EU: Herfra vor verden gr
Det europiske slvsind: en opsang til en selvforgabt europisk befolkning, som m vende sin
klagesang til fornyet tro sig selv og hinanden
Af NICOLAJ JUUL NIELSEN
studerende p M. Sc. i statskundskab, Kbenhavns Universitet
Rundt om i Europa oplever de EU-skeptiske partier i
disse r medvind, forstrket af en stigende politikerlede
i den europiske befolkning. Ogs inden for vor egen
andedam er billedet at finde; Danmarks Radio har
pvist, at hver anden dansker har oplevet politikerlede
inden for det seneste r. Er dette blot et stilstandsbillede
af et Europa, som oven p bank-, bolig- og finanskriser
er ved at slikke sine sr, hvor befolkningerne ikke kan
vente med at f samfundets hjul i gang igen? Eller er det
udtryk for en vestlig tendens, som drives af en
antagonistisk og mistroisk befolkning, der er ved at
drukne i rtiers materialistisk velstand og overflod og nu
fler sig udfordret ligefrem truet af udefrakommende
begivenheder, ssom steuropisk arbejdskraft,
afrikanske flygtninge og en buldrende kinesisk
konomi? At de europiske befolkninger kalder p
mere integration i EU, synes ikke at vre tilfldet,
hvorfor andet udsagn styrkes.
Men vi glemmer n ting: Velstanden i Europa er ikke
kommet af sig selv, og den er p ingen mde kommet
nr de europiske nationer har ageret sm,
selvtilstrkkelig nationer, som har lukket sig om sig
selv, som det ss i Belgien i den forgange uge, hvor
regionen Vallonien holdt EU i ave i forbindelse med
handelsaftalen med Canada. Derimod har politisk
samarbejde i EU vret udslagsgivende for de
muligheder, som vi i dag tager for givet. Det har aldrig
vret lettere at handle med vores europiske naboer,
rejse til europiske sevrdigheder eller kommunikere
p tvrs af grnser. Men de sidste to rtiers velstand og
overflod har gjort os blinde og bidraget til en
svndyssende fortlling om, at det er samfundets
skyld (ls EU).
Vi skal mindre end 100 r tilbage for at blive
pmindet om Mussolini og Francos fascistiske
jerngreb. Eller de uhyrligheder som udsprang af Hitlers
tanker og medfrte 2. Verdenskrigs grusomheder. Vi har
gudskelov endnu nulevende som kan berette om krigens
gru og om hndslaget p aldrig mere d. 9. april. Langt
friskere i hukommelsen ligger den kolde krigs
tnderskrende vbenkaplb, hvor hvert skridt fra
stblokken blev fulgt
uden at blinke. Denne historiske tour de force skal
minde os om, hvad vi i fllesskab kunne og kan opn.
For i glemslen af de historiske begivenheder, risikerer vi
at glemme os selv og hinanden. Den europiske
befolkning m huske sig selv og hinanden p, at hvor
der er vilje, er der vej. Befolkningen m sl sig i tjret
mod denne politikerlede og ikke vende ryggen til dem,
der vil de muligheder, som et EU-samarbejde bringer
med sig. At samarbejde er ikke at lgge bnd p eget,
nationale potentiale, men derimod forudstning for at
skabe nye og bedre muligheder bde for sig selv og det
omkringliggende samfund. Velstanden i Europa er
vokset i takt med, at det europiske samarbejde er
blevet strre.
Nr vi i disse str over for kriser, hvis omfang rkker
langt ud over de nationale stater og hvis rdder slr sig
langt dybere end hvad nationale politikere kan lse
egenhndigt, s m befolkningerne give deres politiske
lovgivere det mandat, som skal til for at lse disse
vidtrkkende problemer. Hvilken rson er der i, at lade
politiske partier, som lgger afstand til EU, tage hnd
om flles europiske udfordringer, nr de knap nok kan
samarbejde med de respektive partier i de nationale
parlamenter? Udfordringer og kriser vil der komme flere
af, derfor m vi ogs lade vores lovgivere om at varetage
det, som de er sat i verden til, nemlig at arbejde for
velvilje, velstand og velfrd.