"Politiken"s Kronik 23-1-1938

Sovjeteskimo
Peter Freuchen fortller fra sin store Sibirien-Rejse Iagttagelser og Indtryk under Besget hos Sovjeteskimoerne. Forbemrkning til den digitale udgave af artiklen: I 1937 blev Peter Freuchen inviteret til at foretage en rejse i Sovjetunionen. Hans to romaner Storfanger og Rmningsmand var udkommet i russisk oversttelse ( , ), men landet havde ikke valuta til at betale honorarer. I stedet blev Freuchen budt en rejse arrangeret af GlavSevMorPut, det statslige selskab, der stod for besejlingen og forsyningen af USSRs polarkyster. Rejsen bragte ham blandt andet til de sovjetiske eskimoers land, Tjukotka. Det var ikke det frste danske besg i omrdet. Fem r forinden, i 1932, under forberedelserne til filmen Eskimo havde Freuchen med en lille bd vret i land p Store Diomede (russisk Ratmanov, eskimoisk Imaqlik) ud for Tjukotkas kyst. I 1926, under den afsluttende etape af 5. Thuleekspedition, satte Knud Rasmussen over fra Alaska til det sovjetiske fastland sammen med bl.a. den amerikansk kaptajn Joe Bernard. De landede i den gamle eskimobygd Naukan (stkap), men deres ophold blev kortvarigt, da de endnu ikke havde fet indrejsetilladelse. Den l og ventede p dem, da de kom tilbage til Alaska! Knud Rasmussens korte ophold beskrev han i bogen Fra Grnland til Stillehavet, bd. 2., som ogs rummer enkelte fotografier. Den samlede beretning om Freuchens store Sovjetrejse er bogen Sibiriske Eventyr fra 1939. Men han beskrev ogs rejsen i en rkke kronikker i Politiken. Her njedes han ikke med at skildre sine oplevelser. Freuchen var hele sit liv
1

ikke kun en fremragende formidler af indsigt i inuitkulturen. Han var konstant optaget af, hvordan den grnlandske befolknings levevilkr kunne forbedres og havde overalt jnene bne for nye ideer og erhvervstiltag. I Sovjet beskrev han for eksempel fiskeriet som en mulighed for urbefolkningen. Peter Freuchens besg var kortvarigt, men satte sig varige spor. Han regnes af sovjetiske og russiske forskere som en af de vigtigste kilder til viden om og forstelse af inuitkulturen. Ogs eskimoerne i Tjukotka ste af hans omfattende viden om inuit-kulturerne i andre lande og endnu i dag lever fortllinger, som bygger p Freuchens besg i 1937. I Sovjetunionen udkom i alt fire Freuchen-vrker p russisk: Det arktiske r, Fangstmnd i Melvillebugten, Storfanger, Rmningsmand. P estisk udkom Storfanger og Fangstmnd i Melvillebugten. [Knud Rasmussens Den store slderejse er ligeledes udkommet i Sovjet] OBS: Illustrationer, billedtekster og anden tekst i skarp parentes er tilfjet
Peter Jessen, Buddinge april 2012

Sovjeteskimo
Da vi kom ind i Berings-Strdet nord fra, var der fyldt med Sler alle Vegne. Her var jeg p Hvalrosjagt for fire r siden, da l vi og sloges med Isen og kunde ingen Vegne komme. Sler s vi ingen af. Nu var her ingen Is, ingen Hvalrosser, men fjordsler i Tusindvis. De dukkede op rundt om Damperen og syntes ikke srlig skrmte. En enkelt Remmesl var der ogs, der gav Takten an til at lege og klaskede sine Bagballer voldsomt i Vandskorpen, nr den gik ned, for straks efter at komme op igen lige i Nrheden. Der l ogs nogle Flokke Finhvaler og morede sig med hverandre. De holdt til p to Steder og var ret ubekymrede med, at vi passerede forbi, de navde deres at passe og holdt sammen i sluttede Selskaber. Vi passerer Kap Serdze-Cameny [Serdtse Kamen], der vistnok betyder Stenhjerte, og s er vi inde i Vitus Berings-Strde, hvor vores Landsmand vandt sin Uddelighed og selv led en ynkelig Hungersdd. I Land er Fjldene begyndt at klde sig hvide p Toppene, det er ogs godt hen i Oktober. Vi holdt to Onsdage i denne Uge, for vi smuttede over den 180. Lngdegrad og er p den vestlige Halvkugle. Vi kommer til stkap [rus. Dezjnev el. Naukan, esk. Nevuqaq], Asiens stligste Punkt. Med den hensynslse Foragt for Bekostningen, som SovjetUnionen adviser, nr det glder om at sikre Menneskeliv, har de lagt et Fyr bde Nord og Syd for Forbjerget; nr man betnker, hvor f Skibe her kommer, er det dyrt pr. Fartj; men det er godt for os. Jeg ser Store Diomedes en [rus. Ratmanov, esk. Imaqlik], hvor jeg ulovligt var i Land i 1932, nu er jeg om Bord i en SovjetDamper, nu har jeg Pas og Lov at g hvor jeg vil, p deres Omrder. 3

[Store Diomede eller Imaqlik i Beringstrdet. Foto: Kunstkammerets samling Skt. Petersborg]

Eskimoerne der ser vi dog ikke noget til, vi haster videre og er et godt Stykke klar af King Island, hvor Eskimoerne bor som Alkene p et Fuglefjeld i Reder klistrede op ad Klippevggen. Vi skal syd over, et Kaplb med Vinteren, som ikke tler undige Standsninger. Men vi m ind til Provigenia [Providenija] for at f Vand og Kul. Kap Chaplin [rus. Mys Tjaplino, esk. Ungaziq] er et langt lavt Ns, der lber ud i Havet og har vret kendt i mange r. Hvalfangere kom hertil og tog Land og udnyttede, hvad de fandt for godt hos Eskimoerne. En Smand, der har vret ensom p Havet i Mneder, er sjlden for fin i sin Hyldest til Damerne, hvor han kommer frem. Han efterlod sig her i renes Lb en Del lyshrede Poder, der dog snart igen svandt ind og sugedes op af Eskimofolkets Urkraft. Vi sejler s tt ved Kysten her, at jeg i Kikkerten ser en hel Del fine Huse med Saddeltag og ordnede i Gader. Et strre Hus er sikkert Faktoriet (Handelsstedet) og der er ogs et Fyrtrn, som naturligvis rager op over det hele. 4

Vi sger ind i Fjorden Provigenia, lidt lngere vestp. Det er nrmere betegnet et Fjordkompleks, hvor man i de sidste to r har etableret en Stabelplads samtidig med, at her er en af de mange videnskabelige arktiske Stationer, som Sovjet, underholder og derved giver os Kundskab om s meget i Polarlandene, som Rejseekspeditioner ikke kan f undersgt. Havnen er glimrende. Damperen kan lgge helt ind til Land og f Kullene om Bord ved en Luftbane, der gres fast i Masten. Vand fr man nogle Timers Sejlads derfra, hvor en Elv laver et lille Vand fald ud i Sen, som man kan n med en Slange fra Skib. Her er lunt for alle Vinde, og her bor Eskimoer i en Boplads tvrs over for Havnepladsen. Man sejler derover med Motorbd p en god halv Time i godt Vejr.

[stkap el. Naukan. Fotografi fra 1920erne. Kunstkammerets samlinger, Skt. Petersborg]

Min frste Dag hos disse Folk var Introduktion, og den var venlig. Jeg gik op fra stranden og tiltalte en gammel Mand p 5

Eskimoisk og spurgte ham om Navnet p Stedet her. Han blev som himmelfalden og formede slet ikke at svare. Senere sagde han, at han nok forstod mig, men bare ikke ventede menneskelig Tale fra en Mand af det Udseende; det bervede ham Mlet. S gik jeg videre op, og ved et Lagerskur arbejdede en Del Eskimoer, som straks nedlagde for den Dag, da de hrte, at en Mand, der kunde fortlle om deres Folkefller i fremmed Land, var til Stede. Og hver Dag, mens vi l der, kom jeg derover og fik lrt dem at kende og hrte, hvad de havde at fortlle, hvilket de var villige til; dog vilde de hellere vide noget om Folk i Grnland eller Hudson Bay. Sovjet-Eskimoerne lever nu under ordnede Forhold, og det nye Styre, de er under, passer jo fortrinligt til deres Temperament, men er en Gradsforskel fra deres oprindelige Levemde. Det er Hvalrosjgere, der bor her, og udenfor p Pladsen s jeg mange Hundrede saltede og bundtede Hvalroshuder ligge frdige til at sendes af Sted. For Tiden havde de en dd Tid og drev ingen Fangst. Dog havde de Slkd at byde p, de kogte det med Gryn for at f mere Glde ud af Suppen. Kraftige og sunde Folk at se p, og glade var de ved Tilvrelsen. Det var dejligt igen at trffe sammen med de kre Mennesker og tale deres Sprog og lugte den sregne Odeur, der flger med Eskimoerne og deres Sager. Og s begyndte vi at udsprge hverandre, og lidt fik jeg jo da at vide. Mrkeligt, at her kom jeg fra Grnland, og disse Folks Forfdre har vel vret Tusinder af r om at finde hertil fra det Sted, hvor de skiltes med Grnlndernes. Og dog forstod vi hinanden. Jeg er ikke Filolog, og jeg ved meget lidt om Sprog. Men jeg gjorde nogle praktiske Prver angende, hvor meget vi forstod af Sprogene. Da vi gik f. Eks. Fingrene igennem, viste det sig, at vi havde de samme Navne p de fire frste Fingre, men Lillefingeren havde sit srlige Klenavn her, som jeg ikke kendte, og jeg antager, at det sdan omtrent dkkede hele Forskellen i Sprogets 6

ca. 20 pCt. var Ord, der var fremmede for mig. Idet jeg dog endelig m anfre, at jeg ikke er Ekspert, heller [ikke] i grnlandsk Eskimoisk, Men de kaldte Stjernebilledet Den store Bjrn for Rensdyret som alle andre Eskimoer. De antog Nordlysene for at vre de ddfdte Brn, der spillede Fodbold med deres Navlestrenge, og de regnede Solen og Mnen for Sskende, hvoraf Broderen, Mnen, havde forbrudt sig mod den seksuelle Moral at holde sig fra Ssteren og derfor nu render rundt p Himlen for at fange hende (Solen).

[Tjaplino/Ungaziq. Den unge kvinde Atghaun i bryllupspynt. Fotografi fra 1920erne. Kunstkammerets samlinger, Skt. Petersborg]

N, det mere materielle havde strre Interesse, og vi s p, hvad der var at se p Bopladsen. Ingen af dem havde Kajakker, og de kendte slet ikke til at ro i dem. Derimod var der en Masse Konebde, der langt overgr Trbde til deres Brug. De var alle betrukne med Hvalrosskind, ikke Remmeslsskind som i Grnland. Syningen af Betrkket var, som den bruges i Sydgrnland, hvilket, er meget bedre, end man syr ved Thule eller i Hudson7

Bugten. Der var ganske sm Konebde bare til n Mand, der roede med to rer, men de fleste var store nok til at rumme en hel Familie med fuldstndigt Udstyr. Men de havde alle Phngsmotorer ligesom i Alaska. De forklarede mig, at det aldeles ikke kunde betale sig at sidde og ro selv, nr en Motor kunde bringe dem hurtigt fra Sted til Sted uden Anstrengelse, s de var parate til at fange, s snart de kom til Dyrenes Steder. En af de mere intelligente Mnd, Igimak (Harpunen), fortalte mig, hvordan han havde fanget tyve Hvalrosser p n Dag, fordi han kunde komme hurtigt derhen, medens de andre, der ikke havde mere Benzin, ingen havde fet. Deres Boplads hed Ululeq., og her er godt med Fisk og Sler, de sidste srlig om Forret. Jeg antager, at den megen Skibsfart nu forstyrrer dem om Sommeren. Hunde l rundt om p Bopladsen og drev. De var ikke bundne, hvorimod alle spiselige Sager, d. e. Skind af hvad Art tnkes kan, var bragt i Sikkerhed p hje Stilladser, Her glder alts ikke den Regel, at Hundene regnes for s forfrdelig farlige, at de vil de hinanden totalt op, som man har for Skik at antage i Alaska, hvor hver Hund er hje lnket, adskilt fra de andre, nr man ikke netop krer med dem. Man krer ogs her med Hundene to og to som i Alaska; jeg antager, det er det mest praktiske for Naturforholdene p Stedet. De var alle kldte i Kbetj, men dog med Maklaks, d. e. Kamikker efter den alaskiske Model, hvor Overlderet er forbundet med Slen Ved en smal Strimmel langs hele Randen. Det giver gode Stvler med Plads til meget Strmpetj, men ser forfrdeligt ud, med store brede Plader selv p ganske Unge Piger. De var alle tatoverede i meget hj Grad. I Alaska var det kun de ldre, der havde tatoveret sig, det var ikke Skik for de Yngres, vedkommende, her s jeg bl. a. en ung Pige p 15 r, der var ganske overtegnet i Ansigtet og stolt viste det frem til Beskuelse og kopiering. Hun havde ogs Skuldrene og Overarmene overset med bl Striber, derimod bengtede de at have Tatoveringer p Lrene eller Underlivet, som Hudson Bay-Kvinderne bruger det. 8

Eskimokvinde fra East Cape. I Baggrunden en Skindbaad paa Hjkant, saaledes som de brugtes i Stedet for Telt som Ly paa Rejser. FOT. LEO HANSEN [Ill. fra bogen Fra Grnland til Stillehavet, sandsynligvis fotograferet under et ophold i Nome, som de asiatiske eskimoer hvert r besgte for at handle]

Tatoveringerne udfres p den Mde, at man soder en Senetrd over en Lampe. Derefter syr man med en Nl Trden ind under Huden i de Mnstre, man nu vil have sig, og nr s Nlen er kommet ud, klipper man begge Ender af| Trden fra og lader den sidde, til den absorberes af Blodet. Soden sidder tilbage, og Farven forgr aldrig. Den bliver bleg med Alderen, men den er der. Mndene var kun tatoverede med sm Cirkler ved Mundvigenes der gr det mest ondt at stikke sig, sagde de. Og s havde de Fingerringe. 9

Samtlige russiske Sfolk fra Kaptajn til Koksmat om Bord var ogs tatoverede langt ud over Hnderne og jensynlig stolte af deres Forsiringer, s det kan ikke undre, at Eskimoerne holder fast ved denne Tradition. Eskimoerne bor omkring et "Faktori". De danner en Kolhos, det vil sige at det er et' Fllesbrug, hvor hver isr fanger til alles bedste og alt, hvad der bringes ind, deles lige mellem dem alle. Sdyrene tilhrer ingen bestemt, og de er alle delagtige i at skaffe dem ind til Kysten. Formanden for Kolkhosen hed Aggo og var en sjlden-smuk Type. Strk som en Bjrn, sagde man, og hans Krfter kunde tydeligt ses uden p ham. Hans Familie var stor, og hans Snner havde arvet hans Dygtighed. Ham tilkommer det at beslutte Fangstudflugter og planlgge rstidernes Kampagner og Rejser, og han er Frstemand ude p Isen om. Efterret og gr foran i alt Og enhver er jo interesseret i, at ingen bliver hjemme og driver, som det desvrre s ofte forekommer i andre eskimoiske Samfund. Her m alle tage, fat, og er en Mand ikke dygtig som fanger, bliver han sat til noget andet, hvor hans Arbejde kommer det flles til gode. Alle skal bestille noget, Og de andre passer p. Dette falder godt i Trd med, at de gamle eskimoiske Regler i moderne Samfund som f: Eks. i Grnland, tit render Panden mod en Mur, nr nye Fangstmetoder indfres. Tidligere havde enhver Lov at blive hjemme, hvis han ikke flte sig oplagt til at tage med Ud. Vi havde ved Thule et Par Stykker, der "hrte til dem, der syntes bedst om at vre i Land". Det fandt man sig i og fodrede dem til Trods. Det gr alts ikke her efter den nye Ordning. I Havnens Flyvemaskine tager vi hen til Kap Chaplin. Der bor stolte Folk, og her har man flles Opvarmning af Husene. Formanden for Bopladsen forklarer, at man tidligere led meget af Lungesyge og Tuberkulose. Det var, efter at moderne Huse var blevet almindelige, men man endnu holdt fast ved Tranlamperne. I de gamle eskimoiske Boliger, hvor der var fri Ventilation gennem Indgangsbningen, var Luften i Husene, altid god. Men da man s fik Trhuse med Dre, blev der tungt og Usundt at nde derinde. Man fik s Ovne, men den moderne Teknik sagde han med belrende Stemme viser, at man billigere varmer 10

en hel Boplads op under t end hvert Hus for sig. Det er Eskimoer af i Dag.

[Tjaplino/Ungaziq. Kvinder med brn. Foto fra ca 1920. Kunstkammerets samlinger, Skt. Petersborg]

Men de har to Kilometer fra deres By en Varmekilde, som nu vil blive taget i Brug, det er den, den Ingenir, jeg flj med, arbejder p. Det er en Geysir, hvis Temperatur er 76 Grader om Sommeren og 83 om Vinteren. Den skal nu give Lys og Varme til Bopladsen og Fyrtrnet: Stat og den lokale Kolhos betaler hver Halvt. Unertoq hedder Stedet, ganske som alle Vegne i Grnland, hvor man har varme Kilder. Der findes i vrigt fire sdanne varme Kilder i Nrheden, den ene, kun 40 Kilometer fra selve Provigenia Havn, skal levere Elektricitet til hele Anlget for Fremtiden. Bopladsen Kap Chaplin er meget gammel. Nr Folk graver dybt, som de altid, gr her for at lave Kldere nede i den evig frosne Jord, hvor de kan gemme Kd frisk hele ret rundt, finder de gamle Redskaber fra Fortidens Eskimoer, mest af Hvalrostand og Hvalbarde. Om dog vor Therkel Mathiassen kunde komme derover og grave! 11

rets Cyklus er flgende: Hvalrosjagtens egentlige Tid er Juni og Juli, nr Isen bryder. Da kommer store Flokke, inden de gr nordp til Parringspladsen Kap Arakamsjesjef, det eneste Sted, hvor de gr p Land p Kysten; dette Sted er adgangsforment for alle Mennesker. Om Efterret har man Slfangst i Vandet og Fiskeri efter Torsk og Laks. I Vintermnederne driver man Fldefangst efter Hvidrv samt drber brune Bjrne i deres Hi. Forret giver Anledning til stor Slfangst, nr, Dyrene sover p Isen i Solen. Man kender hverken til ndehulsfangst eller Garnfangst af Sler her, kun Skydefangst. Fugle jager man kun sjlden, man spiser dem kun ndigt, og mrkeligt var det, at Folk hverken spiste Lever eller Hjerte eller Tarme af noget Dyr. "P Grund af en Tanke!" sagde de. Utvivlsomt er ndemanerne begyndt at fungere igen efter at Kristendommen er afskaffet iblandt dem; dette med, at afholde sig fra at spise visse Dele af Dyr er typiske ndemanerkure.

[Sovjeteskimoer p vej til Wrangelen i 1926 efter islndingen Vilhjalmur Stefanssns katastrofale koloniseringsforsg. 59 mennesker, overvejende fra Tajplino, var med i den frste sovjetiske bostning]

Der var en Del af Eskimoerne, der havde vret oppe p Wrangel Island, hvor Regeringen har anlagt en ny Koloni og frt ca. 40 Eskimofamilier op. De var fulde af Lovord om Landet der. Sler 12

og Hvalrosser og Isbjrne i utrolige Mngder. Isbjrne forekom kun meget sjlden her ved Stedet. Det eneste, der manglede deroppe, var Rensdyr, som man i vrigt heller ikke havde her; Senetrd fik man kun ved Kb fra Tjukter, der holder Tamrener. P Wrangel Island levede man alts i Overflod; jeg spurgte, hvorfor de s var vendt tilbage hertil. Man nskede at se sit Fdesteds Fjelde igen!" Men senere vilde man igen nordover. I Faktoriet fr de vanvittig hje Priser for deres Sager. Min Rejseflle fik Lov at kbe en Hvalrostand ellers slger man ikke til private og han mtte betale 20 tyve Rubler for den. Det var glimrende Varer, man udhandlede, godt Vrktj, billige, gode Rifler, der mindede om dem, vi slger i Grnland, men de var ikke afkortede her som i Grnland. Der var en Masse Konserves til Salgs, og Varerne viste, at man her havde mange flere Penge til Rdighed end andre Steder, hvor Eskimoer lever. Ved Kap Chaplin fr man hvert r Besg af Eskimoerne fra St. Lawrence Island, alts amerikanske Understter. Disse kommer dels over Isen med Hunde, dels i Konebd om Sommeren. De er meget fattige i Forhold til Sovjet-Eskimoerne, navnlig klager de over, at de har s drlige Huse. De er ogs slemme til at tigge, men de medfrer amerikansk Tobak til Salg, og det er man ganske tosset efter. Amerikanerne gr store Forretninger dermed. Det var det frste, man spurgte mig; om: "Har du noget amerikansk Tobak?" Alle de ldre, bde Mnd og kvinder, taler flydende Engelsk, det er fra Hvalfangertiden, da de levede hele Somre om Bord i Skibene og arbejdede der. Fra de Tider har de Fortllinger i Dusinvis. Dagen efter kom der et Selskab om Bord i vor Damper for at handle. Fuldstndig p den Vis, jeg kender s godt fra Grnland, kom en Mand op fra Konebden med en Ting i et trklde. Hvad er det?" spurgte jeg, "Det ved jeg ikke!" sagde han. Lidt efter viste det sig at vre en utrolig modbydelig Htte af stinkende Skarveskind med Slskindsfoer, hvilket rimeligvis var Resterne af et Par gamle Bukser. 30 Rubler forlangte Manden frkt; det var Vanvid, og jeg sagde ham det Det er heller ikke beregnet 13

for dig," sagde han flot. Og siden fik han sin Pris af en Fyrbder. De andre havde intet med op om Bord, men nede i Konebden l flere Pakker. Jeg spurgte efter dem, og efter lange Omsvb indrmmede de, at det var Ting, der skulde slges. De kom ned efter Sagerne, men da de fik fat i dem, gik de hen ad Dkket vk fra os andre og lod ganske uinteresserede. Eskimoisk Handelsfif, ganske som ved Thule. N, der kom jo til sidst nogle Sko frem, der ikke vilde blive tlt i Grnland. Slet lavede, drligt ornamenterede og i det hele forfrdeligt Arbejde, men Sfolkene sloges om at f Lov at give 25 Rubler for Parret. Jeg spurgte siden nogle Koner, hvorfor de lavede dem s grimme og drlige. De havde ikke Tid til at sy gode Ting, "for s kunde man ikke n ret meget". Der ser man: den strke Eftersprgsel gr det. Jeg besgte ogs nogle Tjukter. Det er andre Folk, et eget Sprog, en egen Kultur. De bor Side om Side, dog i hver sine Bopladser, og hver har sine Kolhoser. Fjendskab er der ikke imellem dem, men begge Parter ser ned p de andre. Der er dog i de senere r enkelte Tilflde, hvor eskimoiske Mnd har taget tjuktiske Koner, men kun et eneste Tilflde, hvor en tjuktisk Mand har nedladt sig til at gifte sig med en Eskimokvinde, men dette glder ikke rigtigt, der var srlige Forhold. Brnene bliver altid Tjukter. Russerne stter alle mest Pris p Tjukterne som er bedre Erhververe og lettere at have med at gre, siger de. Begge Folk tager nu til i Tal. Der er ca. 20,000 Tjukter og 2000 Eskimoer. Tidligere gik Folkemngden stadigvk nedad, nu efter moderne Jagtmetoder og navnlig de hygiejniske Foranstaltninger er taget i Brug, vokser de igen i Tal. I Skolen lres begge Sprog, Eskimoisk og Russisk, jeg traf en ung russisk Lrer, der talte flydende Eskimoisk, og der, er adskillige Eskimoer i Leningrad til Uddannelse. Dog tler de drligt Opholdet der. Umliligak og Qujavit, en Mand og Kone af megen Tungefr14

dighed, fortalte mig om deres Syn p Amerikanerne, som de foragter for deres Tiggeri. Uvdligiaq var en Mand med videnskabelig Nerve, han skrev omhyggeligt ned, hvad jeg fortalte, og noterede grnlandske Ord i sin Bog. Nuralaq nskede at vide, hvilke Rb man brugte til Hundene de forskellige Steder. Her rber man: "Put put put!", nr Hundene skal til hjre, og Krr krr krr!", nr de skal til venstre.

[gtepar fra stkap el. Naukan. Fotografi fra 1920erne. Kunstkammerets samlinger, Skt. Petersborg]

Man krer med drlige, klodsede Slder, og de er ikke egnede til Ls. Det er Rvefangsten, der betjenes af Sldekrslen. Og s Bjrnefangst i Fjeldene, hvor der er hj Sne; Hundene gr derfor i Tandem. Man kender ikke til at bygge Snehuse, men jeg blev Inviteret til at blive der en Vinter og lre dem det. Det er Folk med Lrelyst og Glde Ved at forsge uprvede Ting, sagde de selv. De kalder ikke sig selv for Inuk som andre Eskimoer, man benvner sig her Yuk, Flertal Yuit. Men det er samme Folk, samme glade lattermilde, venlige Mennesker, Ansigterne de samme, Holdning og Miner, hele Stemningen som om jeg var hjemme 15

igen i Thule eller sad i Hudson-Bugten hos Vennerne der eller besgte de rare Folk ved Point Barrow. Men disse er de lngst fremskredne Folk i materiel Kultur. Jeg har ganske vist en Mistanke om, at man overbetaler dem Varernes Vrd, men det bliver jo et indre Anliggende. Hvad det ydre angr, har disse Folk med deres Motorer, med deres Badeanstalter og flles Lys- og Varmekilder ganske Overvgten over alle andre Nationers eskimoiske Understter. Jeg kunde ikke lade vre at tnke p vore Grnlndere, hos hvem Petroleum endnu er en forbudt Vare, det er for moderne og faglig en Vdske, til at det kan overlades dem selv i Huse af Sten og Trv. Endnu mange andre Ting var af mere udviklet Art her i Sovjet, og skulde jeg vre Eskimo, vilde jeg vlge Landet vesten for Berings-Strdet at leve i. Der trives Glden vel ikke bedre end hos de andre, men Livet er lettere at leve.

Peter Freuchen

Udsnit af kort over Peter Freuchens rejserute. Fra erindringsbogen Vagrant Viking.

16