes Welcome, der var skuepladsen for fangsten. Men der var ingen is, hvor vi kom hen.

57

Det gik over imod Southampton en. Dnningen begyndte allerede at mrkes, og jeg gav mig til at spekulere over retning og kurs, hvis vi skulde fres langt bort. Men saa saa jeg Southampton landets fjelde forude, der var land, og der kunde man altsaa komme hen. Farten fortsattes. Men det syntes, som om hvalen hade sat sig i hodet at ville den anden vej. I hvert fald svingede den og frte og noget efter igen nord paa. Vores usle baad maatte atter skifte udseende. Den ligesom slankede sig og blev smallere. Det var ganske vist kun i min indbildning, men dog syntes det tydeligt, at dette var uvante rystelser. Der har vret ikke saa faa sprkker og gisninger, der ikke var beregnet for dette. Jeg saa vandet fosse ind gennem et hul. Men to mand ste med samme overbevisning som den, hvormed Audlarnaq sad til rors. Det maatte nu engang til. Og hvalen svmmede. Den flygtede jo for livet, og den hade krfter, som ingen af os kunde drmme om. Vi satte forsigtigt aarerne ud for at etablere en bremse. Men det tillod den raadne rling ikke. Der var kun at give sig guderne i vold og lade staa til. Saa pludselig sagtnede den farten af sig selv. Langsommere gik det og langsommere. Vores baad fik endog saa megen fart paa, at linen blev slap, og vi begyndte at hive hjem paa det lse for at kunne give det fra os, hvis det var en listig lumskhed af dyret for at kunne tage fart paa igen og sprnge bugsertovet. Det sker nemlig ogsaa. Vi hade jo ca. 100 favne mellem os og hvalen. Men vores offer laa snart stille og interesserede sig ikke for os. Ajor tog et mgtigt spyd og stillede sig truende med det op i forstavnen. Ind bag ret blev det plantet dybt vel en armslngde rg det i. Det var dog en opvkker af kmpen. Den levede op til det sidste forsg paa kamp for livet og friheden. Men for sent, den var ramt, hvor dden kunde slippe ind i den og ikke komme ud igen. Hvalen rystede sig frst lidt, saa vandet lavede blgegang ud fra den.
58

Vi benyttede tiden til at skodde i og komme mest muligt bort fra den. Hvalen var dd. I 24 timer hade vi allerede vret undervejs. Frst nu mrkede man sult og trthed. Noet proviant hade vi naturligvis ombord. Det har eskimoer altid. Men det var hvalroskd og hade tjent dels som stttepude til fdderne for et par roere dels som sde under farten, da vi bugseredes, og under alle omstndigheder var det uappetitligt, men heller ingen tnkte paa at spise det. Her hade vi et bjerg af nyt kd og ny spk. Audlarnaq hade to snner med. De hade mrkelige navne begge. Den ene hed Himmelen, den anden hed mere prosaisk simpelthen Kaffe. Men det var flinke fyre og nyttige, fordi de var unge og derfor indstillede paa at lystre og vre til tjeneste. Himmelen tog hvalroskdet med et sandt udtryk for vmmelse og smed det overbord. Jeg tnkte paa, at her kunde mine hunde ha faaet et godt maaltid. Men det var fjollet, vi hade jo mere her, end vi kunde bruge. Nej, opgaven her var en ganske srlig og vmmelig. Hvalen laa og rystede endnu, men den kunde ikke bevge sig. Det hade varet lnge nok med den. Jeg var ved at faa kvalme flere gange ved at se saa voldsom en bunke kd strides med at faa livet af sig. Selvopholdelsesdriften bor jo dog selv i de dummeste dyr, og her saa man 70 tons kd lide de samme kvaler, som naar en hare stritter for at flygte bort, selv efter at den er skudt mere end halvdd. Det kre liv tog tid til at forlade denne kolos, og den vilde ogsaa saa ndigt af med det. Tnk her hade den gaaet saa roligt bare opsat paa at de vingesnegle. Der var ingen onde hensigter i denne hval, der var bare livets fest i sig selv, og den maatte vi berve den. Men derigennem fik vi selv krfter til at fortstte livet for en hel vinter saavel i os selv som i ti-tolv familier og mindst 100 hunde. Det blev til meget liv i bytte for dette ene. Saa forsvares kunde det! Men maaden var grim alligevel. Vi kunde lgge os helt hen paa siden af det stakkels slagtoffer, og

59

Samson fik snit til at skre en hel flage mattak bort med en utrolig skarp kniv, han frte med sig i stvleskaftet. Mattak er raa hvalhud. Og Himmelen" kravlede op paa den for at huje sin glde ud over Roes Welcome et mrkeligt navn paa et vldigt sund. Men det hedder det nu! Saa var vi altsaa sejrherrer, og saa hade vi udfrt en lnge forberedt og meget besvrlig bedrift. Det var tre aar siden, de sidst hade haft fangst. Og hvert aar hade de dog haft udsigt til mindst tre hvaler. Men jeg fik flelsen af, at det var uorden og mangel paa disciplin i baaden, lange diskussioner og forskellige selvstndige metoder i samme fartj, der hade spoleret resultatet for dem. Nu hade jeg organiseret og forberedt denne fangst, og nu gik det altsaa. Ja, det var det! Men vi laa her ude i midten af det isfyldte strde, og lang vej hjem det hade vi. Naa, hjem vilde nu sige kysten et hvilket som helst sted. Vi skulde bare over til fastlandet, derfra kunde vi hente familierne ned. Der var sldekrsel langs landet mange steder endnu og ellers baadtrafik. Og de skulde nok komme, naar der var hval. Saa vilde der blive boplads der for den nste vinter og lyst og glde vilde herske. For her var kd! Ja, alt det vidste vi selvflgelig; men Audlarnaq satte dog pris paa at fortlle mig disse lyse udsigter. Da midt i hele gldens vilde rus opdagedes det, at vi ganske hade glemt vores baad. Fartjet var den eneste adkomst til landet, og det skulde ses i det uendelige. Nu hade ogsaa en af de begejstrede folk glemt forsigtighedsreglerne i denne specielle baad. Han hade traadt paa en af de lkager, der var stoppede med slskind, og der var en stor revne i det. Der maatte ses og det tog alt, hvad der fandtes af hule grejer i baaden. Den var fuld af vand helt op til tofterne, og vi vilde uundgaaeligt vre druknede, hvis vi ikke netop hade drbt dette kdbjerg, som vi nu kunde holde os til og kravle op paa, mens et antal af de letteste af personalet fik smmet noet mattak paa, som vi netop skar af dagens jagtbytte.
60

Mattak betyder hvalhud, og det nydes som det mest velsmagende, der overhovedet findes i arktiske egne. Hvalens hud er tyk. Over selve lderhuden sidder epidermis, overhuden, som er fortykket og omdannet til et svrt lag, der tygges og smager som valndder. Lderhuden kan man naturligvis ikke tygge, men man skrer det hele i smaa terninger og sluger det efter at ha bearbejdet alt med tnderne; det er saa lifligt, og man kan lnges efter det i lang tid. Denne mattak blev der spist af med det samme. Den kan skres af hvor som helst, og behver ingen tilberedning. Men nu var baaden vores vigtigste at tage hensyn til. En del af os kom altsaa op paa hvalen. Man skal dog ikke tro, at den ligger srlig hjt i vandet, og der skal ikke meget til for at faa den til at vrikke en smule, saa man glider af, navnlig vi med vore vaade slskindssaaler. Vi lftede i baaden, hvad vi kunde, og de andre fik den da st. Ikke til trlgning, men saa vi atter kunde trde ombord og stadig maatte to mand se for resten af togtet. Vi andre skulde ro, og det skulde vre langt og lnge. Vort bytte skulde bringes i sikkerhed. Strax viste det sig, at det vilde blive besvrligt at bugsere den. Sagen er, at eskimoerne vidste god besked med, hvordan man lettest faar et legeme frem i vandet. Mange tnker ikke paa, at hvis man vil slbe en preformet genstand gennem vand, koster det mindst kraft, naar man frer den tykke ende frst. Saadan ogsaa ved hvaler. Man slber dem helst med hodet foran, naar det drejer sig om bugsering ved en baad. Men her viste det sig, at bstet, vi lige hade haft alt det mas med, gjorde nar af os i selve dden og forlod verden med aabent gab og tungen hngende ud. Hvad det skulde betyde, aner jeg ikke. Jeg har aldrig set det fr. Men denne tunge hngte ned, saa den baade virkede direkte sinkende, dels vilde fange bunden meget fr den vrige krop. Vi maatte altsaa vende den anden ende fremefter, og der drejer lufferne jo som bekendt forkert, saa de stopper vmmeligt.

61

Det tog jo noen tid med at faa hvalen gjort fast til vores plimsoller. Til min store rgrelse saa jeg, at de kappede nogle ender af vores fangeline, der var af dejlig Manilla. Det var dog umuligt at faa dem fra det, og fast blev den gjort ved halefinnen, saa vi kunde begynde. Aa, hvor jeg fortrd min deltagelse i expeditionen. For det frste er jeg alt andet end dyremorder. Dernst ynkedes jeg over det mgtige dyr i al dens ubehjlpsomhed. Naar saa uforsigtige folk som eskimoerne i en saa synkefrdig slup kan fange dem, saa er de prisgivet mange ulykker for dem selv. Men nu skulde der ros, for kdet skulde bringes hjem. Vi halede af frisk mod til at begynde med. Men ryggen begyndte at mme sig, og i nakken fik man mrkelige fornemmelser. Men jeg var jo hvid mand og kendt for mine krfter; det forpligtede. Desuden var jeg ked af at vre ude nu. Vi hade allerede vret et dgn i sen og bare dette ene maaltid. Trsten begyndte at gre sig gldende, og svnen kunde smage herligt. Men det var at ro og ro og ro! Langsomt gik det. Der er noget tantaliserende ved at se sit aareblad mase sig frem gennem vandet og ikke stte noet klvand efter baaden. Vi saa ganske ganske langsomt den uhyre hval liste sig fremad. Vi saa enkelte isskosser ligge halve timer ved vores side, og vi kunde intet opdage i pejlingsndringer af landet. Jeg sad ved tagaaren og trak alt, hvad jeg kunde. Jeg opmuntrede de andre til at holde aaretag med mig. Det ynder eskimoerne ikke. De er fdt individualister i den retning. Men jeg forklarede, at det gik bedre. Lange tag! lange tag! Der stes stadig, og af og til skete der aflsning, men det var de smaa, der lettere kunde bje sig ned og tmme vand ud, der blev sat til det. Vi roede, og jeg glemte tid og sted, mine tanker stod stille, og jeg ngtede mig selv tilladelse til at bruge hjernen. Bare ro. Solen var nede for anden gang, mens vi var ude. Men mrkt blev det ikke. Lange tag og derefter igen millioner af lange tag!
62

Efterhaanden glemte vi at tale sammen, vi sad bare og huggede i vandets overflade med de aarer og lod ryggen om at pine os paany. Hvor lnge, ja hvorlnge? Jeg forstod at galejslaveriet har vret forfrdeligt. Vandet under os stod stille. Det var en af disse arktiske perioder, hvor der ikke er vind nok til at slukke en tndstik, saa havet saa ud som olie. Sler dukkede op og gloede paa os med de store runde jne. Fugle flj drillende hen over os. Af og til satte nogle sig paa hvalen. Der stod jo ikke netop brus om den, saa de hade fornemmelsen af bevgelse. Ja, den hval, den hval! Jeg begyndte at hade den, og jeg tnkte paa, at her sad de jo alle og var betalte af mig for at gaa ud til deres egen fordel og fange til dem selv. Jeg kunde jo afskedige dem her og kappe bugserlinen og ro hjem med tom baad. Jeg spekulerede ud metoder til at faa dette til at glide lettere. Hver gang jeg vendte mig om og saa efter det kre land Middleton Kyst saa var det lige saa fjernt som forrige gang, jeg kiggede. Skulde vi da aldrig naa det? Saa ngtede jeg mig selv tilladelse til at se mig om, indtil jeg var helt sikker paa, at nu kunde man se forskel. Det var lgn, det laa lige langt borte. Noget efter viste det sig, at Audlarnaq slet ikke styrede efter nrmeste land. Jeg begyndte at sklde, men saa fik jeg at vide, at han satte kursen efter nogle isflager, hvor vi kunde drikke vand, de var alle saa trstige. Jeg bifaldt, men fik samtidigt den skre id, at vi jo kunde give hvalen fri saa lnge, ro med let baad hen til drikkevandet og saa bagefter tilbage efter vores hval. Jeg vidste godt selv, at det vilde vre idioti, og jeg vovede heller ikke at foreslaa det, men jeg rgrede mig selv over det. Ja, hvor jeg dog flte mig ussel ved at sidde her og slbe. Men af og til sae en af eskimoerne, at han ikke kunde mere, det ildnede mig op. Jeg skulde dog vise! Og naar de alle som en gav sig til at holde op for at glo efter en fugl eller en sl, naar de fik deres tossede indfald, alle beregnede paa at faa et lille stop, saa var det altid mig, der manede til fortsat roning.

63

Hvorfor gjorde jeg det? Hvad skal det til at slide sig saadan igennem flere dgn, at man glemmer livets glder og bare fler forbandelsen ved slbet. Og saa dog denne forfngelighed, at man ikke vilde overgi sig! Der ligger lidt oppe ad Frozen Strait et smalt sund, der hedder Hurd Channel. Hvalfangermatroserne hadede dette farvand og kaldte det Pull-and-be damned". For strmmen lber syv miles fart igennem det. Der var godt med hval derhenne ad engang, saa der maatte bugseres med baade i endelse ture. Der skete det, at matroser blev gale og sprang paa sen for at slippe ud af dette helvede. De saa nemlig, naar strmmen var imod, at de frtes rask ned ad sundet, som de skulde op ad. Og dog maatte de ro til, det gjaldt nemlig om at drive saa meget langsommere tilbage og raskere fremad, naar strmmen var vendt og gik med. Og det var Tantaluskvaler, kan man forstaa. Vi naaede efter en evighed til isflagerne, og der styrtede vi op og fandt drikkevand i smaa ple paa isen. Ned paa maven og blle i sig. Jeg saa eskimoerne suge ind og suge ind. Selv passede jeg ikke at drikke for meget, det matter saa forfrdeligt; men de indfdte drak bare vk. De har en evne til at optage vand i sig, og de kan drikke for lang tid. Saa sad vi og pustede, og saa drak vi igen. Lidt mattak tog vi naturligvis ogsaa, maven trngte nu ellers ikke til saa meget. Det var bare hvile, vore kroppe raabte efter. Saa sad vi da og dsede lidt. Da jeg vaagnede op igen, var min frste tanke baaden, der nok ikke var st. Men Audlarnaq hade vret betnksom. Han roede jo ikke, han hade sine krfter i behold, og han holdt baaden lns. Saa ombord igen og fat i de skrkkeligt tunge aarer. Hvalen blev sat i bevgelse, men det var tungt. Der var ikke meget rre i vandet bag den, noen klvandstribe kunde man ikke jne. Audlarnaq og jeg var bleven enige om, at det bare gjaldt om at komme over til fastlandet. Om det blev nogle kilometre lngere mod nord eller syd ragede os en fjer. Bare over! Jeg trak, og jeg flte munden trre ud, og jeg fortrd, at jeg ikke hade drukket meget mere. Slid og slid! Hold dog aareslag, raabte jeg,
64

og de var skikkelige nok til at gre, hvad de kunde. De rare, rare eskimoer! Men baaden blev vrre og vrre. Den gisnede, og der sprang hele smaa kaskader i vret fra en revne lige ved min venstre fod. Og naar jeg vendte mig om, saa jeg slet ikke landet nrme sig. Men jeg saa, at vi drev syd over temmeligt rask. Saa tog vi fat igen. Maaske kom vi ned til Wager Inlet, skidt med det. Bare vi kom derover, saa skulde jeg aldrig ud og ro mere i mit liv. Et aaretag og nok et aaretag. Jeg tabte bevidstheden, jeg lod hjerne og tanke uden for og roede bare. Jeg var et stykke mekanik, der frte aaren frem, trak bladet gennem vandet og begyndte forfra. Sikke noet at finde paa! Timer gik, og vi gjorde holdt igen ved en isflage med vand. Saa aad vi af Hvalens glinsende hud, og saa roede vi videre. Nu var solen hjt oppe, og svnen var forbi i mine nsker; Jeg var for trt til at sove nu. Men ro kunde jeg, og jeg trak mere end de andre syntes jeg da selv. Men jeg var yngre dengang og i trning. Selv troede jeg, at det var umuligt at arbejde mig trt, saa lnge andre kunde holde ud. De tog deres aaretag med inddt trods; de vilde hjem over. Jeg vkkedes ved et raab; det var eskimoerne, der hade opdaget, at strmmen nu lb mod nord, saa vi kom nrmere og nrmere til Tajarnaq, som er stedet, hvor vore familier boede. Der laa min tro tjener Inuijaq og sov. Det turde jeg svrge paa. Han var ladt ude af dette fine hvalfangerselskab, fordi han var Netsilikker, d. v. s. han tilhrte et folk, der boede langt borte i verden paa steder, hvor disse Aivilikkere slet ikke frdedes. Og derfor saa de grovt ned paa de andre. Inuijaq hade desuden mesterskab i at sove, saa han vilde ikke ha vret noen gevinst her. Men bare ro vk! Vi ildnedes op af forstaaelsen af, at hvis vi kom ind nu, saa vilde vi nsten vre hjemme, og det var vrd at slide for. Vi begyndte allerede at tale om dem i land. Vi grinede af deres forbavselse, naar vi nu kom med dette her. Og vi raabte gldesraab, og tillige bare raab uden betydning. Det var godt at give munden lidt

65

arbejde ogsaa. Endnu kom tunge, tunge timer. Solen ned igen, og kun ganske kort hvil. Skibsrederen Audlarnaq maatte smme flere stykker mattak paa; det var hans baad, saa hvorfor skulde vi andre interessere os for det. Vi faldt bare hen i ds, naar vi holdt hvil. Han kunde saa se til, at den ikke sank. Himmelen" og Kaffe" ste og sov imellem, mens vi andre sled i det. Jeg fik krampe i armene og tilsidst kunde mine fingre ikke lngere holde fast paa aaren. Jeg maatte dreje haanden og gribe om haandtaget nede fra. Blodet piblede ud af fingerspidserne i min indbildning. Det hade jeg nemlig lst, at det gjorde i slige tilflde. Men der var dog ikke noet at se. Jeg aner forresten ikke mere, hvad jeg flte. Jeg var bare bedvet, og landet groede saa langsomt, saa langsomt foran os. Men det kom dog nrmere. Solen var nede igen. Altsaa fire dgn hade vi roet. Utroligt! Nu vilde jeg ikke kunne ha prsteret det. For doven er jeg blevet, for velnret. Dengang var der ikke et gram fedt for meget paa min krop. Naa, men alt det er uden interesse. Det staar bare fast, at vi naaede ind til kysten og saa smaa bitte mennesker fare rundt. Audlarnaq hade opdaget dem lnge. Teltene kunde vi ganske vist ikke se. Men de hade haft deres udkig oppe paa klipperne og set os. En hvalfangerbaad, der kommer nrmere, er udlsning af store ceremonier. Kvinderne har opholdt sig inde i teltene i alle de dage, vi var borte. De tr ikke vise sig uden for, for ikke at fornrme hvalen og skrmme den bort. Det er en gammel skik, at de skal lukkes inde. Kun meget gamle koner, hvis aar er mange, tr gaa udenfor. De regnes for mnd og kan ikke gre skade. De lber op til fjelds og kommer ned og beretter. De bringer bud fra telt til telt om kampens gang derude paa sen. Deres betydning stiger, og de fler sig som mindst lige saa fortjenstfulde som fangerne derude. Men naar hvalen er drbt og paa slb efter baaden, saa er
66

kvinderne i teltene frie igen og kan komme ud. Nu hade der vret nogle drenge nede langs kysten for at holde udkig efter os. De saa os langt ude, og de styrtede tilbage. Baaden kommer! Den bugserer, den vldige er paa slb! Ophidselse og forvirring. Kvinderne styrter ud af teltene, og de belaver sig paa at smykke sig for at modtage den vldige kmpe vrdigt. Men saa opdagede de, at den ikke vilde blive slbt ind ved deres telte. Der var langt ned til stedet, men de kom. Lbende, sejlende, krende med hunde over snedriver og grs og sten. De kom alle som en, gamle med og smaa pattebrn. Bare ned til hvalen, der snart kunde ses inde fra bredden, men langt, langt ude. Vi sled og slbte. Ogsaa vi kunde se mennesker, og det oplivede, sknt der ikke var mange krfter tilbage i os. Naar et menneske har gaaet saa langt, at han ikke synes, at han kan gaa eet eneste skridt mere, saa har han gaaet halvt saa langt, som han kan!" Dette er et gammelt eskimoisk lresprog. Og det glder ogsaa for roning. Hvor var det muligt, at vi kunde udholde dette? Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at vi gjorde det. En regulr hvalfangerslup hade vret langt lettere og bedre. Den er tungere og fyldt af udrustning, som giver den vgt og drn. Men dette elendige skidt af en baad. Den rg tilbage ved hvert aaretag, naar tovet strammedes. Ak ja, men det syntes altsaa virkelig at kunne overstaas. Jeg hade tidligere ofte diskuteret med amerikanske hvalfangere, navnlig min gode ven, den navnkundige kaptain George Comer, alle tiders dygtigste hvalfanger i dette farvand, om det urimelige og uforsvarlige i, at de blot tog barderne ud af deres hvaler og lod resten drive. Jeg hade sagt, at man burde bugsere dem til nrmeste land og overgive kdet til eskimoerne . . . Jeg skal aldrig mere sige den slags ting til ham eller andre. Jeg har prvet at slbe med saadan en hval selv! Men enden var ikke endda. Vi slbte og slbte. Snart kunde vi hre hundene hyle, saa kom brnenes vrlen og hvin. Endelig syntes vi, at kvindrnes evige knvren ld ud til os. Nej, hvor det dog ld

67

yndigt. Men der var langt igen. Ja langt, langt, langt. Vi roede og sled. Aarerne var som evige dele af et enormt hjul, der rullede forbi. Men det gik roligt og sindigt. Maaske hade vi taet lidt hurtigere aaretag for fire dage siden. Men nu mrkede man ikke trthed lngere. Det var forbi. Heller ikke sult, det var overstaaet, bare lyst til at holde op og bevidstheden om, at hvis vi stoppede nu, vilde vi aldrig komme i gang igen. Der gik lang tid, ingen ved hvor lnge. Det var overskyet, og solen sad ikke deroppe og fortalte, at den passede sit og flyttede paa sig. Da saa jeg, at der var en klippestump lige ved siden af mig ikke ret langt nede i vandet. Vi roede bare. Jeg kiggede senere efter klippen igen, den flyttede sig jo ikke saa hurtigt under os, saa jeg roede bare. Holdt mine tag og kiggede ligegyldigt ud over rlingen for dog at se til. Da syntes jeg, at det gik alt for forbandet langsomt. Det flyttede sig nsten intet. Det flyttede sig aldeles intet. Da blev jeg grebet af svrt raseri. Her sad jeg og hev i den modbydelige aare, og saa nyttede det slet ikke. Jeg brlede min opdagelse og viste de andre, at vi laa stille. De observerede og prvede at stage paa min klippe. Ja det var rigtigt vi var paa grund. Vi undersgte sagen, og det viste sig, at hvalens tunge hngte ud af dens nederdrgtige flab og slbte langt ned i vandet. Den rakte tunge og hade os grundigt til nar. For vi kom ikke af flkken. Der laa vi og hev vore allersidste krfter ud af kroppen, og den rakte bare tunge; saa stod vi der. Nej, hvor blev jeg gal. Jeg skldte over styrmanden, der ikke saa sig for. Jeg rasede over den raadne baad. Men det varede ikke lnge. For eskimoerne lo bare. Nej hvor de grinede, de fandt det hele for komisk. Her laa vi og hade ikke flere krfter, og saa kom vi ikke af stedet. Og den hvide mand troede, at han roede, saa stak han bare sin aare ned i vandet! Og da han endelig var naaet land, som vi hade lngtes efter i mange dage, saa blev han gal i hodet!" Ja, det var rigtignok grinagtigt, og de snakkede og lo og glemte at vre trtte. Vi
68

var alligevel tt ved land. Det viste sig endog, at vi var kommen ind med hjvande og snart vilde vandet falde fra, og saa kunde flnsningen begynde. Inde i land stod kvinder pyntede med smykker paa. Det var de eneste delstene", jeg har set hos eskimoer. Men alle koner og piger kom med et baand om panden, og foran i det var indsat en hvid sten. Dette gjorde de for at hdre den afdde hval og formilde dens sjl, som kunde vre vred, fordi den var drbt. Ganske vist var der denne gang ikke noen helt fin procession, da kvinderne gik ned til bredden. Helt gennemfrt blir det kun, naar hvalen bugseres helt hen til deres telte, saa gaar de ikke ud, fr den er ved bredden, og da er det de hvide stene, der lyser op i panderne paa fruentimmeret, der forsoner den vldige. Nu var de ikke alle tilstede, og de kunde jo heller ikke komme ud til fangstdyret. Vi sad slve i vores baad, der fik lov at fylde sig med vand. Den kunde jo ikke synke dybt, og vaade var vi i forvejen. Da overraskedes jeg ved, at jeg slet ikke var svnig eller trt, som jeg hade troet. Jeg deltog i den glade pludren og raaben. Vi var en boplads af lykkelige. Vi hade hval og var sikrede for denne vinter og det nu her midt paa sommeren! Snart sank vandet. Vi filede mattak af hvalen i store flager og hev det ind i land. Vi vadede selv ind med det og satte os ned og fortalte. Vi hrte de gamle mnds rosende ord og sammenligninger med deres erfaringer fra oldtiden. Vi var vennesle. Snart vadede de halvvoksne drenge ud og skar sig lunser af hvalen. De var store paa det og legede, at det var deres fangst, hvorfor dog ikke? Saa var lavvandet der, og Audlarnaq forkyndte, at flnsningen kunde begynde. Men her var en ny vanskelighed. Kvinderne skulde hen til hvalen med deres stene i panden og hlde fersk vand i hvalens mund. De gr det ved at tage deres egen mund fuld af vand og sprjte det ud over lberne paa kmpen. Men her var jo den vanskelighed, at hvalen var bugseret med halen forrest, og munden laa endnu langt

69

ude i sen. De njedes med at spytte lidt paa halen, man kunde dog ikke forlange, at de skulde rende ud i vandet. Fersk vand smagte hvalen dog, det er hans hjeste nydelse iflge overleveringen. Den smager det jo ellers aldrig! Og vi aad, nej hvor vi aad! Jeg fik fat i Inuijaq, min mand, og han fik sin part af mattak og lkkerier; og blev saa sendt efter kogegrejer ved teltene. Lavvandet fik os alle ud til kdbjerget. Hvor turde vi dog binde an med saadan en vldig hval! Jeg var selv imponeret. Og saa skar vi mattak af og spiste og spiste mere endda. Vi stoppede os, og vi fik den nsten skrllet paa oversiden. Saa begyndte vi at skre spk ud. Jeg hade en staalkniv fra Thule, de andre kun blde knive uden hrdning. Det var ikke store mngder, de fik af. Vi var efterhaanden blevne svnige, og vi lae os hen. Frst hade en gammel mand faaet opsynet med hvalen. Den skulde jo vendes og hales lngere ind. Han skulde kalde paa os, naar vandet var inde. Vi sov godt, men jeg tumlede dog ud af min svn, da han kaldte. Det holder haardt at faa en eskimo til at vkke en sovende, der regnes for fredhellig. Men jeg hade dog faaet lrt Inuijaq at kalde paa mig. Da jeg kom op, var Audlarnaq der og Samson. Desuden nogle unge og tre gamle mnd. De andre hade gemt sig bort og sov et eller andet sted, hvor man ikke kunde finde dem eller vilde ikke. Hvalen laa og vippede i den lette brise, som satte lidt blger mod kysten. Vi fik den vendt en smule; ikke helt som vi vilde, men dog kom der lidt af en ny side frem, som vi kunde flnse i, og vi halede og slbte, hvad vi kunde. Lidt hjere fik vi den op. Men meget kunde vi ikke gre. Vi blev dog enige om, at nu kunde man skre ls et lavvande til, saa vilde vi nok alle sammen vre tilstede nste gang og faa den drejet med hodet indad. Saa sov jeg igen, og da jeg vaagnede op var spisningen i fuld gang, men egentlig store bunker spk var der ikke bragt op over hjvandmrket. Jeg var selv sulten, og vi fik nu gravet os gennem
70

spkket ind til kd, der kunde koges. Dejligt hvalkd, der er saa rdt og fuldt af muskelsaft. Det faar en mand til at fle madglde, og Inuijaq ristede nogle tynde skiver mellem to flade sten til mig over baalet. Det smagte herligt af bf og trverg og var behageligt nemt at tygge til afvexling fra mattak. Saa gav jeg anvisning paa at skre ls. Vi skulde arbejde os systematisk ind i dyret og gre en side frdig ad gangen, saa vi kunde benytte nste hjvande til at faa den anden side op ad og bjerget i land. Jeg mrkede allerede nu, at man fandt mine anstrengelser for kedelige; man satte tempoet ned, og man begyndte at fle trthed. De skar ikke meget kd lst, de slbte kun smaa stykker op til deres respektive bunker. Saa undersgte de forskellige anatomiske mrkeligheder, og deres latter var nsten borte. Vi sov igen og begyndte saa flnsningen. Da kom Samson og meddelte mig, at han hade nogle renskind spilede henne ved teltene; dem maatte han se til, de skulde beskyttes mod for megen sol, hvis de var trre nok. Godt, saa gaa til dem! Natark saa ham gaa og forkyndte, at hans lille sn lngtes efter harekd. Han var trt af mattak; Natark begav sig op efter en hare, der sad tt ved, han vilde snart vre tilbage. Da kom Audlarnaq og fortalte, at han og de to snner var tvungne til at fre baaden lidt op ad kysten. Op til Tajarnaq, hvor den kunde komme paa land. Her paa klipperne kunde den ikke ligge, hvis der kom storm. Vent blot paa mig, vi kommer hurtigt tilbage!" Saa var der to andre, der bare gik, fordi de nskede at flge med de andre. Inuijaq og jeg var alene tilbage med de tre gamle. Hjst besynderligt var det, at disse mennesker bad sig fri hos mig. De arbejdede for sig selv. Det var deres eget spk og kd, de slbte paa land. Det var sikkerhed for vinteren, der skulde komme. Jeg hade ordnet hele udstyret, jeg betalte teen vi drak og sukkeret deri, nu var det, som om de over for mig skulde tage ferie.

71

Naa, jeg nskede for min del kun tarmene. Ikke at jeg hade interesse i dem selv, men hvis der fandtes ambra, vilde jeg gerne se det. Man smider blot tarmene op paa land og lader dem raadne bort, saa ligger ambraen tilbage og koster sin vgt i guld. Men jeg fik ingen ambra denne gang. Det findes jo heller ikke i alle hvaler. Man sier, det er krftsvulster. Jeg fik ikke lejlighed til at konstatere det. For mens vi sov, kom stormen. Den rasende vestvind, der satte alt i eet. Inuijaq og jeg gemte os vk i en klipperevne og hade det helt lunt, vi hade samlet grs til at ligge paa. Men stormen holdt ud, og jeg blev sulten efter et dgns forlb. Saa gik jeg ud for at hente lidt mere kd; vi kunde nok koge i vort skjul. Det var helt besvrligt at staa oprejst i den orkan. Men jeg stavrede da ned til stranden og fik set mig om. Vore kdbunker var der ganske vist, men hvalen var gaaet! Borte med blsten, forsvundet for os, drevet ud i Roes Welcome igen, hvor vi hade drbt den og slidt for at bjerge den i land. Vi hade vel faaet flnset en tiendedel af den, resten var tabt. Naa, efter stormen kom de kre fangstfller tilbage. Alle lidt slukrede og i forvisning om, at der forestod et slbearbejde og dagelangt slid uden afvexling og spnding. Aa, hvor de lo; nh, hvor de morede sig! Her gik vi og var sikre paa vinteren! I gaar hade vi kd til alle mennesker i et helt aar. I dag har vi ingenting, ak hvor overraskede mennesker kan blive!" Og saa lo de igen og hade en fortlling mere til vinterdagene, naar det er mrkt og koldt. Og kort efter spredtes vi til alle sider, og hver tog fat paa den fangst, han nu syntes passede bedst for ham og hans behov og lyst. Og derfor var der ingen uden mig, der var ked af, at vi mistede den hval. Og mig kom det jo for saa vidt ikke ved.

72

JORDEN RUNDT PAA VENTYR 1 Forord .......................................................... 4 Af Peter Freuchen Fra Salomonserne til Van Diemens Land 6 Af Hansen-Vildrose Vandringsmand i Kina ........................... 27 Af Holger Rosenberg Paa Hvalfangst med Eskimoer .............. 49 Af Feter Freuchen
------------------------------

JORDEN RUNDT PAA VENTYR 2 vil bringe Bidrag af Helge Bangsted: Med Cree-Indianerne paa Jagt i Manitobas Skove Hakon Mielche: Kompasset rundt Viggo Cavling: Paa ventyr i Wall Street, Dagbogsblade fra 1905

73

74